10.894
redigeringer
Vestergade 3: Forskelle mellem versioner
→Gæstgiveri, farveri og bolig for velhavende enker
No edit summary |
|||
| Linje 34: | Linje 34: | ||
I 1805 solgte Morgenstierne sin gård til gæstgiver [[Ludvig Brun (1757-1837)|Ludvig Brun]], der få år forinden havde åbnet et af de første hoteller - eller "herbergerhuse", som de kaldtes - ved [[Mindeport]]. Her havde han tilsyneladende en del succes, da han pga. efterspørgsel kunne anlægge en keglebane og et lysthus i sin have, som snart derefter blev udlejet ''"til Adgang og Brug for [[Det forenede dramatiske Selskab|det forenede dram. Selskabs]] Medlemmer 2de Gange ugentlig, nemlig hver Onsdag og Søndag Eftermiddag"''. Det til trods må han have øjnet en mulighed, da den fornemme ejendom i Vestergade 3 blev sat til salg, og slået til. Det blev dog kun til fem års virksomhed i [[Vestergade]], før Ludvig Bruun ændrede både bopæl og næringsvej og flyttede til [[Snåstrup Mølle]] ved [[Harlev]]. | I 1805 solgte Morgenstierne sin gård til gæstgiver [[Ludvig Brun (1757-1837)|Ludvig Brun]], der få år forinden havde åbnet et af de første hoteller - eller "herbergerhuse", som de kaldtes - ved [[Mindeport]]. Her havde han tilsyneladende en del succes, da han pga. efterspørgsel kunne anlægge en keglebane og et lysthus i sin have, som snart derefter blev udlejet ''"til Adgang og Brug for [[Det forenede dramatiske Selskab|det forenede dram. Selskabs]] Medlemmer 2de Gange ugentlig, nemlig hver Onsdag og Søndag Eftermiddag"''. Det til trods må han have øjnet en mulighed, da den fornemme ejendom i Vestergade 3 blev sat til salg, og slået til. Det blev dog kun til fem års virksomhed i [[Vestergade]], før Ludvig Bruun ændrede både bopæl og næringsvej og flyttede til [[Snåstrup Mølle]] ved [[Harlev]]. | ||
I 1809 solgte Bruun således Vestergade 3 til gæstgiver [[Jens Dahl | I 1809 solgte Bruun således Vestergade 3 til gæstgiver [[Jens Dahl Ahrentzen]], der gav sit nye sted navnet "Giestgivergaarden", som var den den eneste i byen. Det var den på sin vis også, efter Ahrentsen i oktober 1812 fik bevilget kongeligt privilegium til at drive gæstgiveri for rejsende. Det betød, at han var den eneste i byen, der var berettiget til at drive et sådant gæstgiveri, og at ingen anden måtte huse rejsende eller lignende personer. Derfor kunne Ahrentsen kun tre måneder senere, i januar 1813, sagsøge [[Engelbrecht Pedersen Wahl]] for at gøre netop dette, og i februar blev han idømt en bøde på 20 rigsdaler til Aarhus' fattigkasse samt søgsmålets omkostninger på 30 rigsdaler. I august samme år kunne Wahl til gengæld bekendtgøre offentligt, at han nu også havde fået bevilling til at drive gæstgiveri og tilføjede i sin annoncering sarkastisk, at folk kunne være forvissede om, at han ikke ville ''"indvikle dem i Rettergangsretter for reene Ubetydeligheder"'' samt andre hånligheder mod Ahrentsen. Ahrentsen havde altså fået skabt sig en fjende i Wahl, men hvor meget, det reelt betød for ham, er svært at sige. Han havde flere betydningsfulde venner og bekendte blandt borgerskabet i Aarhus, bl.a. byfoged [[Jens Leegaard Schumacher (1770-1829)|Jens Schumacher]], læge [[Ernst Peter Weis (1776-1845)|Ernst Peter Weis]], købmænde [[Peder Larsen Schmidt (1758-1823)|Peder Larsen Schmidt]], og [[Harboe Meulengracht (1767-1853)|Harboe Meulengracht]], apoteker Theodor Køster, vinhandler [[Frantz Fulling (1780-1840)|Frantz Fulling]], kaptajn [[Peder Albrecht (1770-1851)|Peder Albrecht]], så helt galt er det formodentlig ikke gået ham. Alligevel måtte han kort tid senere opgive sit foretagende, for i februar 1814 annoncerede han, at han på grund af dårligt helbred og planen om at skifte næringsvej ville sælge gæstgivergården på Vestergade 3. | ||
Køberen blev gæstgiver [[Peter Juncher]], som så ud til at komme fredeligt overens med Ahrentsens tidligere rival, Engelbrecht Pedersen Wahl. I 1815 gik de i hvert fald sammen om at at annoncere en påmindelse om, at ingen andre end Juncher og Wahl selv, der som de eneste havde gæstgiverprivilegier i Aarhus, måtte huse rejsende. | Køberen blev gæstgiver [[Peter Juncher]], som så ud til at komme fredeligt overens med Ahrentsens tidligere rival, Engelbrecht Pedersen Wahl. I 1815 gik de i hvert fald sammen om at at annoncere en påmindelse om, at ingen andre end Juncher og Wahl selv, der som de eneste havde gæstgiverprivilegier i Aarhus, måtte huse rejsende. | ||