Højdebeholderen på Chr. Molbechs Vej
Højdebeholderen på Chr. Molbechs Vej er et højdebeholderanlæg beliggende på Chr. Molbechs Vej 6. Højdebeholderen, der er toppet med en mindre bygning, er tegnet af arkitekt Thorkel Møller og blev opført i 1908.
Grundet byens forskellige højdemål, var det besluttet at inddele byen i tre trykzoner der hver havde sit egen maskin- og pumpeanlæg fra Aarhus Vandværk. Det viste sig at indtrufne foranstaltninger for at sikre en forbedring af vandtrykket i dele af "Trykzone I" i 1895 ikke havde været tilstrækkelige, da der ofte klagedes over mangelfuld forsyning i nogle ejendommes øverste etager. Det mangelfulde tryk, og den støt stigende befolkningstilvækst medvirkede til beslutningen om at opføre en ny højdebeholder for Trykzone I, der var den sydsligste af de tre geografisk inddelte zoner.
Licitation
Opførelsen af højdebeholderen blev udbudt ved licitation i 1908 af Udvalget for Vandværket. Her fremgik det at højdebeholderen skulle opføres i beton eller hennebique, der er beton med jernindlæg. Der skulle være plads til ca. 4250 m3 vand, og til brug ved opførelsen skulle der leveres ca. 4300 sække cement. Tegninger, betingelser og beskrivelse af projektet kunne ses til videre eftersyn ved Stadsingeniørens Kontor, og de endelige tilbud skulle leveres inden kl. 12 den 9. april 1908.
Efter licitationen modtog Aarhus Kommune 11 tilbud på opførelsen af en beholder fremstillet af cementmørtel armeret med jerntråde. Tilbuddene varierede i beløbsstørrelse fra 32.900 kr. til 59.100 kr. Det laveste tilbud kom fra firmater Dansk Beton-Bjælke Co. fra København, der også blev tildelt opgaven med at opføre den nye højdebeholder.
Opførelsen
Den nye højdebeholder skulle erstatte den gamle beholder, der blev set som utilstrækkelig. Den ældre beholder lå på kote 34,5 m og kunne rumme 1300 m3 vand, mens den nyplanlagte højdebeholder ved artillerikasernens terræn lå på kote 47,0 m, og kunne rumme 3950 m3. Anlægget til den nye højdebeholder blev tegnet af arkitekt Thorkel Møller, og opførtes af Aktieselskabet Dansk Beton-Bjælke Compagni. Der blev anlagt en vandledning direkte fra vandværket ved Silkeborgvej til den nye højdebeholder, der indvendigt var delt i to afdelinger, som kunne renses og efterses hver for sig. Beholderen blev opført så den lå hævet fra det omkringliggende terræn hvorpå der blev opført en mindre bygning på toppen med en orientalsk pagodeagtigt udformning. Bygningen er stilfuldt dekoreret med store og fint afrundede søjler på hver af bygningens kanter. Fra bygningen er der indvendigt nedgang til selv beholder-området. På den fint dekorerede bygning står der udvendigt med stor skrift "AARHUS VANDVÆRK 1908".
Senere tider
Det stigende pres på vandforsyningen i det vestlige Aarhus betød, at der i 1971 som supplement til højdebeholderen på Chr. Molbechs Vej skulle opføres en ny højdebeholer og pumpestation ved Viborgvej.
Højdebeholderen på Chr. Molbechs Vej på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- O. Jørgensen. Aarhus Vandværk 1872-1922. Vandværksudvalgets Foranstaltning. Magnus Frederiksens Bogtrykkeri. 1922.
- Aarhus Stiftstidende. Licitation. 27-03-1908.
- Aarhus Stiftstidende. Licitation. 11-06-1908.
- Aarhus Stiftstidende. Dyrt at skaffe vand. 21-06-1971.