Eshøjvej
Eshøjvej er en vej, som ligger i Borum. Vejen ligger mellem Skivholmevej og Viborgvej.
Oprindelig navngivet Højballevej i 1965 efter et par gårde, men ændret i 1970 til navn efter en nærliggende bronzealderhøj med navnet Borum Eshøj. Højen ligger på de ca. 100 meter høje morænebakker og er Danmarks største gravhøj fra ældre bronzealder. I 1875 viste en opmåling, at den havde en diameter på 37,66 meter og en højde på 7,21 meter. I højen har man fundet tre egekister, som indeholdt en kvinde og to mænd med nogle af verdens bedst bevarede oldtidsdragter. I området omkring selve Eshøj er der påvist ca. 40 overpløjede gravhøje. Ifølge et gammelt sagn skulle der bo en trold i Eshøjen, der havde sine bataljer med trolden i Jelshøjen i Skåde. De havde for vane med at kaste store sten efter hinanden. Et fejlskud af Jelshøjtrolden skulle således have givet den fordybning, hvori Lading Sø ligger.
Eshøjvej på AarhusArkivet
Kilder og Litteratur
- Leif Dehnits: ”Aarhusianske gadenavne – historien bag navnet på gader og veje i Aarhus Kommune”, udgivet ved Aarhus Byhistoriske Fond, Aarhus Stadsarkiv, Turbine Forlaget og forfatteret, 2018