Christian Frederik Høegh (1794-1853)
Christian Frederik Høegh (1794-1853)
Guldsmedemester. - Født 18. nov. 1794 i Kolding, død 17. juni 1853 i Århus. - Forældre: guldsmed Just Høegh og hustru Maria Kiær. Gift ca. 1823 med Johanne Cathrine Erichsen, født 3. marts 1793 i Kolding, begr. 21. nov. 1861 i Århus, datter af bendrejer Zacharias Erichsen og hustru Christiane Lanken.
Medlem af borgerrepræsentationen 2. april 1838-31. dec. 1840.
Høegh, der stammede fra Kolding, var udlært som guldsmed og signetstikker og tog den 22. nov. 1819 borgerskab som guldsmed i Århus. Han åbnede en forretning, hvor han fremstillede alle sorter guld-, sølv- og perlearbejder. Først boede han i Badstuegade, men 1820 flyttede han til Vestergade, hvor han fra omkring 1832 havde sin egen gård. I 1846 gik han fallit; han boede da på Store Torv, hvorfra han allerede i 1848 var flyttet først til Fægyden, siden til Studsgade.
Blot i tre år deltog H. i arbejdet i borgerrepræsentationen, fra foråret 1838 til udgangen af 1840, da han afgik ved lodtrækning.
Medlem af eller byens repræsentant i...
- Markdirektionen 1838-40.
- Kirkeinspektionen for Frue sogn 1838-40.
- Komiteen til at anvise regninger 1838-40.
Litteratur og kilder
- Første version af artiklen er efter aftale overført fra web-opslagsværket "Borgere i byens råd", som Byrådssekretariatet tidligere publicerede på kommunens hjemmeside.
- Ole Degn og Vagn Dybdahl: "Borgere i byens råd - Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd, 1838-1968"; Udgivet af Århus byhistoriske Udvalg, Universitetsforlaget i Aarhus, 1968. Bestil materiale