Sjællandsgades Bryggeri
Sjællandsgades Bryggeri havde til huse i Sjællandsgade 83-85 fra 1892.
Oprindeligt hed Sjællandsgades Bryggeri "Teglgaardsgade Ølbryggeri", men skiftede hurtigt navn. Ejeren af bryggeriet var Prehn Lorentzen.
Sjællandsgade 83-85 kom til at huse adskillige forskellige virksomheder i en tid, hvor byen udviklede sig kraftigt, både hvad indbyggertal, areal, virksomheder og industriforetagender angår.
Aarhusiansk øl
Der var seks bryggerier i Aarhus i 1890'erne, da Sjællandsgades Bryggeri startede. Det største af dem, Ceres, var startet i 1856. For at klare sig i den stærke konkurrence mellem ølbryggerierne i byen, fusionerede fire af dem, herunder Sjællandsgades Bryggeri i 1899 til det nystiftede A/S De forenede Bryggerier, snart omdøbt til Aktiebryggeriet Trøjborg.
I 1894 overtog Simon Jensen huset og bryggeriet, men solgte det igen allerede i 1895 til Cand. pharm. D.M. Meyer.
I det meste af 1890'erne blev adressen også beboet af både bryggeren, maltgøren og ølkusken.
Arbejdernes Produktionsforening i Sjællandsgade 83-85
I 1901 blev Sjællandsgade 83-85 overtaget af Arbejdernes Forbrugsforening, der fra 1907 blev til Arbejdernes Produktionsforening. Samme år som overtagelsen anlagde Arbejdernes Bryggeri deres bryggeri i baghuset i Sjællandsgade. Fra 1937 til 1940 havde de selskab af mineralvandsfabrikken Ares, som var at finde på samme adresse.
Sjællandsgade 83-85 rummede desuden:
- 1900-1911 skomager K. L. Rasmussen i stueetagen.
- 1942-1943 Royal Apollinaris depot i baghuset.
- 1942-1948 konservesfabrikken "Suberp" i husets stueetage.
- 1942 til 1972 Petersen & Mortensen Maskinværksted i bagbygningen. De overtog huset i 1943.
- 1949 skotøjsfabrikant Aa. Ankerstjerne i stueetagen.
- 1954-1959 C. Kjærsgård Petersens Fabrikker/Pedo-Fix (fodindlæg) i stueetagen.
En ostehandler overtog huset
M. Sørensen Ost en gros havde fra 1949 til 1972 adresse i kælderen og M. Sørensen overtog huset på Sjællandsgade 83-85 i 1958. Året efter tilføjedes en garagebygning i gården.
I 1973 overtog stadsingeniøren ved Aarhus Kommune huset, og i 1982-1984 blev skiftede det igen ejer til tømrermester Flemming Bang Rasmussen. 1985-2007 blev det overtaget af en ejerforening.