Henrik Bjelke (1937-1993)

Henrik Bjelke (1937-1993) var en dansk forfatter, som var blandt de mest fremtrædende eksperimenterende forfattere i sidste halvdel af det 20. århundrede.

Bjelke blev født i Aarhus i 1937 af pianobyggeren Anton August Bjelke og Esther Hedvig Bjelke. Han gik på Marselisborg Gymnasium, hvorfra han blev nysproglig student i 1956 og begyndte herefter at læse jura ved Aarhus Universitet og senere på Københavns Universitet. Jurastudiet hele tog tretten år og det endte brat med to dumpede embedseksamener. Bjelke beskrev senere – formentligt i spøg – hvordan han til den afsluttende eksamen bevidst havde forvekslet det danske ord ”underpant” med det tilsvarende ord på engelsk. Juraen blev herefter lagt på hylden, og Bjelke erhvervede sig fra 1971 som sproglærer ved Dansk Flygtningehjælp.

Debuten som forfatter kom i 1969 med novellesamlingen Første person ental på forlaget Arena. Bogen blev – som resten af Bjelkes værk – begejstret modtaget af kritikerne, men solgte kun beskedent. Det hører med til historien, at Bjelkes eksperimenterende prosa var af den mere vanskellige slags. Bedst demonstreret ved hovedværket, Saturn (1974), der kaotisk blander en nutidig kærlighedshistorie med en omskrivning af det gamle babylonske helteepos, Gilgamesh, og desuden indeholder et noteapparat, der både giver oversættelser på bogens mange passager skrevet på fremmedsprog, samt supplerer med satiriske ordforklaringer.

Saturn er en klassiker i nyere dansk litteraturhistorie, og noget af det tætteste man kommer på James Joyces klassiske værk Ulysses på dansk. Den udkom på Forlaget Arena i 1974 efter først at være blevet afvist af Gyldendal, hvor Bjelkes anden novellesamling, Oceanisk Kys, var udkommet i 1972.

Bjelkes litterære forbilleder var modernistiske og eksperimenterende forfattere som James Joyce, Samuel Beckett, Djuna Barnes og Vladimir Nabokov, der ofte dukker op i værkerne med både direkte og indirekte citater. Bjelkes temaer inkluderer individets opløsning, vanvid og (homoseksuel) erotik – altid med Bjelkes legesyge sprogbrug i centrum. Med sin legende og anarkistiske stil skrev han sig – ligesom beslægtede forfattere som Peter Laugesen og Dan Turèll – op imod den mere seriøse og helhedsorienterede modernisme anført af forfattere som Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen.

Mod slutningen af sit liv fik Bjelke et mindre folkeligt gennembrud med den på overfladen konventionelle roman, Togplan for Otto, der udkom i 1990.

Bjelke var desuden anmelder og skribent ved diverse dagblade og tidsskrifter. Han oversatte William S. Burroughs, Henri Michaux og Djuna Barnes til dansk.

Henrik Bjelke fik grundet sin eksperimenterende og svært tilgængelige stil aldrig mange læsere, og fik først langsomt den opmærksomhed, som forfatterskabet fortjente. Han har altid gået under betegnelsen ”forfatternes forfatter”, og de seneste år har der været flere forsøg på at fremme det almene kendskab til Bjelkes bøger. I 2000 udkom en monografi om forfatterskabet af René Rasmussen, Bjelke lige i øjet, og i 2008 en antologi med fortolkninger og interviews, Sytten postkort til Henrik Bjelke. Hovedværket Saturn blev genudgivet i 2001 på Forlaget Arena.

Fra 1965 til 1981 levede han i ægteskab med oversætteren og digteren Lone Bjelke, som han fik to børn sammen med.

Bjelke døde af aids i 1993, bare 55 år gammel.

Kilder og litteratur

• Anders Juhl Rasmussen og Tur Kjerstein Kristensen: Sytten postkort til Henrik Bjelke, Hellerup 2008.
• René Rasmussen: Bjelke lige i øjet: om Henrik Bjelkes forfatterskab, København 2000.
• Henrik Bjelke, Forfatterweb
• "Syner fra livets underside" af Jimmi Michelsen, i Politiken d. 21. juni 2001