Christen Jensen Mousten (1875-1962)

Fra AarhusWiki
Kristen Mousten

Christen Jensen Mousten (1875-1962). Lærer, overlærer (skoleinspektør).

Født 20. okt. 1875 i Otting sogn, Viborg amt. Døbt Christen Jensen[1] - Død 10. april 1962 i Århus.

Forældre: gårdejer Jens Christian Christensen og hustru Mette Marie Jakobsen. - Gift 5. nov. 1904 i Nautrup sogn, Viborg amt[2] med Christiane Lauridsen Dalgaard, født 6. okt. 1875 i Nautrup sogn, Viborg amt, død juni 1945 i Århus, datter af gårdejer Laust Peder Nielsen og hustru Mette Marie Larsen.

Medlem af byrådet 15. jan. 1906-31. marts 1946. Socialdemokratiet.

Mousten skulle have været landmand, men brød af og gik på Silkeborg Seminarium, hvor han tog eksamen 1901. Fra 1903 var han timelærer og fra 1904 fast ansat ved Århus kommunale skolevæsen, først ved Nørrebrogades, senere ved Finsensgades Skole, fra 1921-45 overlærer (skoleinspektør) ved Valdemarsgades Skole. På Harald Jensens opfordring indvalgtes han allerede 1906 i byrådet og var i mere end 40 år en af Socialdemokratiets bedste støtter i det kommunale arbejde, stilfærdig, næsten ordknap, men altid saglig og med evne til uden kiv og strid at nå resultater i forhandlingerne. Han var formand for sygehusudvalget fra 1909 og for skoleudvalget fra 1929, desuden 1. viceborgmester fra 1942 og i en periode den socialdemokratiske gruppes formand. I M.'s formandsperiode udvikledes kommunehospitalet fra et jævnt provinssygehus til et moderne, fuldt udbygget hospital i samarbejde med Århus Universitet; som formand for skoleudvalget og skolekommissionen medvirkede han til at skabe »et fortrinligt forhold mellem skolerne og myndighederne«. M. var fra 1935 medlem af bestyrelsen for Samfundet og Hjemmet for Vanføre. - Fortjenstmedaljen i sølv 1961.

Medlem af eller byens repræsentant i...

  • Kasse- og regnskabsudvalget 1906-25, 1932-33 og 1935-46.
  • Skoleudvalget 1906-33 og 1937-46.
  • Sygehusudvalget 1906-46.
  • Biblioteksudvalget 1909-17.
  • Bevillingsnævnet 1913-37.
  • Udvalget for byens udvidelse og bebyggelse 1933-44.
  • Lønudvalget 1935-41.
  • Udvalget for socialforsorgen 1937-41. Skolekommissionen 1937-46.  

Litteratur og kilder

  • Første version af artiklen er efter aftale overført fra web-opslagsværket "Borgere i byens råd", som Byrådssekretariatet tidligere publicerede på kommunens hjemmeside.
  • Ole Degn og Vagn Dybdahl: "Borgere i byens råd - Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd, 1838-1968"; Udgivet af Århus byhistoriske Udvalg, Universitetsforlaget i Aarhus, 1968. Bestil materiale

Noter

  1. Kirkebog Otting sogn
  2. Ved ægteskab i kirkebog opført som Christen Mousten