Café Trocadero
Fra AarhusWiki
Café Trocadero beliggende i Mejlgade 14 blev indtil slutningen af 1923 drevet under navnet Café Premier af restauratrice fru H. Willadsen. Hun overdrog ledelsen til bestyrerinde Helene Ericsen Sørensen, som ændrede navnet til Café Trocadero. Café Trocadero bød gæsterne på koncert hver eftermiddag kl.16 og mulighed for at danse under en stjernehimmel. Den gæst, som kunne gætte antallet af stjerner, kunne angiveligt vinde 25 kr. Det var et af de første steder i byen, hvor den nye jazz blev spillet. Helene E. Sørensen forlod caféen i 1926 for at tage arbejde hos Kystcaféen, der lå i Mejlgade 20. Omkring 1927/1928 overtog Peder Chr. Bisgaard ledelsen af Café Trocadero, og i samme periode blev stedets navn ændret til City-Café.
Bevillingshavere og bestyrere
- 1923-1926: Helene Ericsen Sørensen, som i 1926 tog arbejde hos Kystcaféen i Mejlgade 20.
- 1927/1928-1928: Peder Chr. Bisgaard. Han indsatte Oscar Wachsmut som bestyrer, og ændrede caféens navn til City-Café.
Mejlgade 14 på Aarhusarkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur & kilder
- John W. Oldam, Træk af hotel, pensionats og restaurationslivet i Aarhus, 1921-1941, s. 6-7