Vester Søgaard
Vester Søgaard var en gård beliggende i Åby Sogn, Hasle Herred, Aarhus Amt. Hovedbygningen, der blev opført i 1902, er bevaret og fungerer i dag som privatbolig på Sylbækvej 40.
Vester Søgaards nye hovedbygning fra 1902 lå uden for den gamle gård, og var opført som en T-form. Den ene af fløjene på bygningen havde to stokværk med høj kælder. Bygningen blev grundmuret med tegltag. Indenfor var der ni værelser foruden en økonomilejlighed, som fandtes i kælderen. Den gamle gårds hovedbygning var af egebindingsværk med stråtag, som efter opførelsen af den nye bygning blev beboet af gårdens fodermester.
Hestestalden og kostalden var opførte som en grundmur af kampesten med stråtag, mens de andre avlsbygninger var af egebindingsværk med stråtag. Der var desuden en smuk nyanlagt have med ca. 50 frugttræer omkring den nyopførte hovedbygning i starten af århundredet. På de tre sider af gården var der læbeplantning. Den lille skov på en ½ tdr. land bestod udelukkende af løvtræer. Fra gården var der udsigt til Marselisborgskovene samt Aarhus by.
I december 1924 blev der konstateret mund- og klovesyge blandt gårdens kvægbesætning. Der var dog håb om hurtigt at få bugt med sygdommen, og der næredes ingen større bekymringer for smitte grundet gårdens relativt isolerede lokation.
Vester Søgaard på Aarhusarkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- Danske Gaarde. Bind I. J.C.B. la Cour. Aarhus. Danske Gaarde’s Forlag. 1906.
- Aarhus Stiftstidende. Mund- og Klovesyge i Aabyhøj. 08-12-1924.