Rytterstatue af Christian 10. (Bispetorvet)
Rytterstatuen af Christian 10. i det nordvestlige hjørne af Bispetorvet er et kunstværk i bronze udført af den danske billedhugger Helen Schou i 1955. Soklen er udført af den danske arkitekt Kay Fisker.
Statuens placering
Statuen er placeret i det nordvestlige hjørne af Bispetorvet ved Sct. Clemens Torv. Denne placering blev stærkt debatteret i byen forud for den endelige beslutning. Samme uenighed og debat om placering havde også fundet sted i København forud for hovedstadens beslutning om i 1954 at placere en statue af Christian 10. på Sankt Annæ Plads. Kritikpunkterne i Aarhus gik bl.a. på at statuen ikke ville komme til sin ret set i forhold til den snævre placering i udkanten af parkeringspladserne på Bispetorvet, Aarhus Domkirke og overfor den store bankbygning på Store Torv 1. Nogle i lokalbefolkningen var af den mening, at monumentet i stedet skulle stå ved Holmevejen, da kongen her havde færdedes på sine rideture. Byrådet og komitéen der indsamlede midlerne til statuen var dog fast besluttet på at rytterstatuen skulle stå på Bispetorvet omtrent der hvor der i forvejen stod en kiosk. Der havde oprindeligt været tale om at placere statuen på Store Torv, men den endelige beslutning faldt altså på Bispetorvet.
Christian 10. på Aarhusarkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- Aarhus Stiftstidende. Aabne BREVE fra læserne: Der rider en konge! 31-01-1954.
- Aarhus Stiftstidende. En Statues Placering. 28-09-1954.