Historisk Samfund for Aarhus Stift

Fra AarhusWiki

Historisk Samfund for Aarhus Stift har til formål at fremme interessen for Aarhus Stifts og Østjyllands lokalhistorie og at udbrede kendskabet til områdets historiske begivenheder og udvikling over et bredt felt. Historisk Samfund blev stiftet i 1907 og er en af Danmarks ældste lokalhistoriske foreninger.

Historisk Samfunds virksomhed består i at udgive en rigt illustreret årbog samt andre bøger, afholde foredrag, afholde ekskursioner i samarbejde med andre lokale foreninger samt at arbejde for bevarelse og beskyttelse af historiske minder.

Historisk Samfund for Aarhus Stift var den egentlige stifter af Øm Kloster Museum. I 1911 havde foreningen sin sommerudflugt til landsbyen Emborg, og her erfarede medlemmerne, at der var små jordlodder til salg på klostertomten. Ved medlemmernes indsamling blev jordlodderne erhvervet af foreningen, og dette blev starten på Øm Kloster Museum.

I takt med at Historisk Samfund for Aarhus Stift erhvervede jordlodder, blev der foretaget arkæologiske udgravninger, og i 1924 kunne et nyetableret museum tages i brug. I 1926 blev museet suppleret med en klosterhave, hvor planterne for flere arters vedkommende fandtes på klostertomten, hvor de havde overlevet siden klostertiden.

Det foreningsejede Øm Kloster Museum overgik i 1988 til en selvejende institution Øm Kloster Museum.

Litteratur & kilder

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

Se arkivalier omhandlende Historisk Samfund for Aarhus Stift på AarhusArkivet