Sporvogne i Aarhus: Forskelle mellem versioner

I Aarhus blev der i perioden 1904-71 drevet sporvogne. Det skete under det samme selskab som fortsat driver byens bustrafik, [[Århus Sporveje]], som det har heddet siden 1928. I nutiden er Århus Sporveje en del af det regionale trafikselskab Midttrafik.

Den historiske oprindelse til begrebet "sporveje" var gamle tiders beskyttede hjulspor. Da det krævede penge og organisation at lave stabil vejbelægning, valgte myndighederne gerne den nemmere løsning med kun at lave stabile spor til vognhjul. Af århundredgammel oprindelse er ligeledes "omnibussen", forløberen til nutidens busser. En omnibus var en regelmæssig rutetransport af varer og/eller passagerer, som enhver kunne benytte sig af mod betaling. I de mest avancerede bysamfund blev der nedlagt metalafskærmede hjulspor, som hestetrukne omnibusser kunne køre igennem. I 1800-tallet blev der gjort mange forsøg på at erstatte omnibussernes heste med dampmaskiner, men uden held, da maskinerne var for store og uhåndterlige. Opfindelsen af elektricitet og elektriske motorer skabte derimod grundlag for, at de hestetrukne vogne kunne afløses af strømdrevne sporvogne.

I Aarhus medførte bygningen af jernbanen og udvidelsen af [[Aarhus Havn|havnen]], at der i 1860’erne opstod et nyt industrielt og demografisk vækstområde omkring [[Sønder Allé]]. Mellem dette vækstområde og det gamle bycentrum ved [[Aarhus Domkirke|domkirken]] blev der skabt en god trafikforbindelse med åbningen af [[Skt. Clemens Bro]] i 1884. I forbindelse med bygningen af broen blev [[Søndergade]] gjort til en bred, lige og terrænmæssigt jævn hovedgade, som var velegnet til at nedlægge hjulspor i. Et nyoprettet Aarhuus Sporvejsselskab indgik i 1883 en 30-årig koncessionsaftale med [[Aarhus Kommune]] om driften af en hestetrukket omnibus gennem nedlagte hjulspor, også betegnet 'sporvej'.  

=== Elektriske sporvogne ===

Tidligere samme år havde det nystiftede private aktieselskab Aarhus Elektriske Sporvej indgået en aftale med [[Aarhus Byråd]] om en 25-årig koncession på drift af elektriske sporvogne, som ville købe strømmen fra det af kommunen ejede elektricitetsværk. Der blev nedlagt spor og opsat strømkabler på en 4,35 km lang strækning fra syd til nord. Ruten gik fra [[Dalgas Avenue]] gennem [[Hans Broges Gade]], [[Skt. Pauls Kirkeplads]], M.P. Bruuns Gade forbi hovedbanegården, videre ad den velkendte omnibusrute til Østbanetorvet og derfra til [[Skovvejen]] og tilsidst [[Trøjborgvej]]. I Guldsmedgade blev der skaffet plads til skinnerne ved, at hele gadens vestside blev opkøbt, nedrevet og ombygget med en forøget afstand til den modsatte vejkant.

Den 7. juli 1904 blev ruten officielt indviet. For indbyggerne i de sydvestlige kvarterer kom der ikke nogen ny rute til erstatning for Dyhrs omnibus, før en privat rutebil mellem [[Frederiksbjerg]] og [[Trøjborg]] blev oprettet i 1921. Aarhus Elektriske Sporvej ønskede ikke at lave udvidelser eller tilføjelser til selskabets eksisterende rute, og dette var en del af baggrunden for, at byrådet i 1926 traf beslutning om at lade kommunen overtage selskabet efter koncessionens udløb. I 1930 blev sporvejsruten forlænget mod nord gennem [[Tordenskjoldsgade]] til [[Marienlund]], og samtidig der blev oprettet en linje 2 fra Banegårdspladsen til [[Harald Jensens Plads]]. Den private rutebil mellem Frederiksbjerg og Trøjborg blev nedlagt.  

I 1935 blev linje 2 forlænget til byskellet i [[Kongsvang]], men dette blev stort set den sidste udvidelse af sporvognsruterne. I stedet begyndte sporvejsselskabet at oprette nye ruter baseret på biltransport, kaldet [[Trambus|"trambusser"]]. De to første bilruter, linjerne 3 og 4, blev oprettet i 1932. Linje 3 gik fra [[Christiansbjerg]] over havnen og Banegårdspladsen til Viborgvej i Hasle, mens linje 4 fra [[Stadion Allé]] gik over Banegårdspladsen til [[Poul Martin Møllers Vej]]. I 1935 blev linje 4 forlænget gennem [[Viby]] til [[Orionsvej]], og dermed havde sporvejsnettet for første gang overskredet kommunegrænsen. Siden blev der oprettet linjerne 5, 6 og 7 til henholdsvis [[Åbyhøj]], [[Risskov]] og [[Vejlby]]. I 1940 udgjorde sporvognslinjerne 7,1 km og buslinjerne ca. 40 km. Bilruterne blev oprindelig betragtet som en midlertidig løsning, der kun skulle anvendes indtil der blev oprettet sporvognsruter, men bilruternes vækst gjorde en omlægning til sporvogne stadig mere uoverskuelig. Sporvognenes forkørselsret, deres langsomme hastighed og bindingen til eksisterende skinneruter var nogle af de faktorer, gjorde deres tilstedeværelse til et besværligt element i den daglige trafik. Dertil kom, at de bildrevne ruter meget hurtigere og billigere kunne ændres som led i den overordnede byudvikling.