Edvard André Glæsel (1880-1969)

Fra AarhusWiki
Edvard André Glæsel

Edvard André Glæsel (født den 31. december 1880 i Vaarskov ved Bandholm på Lolland, død den 24. oktober 1969 i Aarhus) var overretssagfører i Aarhus.

Karriere

Edvard A. Glæsel var i en menneskealder en velkendt skikkelse i byen. Han stammede fra Lolland og blev cand.jur. i 1905 fra Københavns Universitet. Han var derefter medarbejder ved Østsjællands Folkeblad, inden han efter endt værnepligt fik arbejde som sagførerfuldmægtig hos forskellige sagførere i København, Aarhus og Esbjerg, senest hos overretssagfører Bayer i Aarhus.

I foråret 1910 blev Glæsel gift i Aarhus og fik bestalling som sagfører. Blot tre år senere blev han overretssagfører, og i 1916 blev Glæsel beskikket som offentlig sagfører ved retterne i Aarhus Købstad, Hasle m.fl. og Ning herreders jurisdiktioner.

Glæsel var i mange år et midtpunkt i det aarhusianske juristliv. I både tale og påklædning var han sprælsk og respektløs; en livskunstner fyldt med lune og vid. »Livet skal ikke være lutter jura«, sagde han, som da også havde en stor omgangskreds, hvor han var velanset som en festlig sjæl, der altid var klar med en vise.

I 1963 kunne han som 82-årig markere sit 50-års jubilæum som overretssagfører; på det tidspunkt var han Jyllands, ja, måske endda Danmarks ældst praktiserende sagfører. At han endnu drev sin sagførerpraksis og var sund og rask, mente han selv skyldtes, at han aldrig rigtig havde bestilt noget, men sandheden var snarere, at han altid kørte i højeste gear.

Som overretssagfører gjorde han gennem mange år et stort arbejde i Retshjælp for Ubemidlede, Røde Kors i Aarhus og i Juridisk Forening. I sidstnævnte forening blev han æresmedlem, da han blev 80 år. Efter jubilæet i 1963 stoppede han dog som sagfører, men han forblev næsten til det sidste et trofast gymnastikmedlem i Old Boys.

Han er begravet på Vestre Kirkegård.

Edvard André Glæsel på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

Se arkivalier omhandlende Edvard André Glæsel i AarhusArkivet

Litteratur og kilder

  • Aarhus Borgere, 1915-1920, Hæfte XX Udgiver: M.A. Caprani's Fotografiske Atelier, Aarhus.
  • H. Hjorth-Nielsen: Danske Sagførere under Loven af 28. maj 1868, 1941, s. 119-120.
  • Aarhus Amtstidende 23. marts 1963 (jubilæum).
  • Aarhus Stiftstidende 28. oktober 1969 (nekrolog).