Vestergårdsskolen

Tiden var ved at løbe fra den gamle Viby Skole på Kongsbakken over for kirken. Krigen var kommet lidt på afstand, og i september 1948 besluttede Viby Sogneråd at lade en ny skole opføre på Viby Vestergårds jorder. Arkitekterne skulle være C.K. Gjerrild, som var gammel Viby-dreng, og J.K. Schmidt. Grundstenen blev nedlagt 21. marts 1950, og dagen efter indvielsen, som fandt sted 27. oktober 1952, kunne den nye skoles inspektør, Regnar Bang, i spidsen for kolonner af elever og lærere vandre fra den gamle til de nye og færdigbyggede skole. Vestergårdsskolen gik i gang og blev snart en større skole, end man oprindelig havde tænkt sig, og Viby Skole - ja, den overlevede og fik et nyt liv, som fortsætter ind i det 3. Årtusinde.

Vestergårdsskolen var projekteret som en 3-sporet skole, men allerede i 1955 var den fuldt udbygget med fire spor. I slutningen af årtiet udvidedes skolen med seks normalklasser og to specialklasser, i 1962 kom idrætshallen til, og i 1975 blev børnehaveklassebygningen, som havde ladet vente længe på sig, taget i brug. Skolens 25. skoleår begyndte i august 1977 med 798 elever i 44 klasser, heraf var tre specialklasser og tre børnehaveklasser. I 1989 var elevtallet faldet til 466. I skoleåret 2000/01 har skolen 485 elever fra børnehave- til 10. klasse med 76 børn i skolefritidsordningen. Hen imod en fjerdedel af alle elever er 2-sprogede.

Litteratur og kilder