Aarhus Frimærkehandel
Firma med adresse i M.P. Bruuns Gade 42, etableret den 1. januar 1931 med Harry Poulsen som leder.
Aarhus Frimærkehandel startede med at have adresse i Ryesgade 4-6, hvorefter forretningen på foranledning af Harry Poulsen flyttede lokalerne til ejendommen M.P. Bruunsgade 33 - et lokale på 16 kvadratmeter, der udvidedes til at omfatte 66 kvadratmeter.
Det var dog først i 1968, at frimærkehandlen flyttede op i ejendommen M.P. Bruuns Gade 42.
AFA-kataloget
Harry Poulsen er beskrevet som en energisk og entreprenant personlighed, der udviklede det såkaldte "AFA-katalog". Ansatserne til AFA-kataloget lå i en prisliste over danske frimærker, som Thomsen udgav i starten af 1930´erne. Dermed blev kataloget det umiddelbart førende i Danmark blandt de øvrige frimærkekataloger og udviklede sig med tiden til et omfattende Europa-katalog.
Interessentskab
Aarhus Frimærkehandel blev den 1. januar 1971 omdannet til et såkaldt interessentskab, hvor både Harry Poulsen og Lars Boes fungerede som indehavere. En væsentlig videreudvikling af virksomhedens aktiviteter var beslutningen om at anskaffe et edb-anlæg til den fremadrettede administration af fremstillingen af kataloger.
Forretningseventyret fik dog en brat ende, da Harry Poulsen godt to måneder inden sin 70-års fødselsdag pludselig døde under en fisketur, hvorefter Lars Boes fortæller:
"Jeg overtog så Aarhus Frimærkehandel, men der måtte foretages omfattende organisatoriske ændringer, da Harry Poulsen ikke var mere".
Kilder
- Preben Rasmussens Samling, Bruuns Gade, I frimærkernes verden, Århus City 6.3. 1991