Johan Jacob Støckel (1803-1849)
Fra AarhusWiki
Johan Jacob Støckel var stadstambur i Aarhus.
Født i 1803 i Tyskland, død i 25. marts 1849 i Aarhus.
Gift i 1827 med Marie Amalie Støckel f. Birnbaum. Sammen fik de mindst seks børn og boede i 1845 på Tangen 15.
En erindring om Johan Jacob Støckel, nedfældet af Rasmus Nielsen i bogen Aarhus i 1840'erne, beskriver ham og hans virke i byen. Forfatteren husker hans navn en smule forkert, men skriver følgende om ham:
- "En ... Adelsmand, der stod i Stadens Tjeneste, var Stadstambouren von Støcken. Det var en ualmindelig smuk og statelig Mand, der slog sin Tromme med en Grandezza, som om han havde været Tambour i Napoleons Garde. Man vil nu ikke ret kunne tænke sig, at man overhovedet behøvede nogen Stadstambour. Men han var en nyttig Mand. Offentlige Bekjendtgørelser fra Autoriteterne meddeltes Aarhusianerne paa den Maade, at von Støcken, væbnet med sin Tromme gik omkring i Byen, stillede sig op paa Gadehjørnerne, slog en Hvirvel paa Trommen og oplæste Bekjendtgørelser for de studsende Tilhørere. Saasnart von Støckens Tromme hørtes, kom alle Omkringboende til Vinduerne og aabnede dem for at høre Oplæsningen Læredrenge kom galopperende paa deres Træsko, Tjenestepigerne paa deres Tøfler og Gadens Ungdom standsede sin Leg for at lytte. Men det var ikke alene offentlige Meddelelser, von Støcken promulgerede. Enhver kunde for en billig Betaling 'lade Trommen gaa' om tabte Gjenstande, ledige Tjenester, Theatrenes eller Beridernes Forestillinger, kort sagt en stor Del af, hvad man nu lader avertere i Bladene."
Støckel døde 25. marts 1849 af, hvad der i kirkebogen er anført som "Hidsig Feber".
Litteratur og kilder
- Rasmus Nielsen: "Aarhus i 1840-erne", Ny udgave med oplysende noter af Emanuel Sejr, Aarhus byhistoriske Udvalg, Universitetsforlaget i Aarhus, 1959.
- Arkivalieronline, Kirkebøger, Aarhus, Aarhus Domsogn, Kontraministerialbog (1814-2003), døde mænd 1844-1851, s. 433, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=21618747#383617,74062097
- Dansk Demografisk Database, Folketællinger, Simpel søgning, Amt: Aarhus, søgeord: Støckel
- Sejrs sedler, 1845, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000093953
- Sejrs sedler, 1917, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000093966