Apostolsk Kirke
I Nørre Allé nr. 23 (k) i Århus midtby findes den apostolske kirke. Den er opført i årene 1885 - 1886 efter tegninger af arkitekt S.F. Kühnel. I 1977 - 1980 fandt der en ombygning og istandsættelse sted ved ved det rådgivende ingeniørforma NIKOPLAN. Oprindeligt var kirken en grundtvigiansk valgmenighed, men den blev i 1978 købt af Apostolsk Kirke. Med efterfølgende renovering blev kirkens indre forandret radikalt. Således blev det store og meget høje kirkelokale bygget om, idet man indskød en etage indrettet med blandt andet toiletforhold, baderum, køkken og mødelokaler. Hermed søgte man at gøre kirken velegnet til mere end gudstjeneste, og således er kirken igennem årene blev benyttet til taltige arrangementer for børn og voksne i apostolsk regi. Kirken er opført i røde mursten med enkeltheder i nygotiske stilformer. Den vender en højtrest tredelt gavl ud mod Nørre Allé. På frontsiden lige over det spidsbuede indgangsparti og egetræsdør ses en kløverbladsfrise udført i formsten. I 2008 henvendte menigheden sig til Århus Kommune med en ansøgning om tilladelse til at en eventuel køber kunne rive den gamle kirke ned og erstatte den med en boligblok. Menigheden fandt, at kirken ikke længere i tilstrækkelig grad kunne danne ramme om menighedens forskellige aktiviteter. Kirken er nu købt af KFUM og -K ejendomme med planer om at etablere ungdomskirke i bygningen. Apostolsk Kirke fusionerede i 2010 med Pinsekirken i byen, samt Frikirken ved Runddelen og dannede en ny frikirke Citykirken Århus.
Litteratur og kilder
- Den indre by i Århus red. Ole Østergaard.
- Århus Stiftstidende 24.5.1979. 26.2.2008. 1.3.2008