Aarhus Vejviser

Fra AarhusWiki

Aarhus Vejviser er udgivet siden 1859 frem til 2016 - til sidst under navnet Den Grønne Vejviser (udgivet af Mostrups Forlag). Vejviseren indeholder dels et personregister listet alfabetisk over 'hovedpersoner' på hver adresse samt et adresseregister. Hovedpersoner skal forstås som familiens overhoved. Senere kommer der også et fagregister til. Herudover har Vejviserne i de tidlige år indeholdet et realregister med grundoplysninger om foreninger, organisationer og virksomheder.

Vejviserne har været til stor glæde for borgere i kommunen, erhvervslivet og de kommunale instanser. Vejvisernes historiske oplysninger er bl.a. meget anvendt af slægtsforskere og folk med interesse i ejendomshistorie. Den fortæller først og fremmest om, hvem der boede hvor på et givet tidspunkt, og viser år og år udbygningen af gadenettet. Dernæst giver den en masse konkrete oplysninger om byens offentlige kontorer og andre institutioner. Og endelig får man i fag- og firmaregistrene et indblik i det lokale erhvervsliv, krydret med kulturhistoriske interessant annonce.

Aarhus Vejviser har bortset fra en lidt ustabil opstart o nogle ganske få perioder været udgivet hvert år fra 1859 og frem. I Aarhus var det bogtrykker Peter Nielsen, der som den første tog initiativet til den første udgivelse. Inspirationen havde han fra andre danske byer. I København var den første vejviser udkommet tilbage i 1770, mens de større provinsbyer Helsingør og Ålborg fulgte efter i 1799 og 1804 med mindre lommebøger. Aarhus voksede sig efterhånden så stor, at byen og dens befolkning på henved 10.000 indbyggere ikke længere bare sådan lod sig overskue, og derfor var vejviseren et kærkomment hjælpemiddel.

De første år var ustabile, måske fordi informationerne var besværlige at indhente eller fordi behovet for en årlig udgivelse ikke var til stede. Efter den første udgivelse i 1859 gik der i hvert fald 10 år, før den næste vejviser blev udgivet i 1869, næste vejviser kom i 1871 og så igen i 1876. Herefter kom udgivelsen næsten kontinuert hvert år frem til og med 1949.

Udgiverkredsen og nye tiltag

Peter Nielsen allierede sig ved næste udgivelse i 1869 med to lærere fra Aarhus Friskole, Johan Michaelsen (1823-1887) og Emil Meyer (1836-1922), mens 3. udgave blev udgivet med Peter Nielsen i redaktionen i samarbejde med Sophus Birck og sagfører R. G. Thorsen. I 3. udgave var en væsentlig ændring, at det nye og i dag fortsat anvendte husnummerering blev brugt for første gang. Konkret betød det, at storkøbmand Hans Broge nu havde adressen Mindegade 8, hvor han tidligere havde haft adressen Mindegade 340. En ny kreds af udgivere stod bag den 4. udgave af vejviseren, som udkom i 1875. Det var Brødrerne Backhausens Bog- og Stentrykkeri, der i samarbejde med J. Michaelsen og lærer Niels Olesen Sørensen, udgav vejviseren, som efterhånden var vokset til en udgivelse på næsten 300 sider inkl. annoncer.

Ved udgivelse i 1880 indholder vejviseren tre væsentligt forbedringer. Ved hvert hus er tilføjet matrikelnummer, og det er en stor hjælp til en mere nøjagtig identifikation af ejendommene. Og så er der udarbejdet både et fagregister og et firmaregister.

Fra 1880 til 1892 var det Aarhus Amtstidendes Bogtrykkeri ved Alfred Bjørnbak, søn af den landskendte politiker Lars Bjørnbak, der stod fra trykningen med Niels Olesen Sørensen som redaktør. I 1893 overtog bogtrykker Lauritz Bech trykningen, og da N. O. Sørensen døde i 1894 overtag Bech også redaktionen. I 1898 indførte have farvetryk af kort. I 1905 var økonomien presset og byrådet besluttede at forhøje deres årlige bidrag fra 200 kr., som man havde ydet siden 1877, til 300 kr. Hvad vigtigere var, så besluttede byrådet også, at stille sine oplysninger fra kommunale mandtal til rådighed. Hermed blev udgiveren lettet for det enorme arbejde med at indsamle oplysninger fra den efterhånden betragtelige by.

Efter Lauritz Bechs død i 1912 overtog De Forenede Bogtrykkerier ved Mads Hansen udgivelsen af Aarhus Vejviseren. Bogen beholdt i det store hele sit layout og opbygning, da blev bogen fra 1926 forsynet med en kort oversigt over årets begivenheder og byens tilstand forfattet af udgiveren. Mads Hansen fortsatte udgivelsen frem til 1944, hvor hans i forordet udtrykte håb om fred.

Krigens afslutning og eftertidens vanskeligheder, ikke mindst papirmanglen, satte en foreløbig stopper for udgivelsen. I 1948 forsøgte Jydsk Reklamebureau ved frk. J. Andersen sig med at genoptage udgivelsen med en udvidelse til forstæderne, men det viste sig ikke at være rentabel. Efter blot to år indstilledes udgivelsen. Opgaven var blevet for stor for det private initiativ, og det offentlige måtte træde hjælpende til.

På kommunalt initiativ

I 1954 udkom Aarhus Vejviser atter, denne gang ved udgiver Fru Karen Busch, Aarhus, med støtte fra Aarhus Kommune og forstadskommunerne efter forudgående anbefaling fra Aarhus Håndværkerforening, Aarhus Handelstandsforening samt Fællesrepræsentationen af detailhandlere i Aarhus. Initiativet kom fra Aarhus Byråd, som i 1953 besluttede at yde støtte til en regelmæssig udgivelse af vejviser for Aarhus Kommune og forstadskommuner.

Den nævnte støtte bestod i, at udgiveren til brug for udarbejdelsen af vejviserens afsnit vedr. husregister og personregister vederlagsfrit fra kommunens EDB-central modtog det nødvendige grundmateriale. Grundmaterialet bestod dels af fortegnelser over de i Aarhus Kommune og forstadskommunerne, efter 1970 Aarhus Kommune, boende hovedpersoner i adresseorden, dels fortegnelser over samtlige ejendomme i kommunerne med angivelse af hvert enkel ejendoms ejendomsværdi og grundværdig. Leveringen af grundmaterialet fandt normalt sted i oktober måned forud for året, hvor udgivelsen finder sted. Det vil med andre ord sige, at oplysningerne i vejviseren er fra året før dennes udgivelse.

Fra 1970/71 omfatter udgivelsen hele den nye Aarhus Kommune. Udgivelsen blev i 1975 lagt over til forlaget Mostrups Vejvisere, der efterhånden udgav vejviser i det meste af landet. Forlaget Mostrup havde specialiseret sig netop denne type udgivelse med en moderne og digital opsætning, som var ens for udgivelserne landet over. I 1978 udsendte Mostrup først 8 senere 16 lokalvejvisere for Aarhus Kommune. Heri findes et meget udførligt fagregister, som Mostrup i første omgang ikke havde videreført, da de overtog udgivelsen 1971. Endvidere findes der også person- og adresseregister, omfattende alle distriktes beboere over 20 år.

De trykte vejvisere herunder også Mostrups mistede, som internettet voksede frem, efterhånden sin betydning. De trykte udgivelser blev endeligt bragt til ophør i 2017. Eniro, som havde overtaget udgivelserne fra Mostrup, valgte at stoppe, da brugerne i stedet anvender de forskellige digitale løsninger, som tilbydes på nettet.

Vejviserne var et årligt tidsbillede på, hvem der boede hvor. Skulle man undersøge en persons eller virksomheds bopæle over tid, så tog man blot flere årgange i anvendelse. Den mulighed har man ikke længere, da den man med den nuværende digitale løsning kun kan søge på, hvem der bor på adressen, når søgningen bliver foretaget. Hermed mister vi en vigtige kilde til vores lokal- og slægtshistorie.