Den første oliekrise: Forskelle mellem versioner

[[Fil:000303388 l.jpg|350px|thumb|right|Foto fra den første bilfri søndag 25. november 1973 ved Krydset [[Viborgvej]] og [[Hasle Ringvej]]. Erik Holm var institutionsleder og havde kørselstilladelse – hvilket han var meget stolt af. Han tog sønnen, som er på billedet, med på en søndagstur, for at mærke "tomheden" og fraværet af biler. Fotograf Erik Holm, 1973, Aarhus Stadsarkiv.]]

Yom Kippur-krigen siger nok næppe de fleste yngre aarhusianere meget. Ikke desto mindre havde krigen, der foregik ca. 4.000 km fra Danmark, vidtrækkende konsekvenser for alle danskere for 50 år siden. Krigen begyndte den 6. oktober 1973, da Syrien og Egypten indledte et overraskelsesangreb på Israel. Krigen sluttede efter 20 dage, men konsekvenserne af den varede meget længere. For de direkte involverede i krigen var de menneskelige omkostninger store – både for de efterladte og de overlevende. For den vestlige verden fik krigen langvarige økonomiske konsekvenser.

   

Ved krigens udbrud sympatiserede de fleste vestlige lande med Israel, og USA gik ind og støttede landet materielt. Som modsvar skruede OPEC (Organization of the Petroleum Exporting Countries) prisen på olie til de vestlige lande op til det tredobbelte, samtidigt med at de skar ned på deres olieproduktion. Danmarks mørke og kolde vintermåneder kombineret med, at 90 procent af landets energiforbrug blev dækket af olie, gjorde situationen kritisk. Hvis Danmark ikke både skulle løbe tør for olie og få økonomien lagt i ruiner, måtte der handles. Fra myndighedernes side blev der indført en række påbud og forbud for at komme oliekrisen til livs. Eksempelvis blev temperaturen sænket i offentlige bygninger, mens kun hver anden gadelygte blev tændt. Og så var der de bilfrie søndage, der for mange blev det tydeligste eksempel på oliekrisen.

[[Fil:000394988 l.jpg|350px|thumb|right|Et kørselstilladelse-mærkat, udstedt til at ligge i forruden på en bil under de bilfrie søndage. Det er udstedt til kriminalpolitiet i Hasle Herred og blev brugt i forbindelse med hjemmevagtens udrykninger til gerningssteder.  Fotograf Arne Nyboe, 1973, Aarhus Stadsarkiv.]]

Holland havde allerede banet vejen for beslutningen, da de indførte bilfri søndag fra den 4. november 1973. I Danmark var det Handelsministeriet med tilslutning fra Folketingets valutaudvalg, der stod bag den endelige beslutning om at gøre søndagene billøse. Det lød således fra handelsminister Erling Jensen i en skriftlig meddelelse:  

De fleste tog dog kørselsforbuddet med ro eller ligefrem med glæde. I 1970’erne kunne mange aarhusianere stadig huske en tid før bilerne fuldstændigt overtog midtbyen, og de bilfrie søndage blev en idyllisk tilbagevenden til de gode gamle dage uden tung trafik, forurening og støj. Rådet for Større Færdselssikkerhed slog endda i 1974 fast, at midlertidigt indførte hastighedsbegrænsninger samt bilfrie søndage havde medført tæt på en halvering af ulykkestallet. Tankerne om bilfrie byer var da heller ikke nye – heller ikke for 50 år siden – men det ser vi nærmere på i næste uges artikel.

De bilfrie søndage i 1973-1974 blev indført på baggrund af en oliekrise, der ramte den vestlige verden i slutningen af 1973. Men heller ikke dengang i 1973 var tankerne om bilfrie byer fremmede, og ligesom i dag var det nemlig ikke nødvendigvis en energikrise, som i første omgang bar ønsket om en bilfri by frem.

Tankerne om at skrue ned for bilmængden i midtbyen var dermed hverken fremmed eller uvelkommen, da oliekrisen ramte landet i november 1973. Beslutningen om de bilfrie søndage måtte dog træffes med ganske kort varsel, og uden at de nødvendige forberedelser var på plads.  

I 1972 havde "Konservative Studenter i Århus” stillet et forslag om at gøre Aarhus Midtby bilfri. I forlængelse af forslaget afholdt de et diskussionsmøde i Økonomisk Kantine på [[Aarhus Universitet|universitetet]]. Til mødet var inviteret byens trafikrådmand [[Axel Handevitt-Haar (1935-)|Axel Haar-Nielsen]] (skiftede i 1982 navn til Axel Handevitt-Haar) fra [[Venstre]], samt en ekspert fra Byggeforskningsinstituttet, arkitekt Michael Varming. Haar-Nielsen var positivt stemt over for nogle af tankerne bag forslaget, men ønskede ikke at begrænse den private biltrafik med tvang. I stedet ønskede han at gøre den kollektive trafik så attraktiv, at bilister med tiden ville foretrække den kollektive trafik frem for egen bil. Dette skulle blandt andet ske gennem billige månedskort, forbedrede ruter, og ikke mindst skulle den kollektive trafik tages i betragtning, hver gang et nyt område i Aarhus var på tegnebrættet. Michael Varming supplerede aftenen med lysbilleder fra andre europæiske storbyer, hvor forskellige former for kollektiv trafik blev gennemgået. Varming var selv fortaler for [[Sporvogne i Aarhus|sporvognen]], da man vidste, hvor den kørte, hvor meget plads den krævede, og den ikke forurenede. Byen havde dog blot året før sagt farvel til sporvognen, som først blev genindført 45 år senere med [[Letbanen]].

De unge konservatives progressive forslag kom ikke ud af den blå luft. En meningsmåling foretaget af Kommunal Kontakt i starten af 1973 viste, at den kollektive trafik var det område, som optog flest vælgere, og mange understregede i undersøgelsen ønsket om en helt bilfri midtby.

En stigende biltrafik medførte også et stigende antal parkeringspladser, og også disse blev debatteret lystigt. Mange parkeringspladser blev skabt ved at nedrive byens gamle industribygninger, som enten var lukket eller flyttet uden for byen. De fleste af disse parkeringspladser var midlertidige, men flere fik lov til at blive liggende i mange år. Meningerne om de mange parkeringspladser var delte. Nogle betragtede dem som en stor succes for byen og for de bilejere, der benyttede muligheden for at parkere tæt på byens handelsliv. Især handelsstanden pressede på for flere parkeringspladser i midtbyen. Andre syntes, at mængden havde taget overhånd, og de store golde, asfaltpladser skændede byen. Der begyndte da også at blive etableret underjordiske parkeringspladser rundt om i byen, for eksempel under [[rutebilstationen]], under [[Ingerslevs Plads]] og i forbindelse med anlæggelsen af [[Busgaden]].