Vestre Landsdelskommando
- VLK -
Oprindelsen til VLK går tilbage til 1815, hvor der blev oprettet fire generalkommandoer for henholdsvis Sjælland, Fyn, Nørrejylland og Schleswig-Holsten. Efter krigen 1864 blev generalkommandoen for Fyn og Nørrejylland slået sammen (2. Generalkommando) og fik hovedkvarter i Århus. I 1909 blev den flyttet til Viborg for at vende tilbage til Århus i 1946.
Fra 1947 blev Generalkommandoens adresse Marselis Tværvej 4, Århus og fra 1950 blev det under navnet Vestre Landsdelskommando. Sidst i 1980erne flyttede VLK's stab til Langelandsgades kaserne, hvorefter VLK i 1991 blev flyttet til Karup.
I de 40 år, hvor VLK's adresse var Marselis Tværvej 4, arbejdede der i dette militære hovedkvarter ca. 80 officerer og civilt ansatte.
Det skal bemærkes, at en del af den militære øvelsesvirksomhed fandt sted i krigshovedkvarteret i Thors Mølle bunkeren, en stor bunker fuldstændig gravet ned i skovbunden. I denne bunker havde det tyske luftforsvar sin kommandopost i årene 1941-45.
VLK-chefer i perioden 1951-1991:
- 1951 - 1961 Thyge K. Thygesen
- 1961 - 1969 Niels Orla Nørberg
- 1969 - 1975 H.A.I. Pedersen
- 1975 - 1976 Aage D. Danhuus
- 1976 - 1982 Georg Asmussen
- 1982 - 1984 H.T. Havning
- 1984 - 1987 Paul B.Krogen
- 1987 Holger Dencker
- 1987 - 1989 Wagn Andersen
- 1990 - 1991 Kjeld Hillingsøe
Forfatter og ophav: Per Priess 2009
Litteratur og kilder
- De jysk-fynske styrkers domiciler III, udg. af VLK 1976 Bestil materiale