Psykiatrisk Børnehospital

Fra AarhusWiki

Sundhedsinstitution i tilknytning til Psykiatrisk Hospital, Riisskov. Kaldenavn: Børnehospitalet.

Børnehospitalet blev indviet den 20. august 1958.

„Det er en meget betydningsfuld dag for dansk børnepsykiatri”, sagde Børnehospitalets første overlæge, Margrete Lomholt, ved indvielsen i Risskovs gamle biografsal. „En milepæl i Statens Sindssygevæsens historie”, kaldtes det af direktøren, professor Le Maire. „Pænt byggeri uden finesser og luksus”, skrev aviserne. „Det ligner ikke et hospital, men venlige rækkehuse med naturen helt inde på livet”. Det havde kostet 3,6 millioner.

I Julehæftet 1977 gav Margrete Lomholt en levende skildring af hospitalets vanskelige og langtrukne fødsel og de trange ydre kår, hvorunder hun selv og hendes første medarbejdere varetog det ambulante arbejde i de børnepsykiatriske konsultationer i årene fra 1948 til 1958, mens de ventede på opførelsen af hospitalet.

Der var gået 12 år siden Rigsdagen i 1946 vedtog opførelsen, og det var især takket være professor Strömgrens ihærdighed, at det omsider blev til noget. Om udskydelsen skrev Margrete Lomholt: „Dengang som nu havde spareforanstaltninger og budgetnedskæringer en ulykkelig tilbøjelighed til at gå ud over de svagest stillede i samfundet”.

Der var forventninger til børnepsykiatrien. Og der var på forhånd jordbund for et godt samarbejde for det nye hospitalsspeciale her i Århus, som var en foregangsby på det sociale og socialpsykiatriske område, præget af mænd som socialdirektør Orla Jensen, den senere amtssocialdirektør Helge Petersen, dengang i Århus Børneværn, og sociallæge Helge Kjems og kredsen omkring ham, hvem børnepsykiatrien skylder tak for megen inspiration.

Det var den første børnepsykiatriske sengeafdeling uden for København. Med 40 senge skulle det derfor modtage børn fra hele Jylland og Fyn og foretage ambulante undersøgelser fra samme store område med en befolkning på 2 ½ million. Naturligvis var det en uoverkommelig opgave. Ventelisten var lang allerede ved indvielsen og steg til over 400 i årene derefter. Det betød 2-3 års ventetid og håbløse forsøg på at prioritere henvisningerne til ambulant undersøgelse på en hasteliste og en haste-hasteliste. De store børn på almindelig venteliste blev voksne, før turen kom til dem. Blandt dem, der var skrevet op til indlæggelse, var især de psykotiske børn ilde stillet, fordi størstedelen af psykoseafdelingens 12 pladser måtte bruges til langtidsindlæggelser.

60'erne blev følgelig præget af kampen mod ventelisterne og kampen for flere senge, specielt til psykotiske børn. Børnepsykiatriens udbygning andre steder i landet gik med snegleskridt. Det varede 10 år før Børnehospitalets landområde begyndte at mindskes ved åbningen af en børnepsykiatrisk afdeling på Statshospitalet i Viborg i 1968.

Udvidelsen af Børnehospitalet skete i 3 etaper: 1965 indrettedes en afdeling med 8 senge i lokaler, som siden indvielsen havde været brugt til dagobservation. Afdelingen var beregnet til børn og unge i alderen 12-16 år med svære neuroser og psykosomatiske lidelser, som f.eks. nervøs spisevægring. Den fik også en selvstændig og ret betydelig ambulant virksomhed. Den lægelige ledelse blev betroet overlæge Inger Zahle, som havde særlig erfaring med ungdomspsykiatri. Afdelingen eksisterer stadig under samme ledelse, men er i 1983 flyttet til mere rummelige lokaler i den oprindelige psykoseafdeling.

1967 indrettedes endnu en afdeling med 8 sengepladser i Strandhuset, den tidligere funktionærbolig på strandsiden af gangbroen over jernbanen. Dens formelle betegnelse var: hospitalsbehandlingshjem for lettere psykotiske og grænsepsykotiske børn i skolealderen, og som sådant fungerede Strandhuset igennem 10 år. Det var en nyskabelse i det børnepsykiatriske hospitalssystem, en langtids behandlingsafdeling uden hospitalspræg (herom er skrevet i Tidsskrift for Sygeplejersker, nr. 10, oktober 1969).

Decentraliseringen af børnepsykiatrien bevirkede i løbet af 70'erne, at behovet for sengepladser i Risskov til langtidsbehandling af fjerntboende psykotiske børn aftog, og fra 1977 blev Strandhuset småbørnsafdeling for ikke-psykotiske børn. Et dejligt sted for børnene – især om sommeren. Efter diverse indbrud og besøg af ubudne „gæster” et problematisk sted for personalet i ensomme aften- og nattevagter – især om vinteren. Derfor ændredes Strandhuset fra 1979 til at være dagafdeling. Det var med sorg i sind vi fra nytår 1983 overlod Strandhuset til voksenhospitalet og flyttede børnene op på det „gamle” børnehospital, hvor en sengeafdeling blev nedlagt som følge af besparelseskrav.

Den tredje og sidste udvidelse af børnehospitalet kom i 1972, da Skovhuset blev bygget i hospitalets lille skov, i sidste øjeblik før sparetiderne var over sektoren. Også Skovhuset var beregnet til psykotiske og tilsvarende svært handicappede børn, og det er det stadigvæk. Det rummer to afdelinger, „Øst” for småbørn og „Vest” for store børn og unge op til 16-17 år. Afdelingerne blev kaldt for Øst og Vest, fordi solens gang på himmelen markerer sig så tydeligt i de to flisebelagte atriumgårde. Det var en helt utrolig forbedring, da de psykotiske småbørn fik deres egen afdeling i stedet for en stue på den oprindelige fælles psykoseafdeling mellem svært psykotiske og ofte voldsomme større børn. I dag bor de fleste småbørn hjemme og er dagpatienter.

Den „dagsobservation”, som blev hjemløs ved ungdomsafdelingens oprettelse i 1965, fik de følgende år til huse i ambulatoriets venteværelse og flyttede derpå til en af lægeboligerne på Asylvej 62, hvor den fungerer som behandlingsbørnehave for 6-8 børn.

Efter således at have formeret sig ved diverse knopskydninger rummede Børnehospitalet fra 1972 8 afdelinger med 72 sengepladser og 14 dagpladser.

Efter børnepsykiatrisk målestok et meget stort hospital, langt det største i landet. Ventetiderne blev meget kortere, få uger, både til indlæggelser og til ambulant behandling. Det skyldtes ikke mindst en udbygning af hjælpemulighederne uden for hospitalet, med børnerådgivningscentre, skolepsykologiske rådgivninger og behandlingshjem. Behovet for sengepladser begyndte at falde, til gengæld steg behovet for pladser til dagpatienter, efterhånden som en stadig større del af henvisningerne kom fra Århus Amt. Det har fordele i behandlingen og i forældresamarbejdet, at børnene bor hjemme. I de største afdelinger med 12-15 børn blev 4-5 sengepladser nedlagt og erstattet med tilsvarende daggrupper. Det gav en velsignet ro i aftenvagterne, som i hospitalets første år tit kunne være temmelig kaotiske. Udviklingen synes foreløbig standset ved en fordeling mellem døgn- og dagpatienter på hospitalet som helhed med ca. halvt af hver kategori. Den ambulante virksomhed er intensiveret i betydelig grad.

Med udlægningen til amtskommunerne af det psykiatriske sygehusvæsen er vore landsdelspatienters antal faldet støt. I 1975 havde man 40% udenamts patienter indlagt, som tegnede sig for over halvdelen af sygedagene. I 1981 var der knap 10% udenamts patienter. Den indtægtsnedgang, som fulgte heraf, førte til kravet om, at Børnehospitalet skulle spare 2,3 millioner på 1983-budgettet. Det nødvendiggjorde nedlæggelsen af en sengeafdeling for børn i skolealderen. En svær proces, som har lange efterdønninger. Kun to måtte afskediges, men det er to for meget. De andre flyttede til ledigblevne stillinger, men det er smertefuldt, når en arbejdsplads brydes op. Et lokalt samarbejdsudvalg blev „født i storm” under denne proces.

Skolen på Børnehospitalet har sin egen historie, som kort fortalt er denne: I byggeriet var der ikke tænkt på skolelokaler. Der blev kun ansat to lærere til „lektiehjælp”, som man tænkte sig kunne foregå i spisestuerne imellem måltiderne. Det gik ikke. Der var brug for rigtige skolestuer, og de følgende år undervistes i kælderlokaler, efterhånden suppleret med den forhenværende EEG-barak i parken og 1. salen over den gamle køkkenbygning, hvor børn og lærere blev distraheret af køkkendufte og støj. Senere måtte også to lægeboliger på Asylvej 64 og 66 inddrages til skole, da hospitalsskolen administrativt blev lagt ind under Århus Kommunale Skolevæsen og fik sin lærerstab betydeligt udvidet. Det var derfor meget påkrævet, at vi fik villa Riislund til skolebygning ved nytåret 1978, prægtigt nyindrettet, også med børnehaveklasse. Men den i det ydre pompøse villa er ikke så rummelig indvendig, at hele skolen kan være der. En lægebolig (nr. 66) er stadig skoleanneks.

Det bør også nævnes, som et kuriosum, at der de første år var så rigeligt med kontorer, at kælderen i ambulatoriebygningen var hjemsted for neuroseklinikken. Det drejede sig dog kun om 3 kontorer, der blev forsynet med solide dobbeltdøre. Da Børnehospitalet blev bygget, var kontorerne kun beregnet til samtaler med en eller to forældre. Det var ikke forudset, at hele familier med flere børn skulle være på een gang i de små kontorkabiner.

Litteratur

Teksten kommer oprindeligt fra Birte Høeg Brask: Børnehospitalet gennem 25 år.