Mads Christian Falk (1883-1950)
Mads Christian Falk (1883-1950)
Kontorbestyrer, senere sporvejsdirektør. - Født 31. jan. 1883 i Ringkøbing, død 27. feb. 1950 i Aarhus. - Forældre: værkfører Hans Falk og hustru Anna Villumsen. - Gift 16. maj 1908 i Aarhus med Elievine Olesen, født 27. aug. 1887 i Aarhus, død 30. nov. 1962 i Aarhus, datter af rorsbetjent J. Olesen og hustru Bartholine Westerkamm.
Medlem af byrådet 1. april 1921-11. april 1929. Socialdemokratiet.
Efter endt skolegang dels i borger-, dels i realskolen i Ringkøbing blev Falk udlært som snedker i sin hjemby. Han drog derefter på valsen og kom 1905 til Århus, hvor han samme år blev valgt til medlem af bestyrelsen i Snedkernes Fagforening. Han blev siden kasserer og senere formand for fagforeningen. I 1912 blev han formand for Arbejdernes Fællesorganisation. Der var tradition for, at formanden for fællesorganisationen tillige var faglig meddeler til Demokraten; F. tog skridtet fuldt ud og blev fra maj 1912 journalist ved Demokraten. I april 1916 blev han kontorbestyrer ved det nyoprettede kommunale og amtsarbejdsanvisningskontor og var i denne stilling, til han i april 1929 blev udnævnt til direktør for Århus Sporveje, der i 1928 var blevet overtaget af kommunen. I de kommende år ledede han som »en dygtig administrator« og »god økonom« den store udbygning af sporvejs- og især trambuskørselen, som ved den kommunale drift blev påbegyndt. Af tillidshverv i øvrigt kan nævnes, at F. var formand for Socialdemokratisk kredsorganisation i Århus amts 4. valgkreds, i bestyrelsen for aftenskolen for arbejdere, formand for Århus Atlet Klub og i bestyrelsen for Århus Diskontobank. F. var medlem af byrådet fra 1. april 1921 til 11. april 1929, da han trådte ud for at tiltræde stillingen som sporvejsdirektør.
Medlem af eller byens repræsentant i...
- Skatteligningskommissionen 1913-21.
- Sundhedskommissionen 1919-31.
- Brolægnings- og vejudvalget 1921-29.
- Sygehusudvalget 1921-29.
- Repræsentantskabet for Idrætsparken 1921-30.
- Lønudvalget 1925-29.
- Endvidere voldgiftsmand for jagtafløsningen 1925-50.
Litteratur og kilder
- Første version af artiklen er efter aftale overført fra web-opslagsværket "Borgere i byens råd", som Byrådssekretariatet tidligere publicerede på kommunens hjemmeside.
- Ole Degn og Vagn Dybdahl: "Borgere i byens råd - Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd, 1838-1968"; Udgivet af Århus byhistoriske Udvalg, Universitetsforlaget i Aarhus, 1968. Bestil materiale