Hans Peder Christensen (1869-1945)

Hans Peder Christensen

Hans Peder Christensen (1869-1945) Smed, senere borgmester. - Født 28. feb. 1869 i Gredsted sogn, Ribe amt, død 30. maj 1945 i Aarhus. - Forældre: smed Hans Christensen og hustru Ane Kristine. - Gift 8. nov. 1891 i Borup sogn, Randers amt, med Karen Marie Sørensen, født 26. dec. 1869 i Nørre Borup, Borup sogn, Randers amt, død 27. jan. 1956 i Aarhus, datter af husmand Anders Sørensen og hustru Christiane Jensdatter.  

Medlem af byrådet 12. marts 1909-31. dec.1941. Borgmester 1. jan. 1933-31. dec. 1941. Socialdemokratiet.

Han sagde »oksere«, ofte føjet ind i de særeste steder i sætningerne. De, der stod ham nærmest, hørte det ikke. Andre havde måske lidt vanskeligere ved at forstå, at der bag denne sproglige mærkværdighed hos borgmester H. P. Christensen stod en personlighed af usædvanlige dimensioner.  

Han blev født i 1869 i Jerved, Gredsted sogn, i nærheden af Ribe. Familien havde i mange generationer været landmænd, hovedsagelig bosat i »de syv sogne«. Hans fader havde skilt sig ud fra de øvrige både ved at blive smed og ved kort tid efter sønnens fødsel at emigrere til det af tyskerne okkuperede Sønderjylland, mens strømmen af emigranter ellers gik den anden vej. Formodentlig var det den højere løn, der trak. I begyndelsen arbejdede han på en vognfabrik i Haderslev, flyttede senere til Slesvig, var flere gange selvstændig, førte i det hele en noget omflakkende tilværelse, men kom til slut til Gram, hvor han drev landsbysmedjen, der hørte under grevskabet Schackenborg. Det er sagt om ham, at han var en dygtig smed; men det kolliderede med, at han som så mange andre på den tid var stærkt optaget af ideen om at lave en evighedsmaskine. Dette forsøg på at trodse fysikkens love tog meget af hans arbejdskraft. Det var vel også grunden til, at hans virksomhed ikke ville gå. Måske har man i hans drømmerier forklaringen på, at sønnen i hele sin færd blev så absolut realitetspræget. Det ældste af børnebørnene mener, at farfaderen talte plattysk. Det har vel snarere været »platdansk«, men i hvert fald afveg det fra det sønderjyske sprog. Når der blev talt et sådant sprog i hjemmet, og sønnen gik i skiftende tyske skoler, er det vel ikke at undres over, at dennes sprog ikke blev universitetsdansk.  

I slutningen af året 1884 flyttede faderen til København. Han havde fået muskelsvind i armene, og selv om han endnu af og til arbejdede ved professionen, ernærede han sig derefter mest ved inkassovirksomhed. Halvandet år i forvejen var sønnen kommet i lære hos ham. Nu måtte han med til København. Her gik han ind i en mindre smedjeforretning på Frederiksberg og spurgte, om de havde brug for en forbundter. Det havde de, og da han blev 22 år, foreslog mesteren ham, der var den yngste af fem svende, at han skulle overtage forretningen. Han var dengang 22 år, og han var betænkelig. Han kunne se, at det hele var i rivende tilbagegang, men håbede på at kunne hidføre en ændring. Altså fik han borgerskab og blev selvstændig, men det hele var kørt for langt ned. Han arbejdede derpå forskellige steder i København, bl.a. på Tuborg. Hans kone var fra Randersegnen, og det var årsagen til, at han i 1898 tog arbejde på H. Th. Bucktrups maskinfabrik i Randers, hvor han hurtigt blev det, vi i dag ville kalde tillidsmand for sine kammerater. I den egenskab kom han til at opleve den store lockout i 1899, der varede i 19 uger og betød store afsavn for de udelukkede. Understøttelsen var 10 kr. pr. uge, og det var jo ikke meget for en familie med fire børn (han fik endda efterhånden 10). Han måtte stange ål og give sig af med andet fiskeri i fjorden for at mætte alle munde. Det var vel denne usikkerhed på arbejdspladsen, der fik ham til at søge ansættelse ved Statsbanernes Centralværksted i Aarhus uden hensyn til, at lønnen der var relativt lav. Til gengæld var der sikkerhed, og det betød noget for en familiefader med mange børn. Lige efter århundredskiftet flyttede han da til Aarhus, og fra det øjeblik begyndte han en dynamisk indsats i arbejderbevægelsen. Arbejdspladsen indbød dertil. Den var byens største, hvilket lettede arbejdet for de socialistiske agitatorer. Det er ikke for meget sagt, at det dengang var Centralværkstedet, der var tyngdepunktet i den århusianske arbejderbevægelse. I 1891 var der imidlertid rent organisatorisk kommet et tilbageslag i form af en tabt strejke, der endte med, at de ansatte måtte skrive under på, at de ikke var og ikke ville være medlemmer af en fagforening, hvilket dog ikke blev håndhævet alt for strengt. Politisk hindrede den tabte strejke ikke, at Harald Jensen i 1892 erobrede Aarhus søndre kreds, hvor de fleste af Centralværkstedets arbejdere boede, men på det faglige område mærkedes tilbagegangen. Endnu ved århundredskiftet var mindre end halvdelen organiseret, og der stod en daglig kamp mellem »de røde« og »de gule«, hvilke sidste havde dannet deres egen dog hurtigt hensygnende organisation.   C. blev hurtigt formand for klub 7 og derefter fællestillidsmand og formand for Centralværkstedets fællesorganisation. Han var det, man med et teknisk udtryk kaldte for storsmed. Også i organisationsarbejdet svang han den store hammer. Som regel med held, fordi han aldrig vovede sig for langt ud; men meget forskellige var de sager, han måtte tage sig af. Engang havde således en af de ansatte stjålet værdifulde metaller. Det kunne naturligvis ikke forsvares. Men i den anledning blev der rejst en auditørsag med husundersøgelse hos en mængde af smedene. Hos en af dem — en reel og ærekær mand — fandt man en gammel fil, der var mærket DSB, og han blev indstillet til afskedigelse. Så måtte »Smeden«, som C. altid blev kaldt, til at tage fat. Han mødte hos værkstedschef Rasmussen og slog i bordet. Da det ikke hjalp, fortsatte H.P.: Sig mig engang, om De tør påstå, at De aldrig har ladet et privatbrev frankere med statsbanernes frimærker eller har taget konceptpapir med hjem. Det hjalp. Rasmussen erkendte, at den gamle fil var for lidt til at afskedige en mand på, og han fik lov til at fortsætte. Hans faglige dygtighed og den respekt, han skaffede sig som tillidsmand, medførte, at ledelsen tilbød ham stillingen som værkmester, men han nægtede at modtage forfremmelsen. Han ville helt og fuldt blive på arbejdernes side.  

C.'s politiske arbejde medførte, at han blev medlem af Socialdemokratisk Forenings bestyrelse, i 1917 formand og efter delingen i tre foreninger i 1924 formand for fællesvirksomheden. Da Samuelsen trak sig tilbage som folketingsmedlem søgte han at blive opstillet, men faldt, fordi det viste sig, at praktisk talt alle beboerne i Ormslev-Kolt kommune, hvor hans modkandidat, lærer Kammersgaard, boede, pludselig var blevet - desværre kun midlertidige - medlemmer. Da Nordre kreds i 1924 skulle have en ny kandidat, forsøgte han sig også der, men uden held. Senere blev han i en enkelt valgomgang opstillet i Skivekredsen, men frasagde sig hvervet næste gang. Han ville koncentrere sig om det kommunalpolitiske, hvor han havde begyndt sin karriere som byrådsmedlem i 1909 og straks var blevet medlem af belysningsudvalget. En episode fra dette udvalg må fortælles. Mange år efter var en eller anden leverance udbudt i licitation. Der var indkommet to tilbud. »Vi tager det dyreste«, sagde smeden. Da de øvrige medlemmer bad om en begrundelse, lød svaret: »For mange år siden havde vi en tilsvarende licitation. Om aftenen, før afgørelsen skulle træffes, ringede det på min dør, og udenfor stod en repræsentant for det selskab, der i dag er lavest bydende. Han sagde, at hans selskab lagde megen vægt på at få leverancen, og rakte i det samme fem hundrede-kronesedler frem mod mig. Jeg sparkede ham ned ad trapperne og gik så straks hen til fabrikant J.Chr. Møller, som dengang var formand for udvalget, forklarede ham, hvad der var sket, og fik hans ord for, at det firma aldrig måtte komme til at levere noget til belysningsvæsenet, og jeg håber, at I vil sige det samme«. Det gjorde udvalget, skønt firmaet måske for lang tid siden havde fået en anden ledelse. Tilfældet er egentlig ikke karakteristisk for H.P., der nok var impulsiv og kunne blive lynende vred, men som aldrig bar nag. Her havde man imidlertid angrebet hans ære på en sådan måde, at tilgivelse var umulig.   Det var i belysningsudvalget (som også omfattede sporvejsdriften), at han kom til at gøre sin største indsats både som byrådsmedlem og borgmester. I hans tid opførtes et nyt og moderne gasværk. Den første verdenskrig med dens kulmangel gjorde det hensigtsmæssigt at udnytte Gudenåens kraftreserver, hvorfor man tog fat på at opføre det store vandkraftværk ved Tange, hvor Århus blev hovedandelshaver, og hvor C. lige til sin død var medlem af bestyrelsen, i nogle år dens formand. Rent forretningsmæssigt blev foretagendet ikke nogen succes, for så vidt som kulprisen snart faldt så meget, at man efter at have fået moderniseret elektricitetsværket i Århus, kunne producere elektricitet i Århus til en pris af fire øre pr. kWh, mens men måtte købe fra Gudenåcentralen til en pris af 12 øre. I øvrigt steg elektricitetsforbruget så stærkt, at centralens produktion kun dækkede en meget lille procentdel af de tilsluttede selskabers behov. Men det store i denne centrals oprettelse kom til at ligge i, at den kom til at indlede den koncentration af elektricitetsproduktionen, der senere blev fuldbyrdet. Gennem samarbejdet med de selskaber, der var tilsluttet Gudenåcentralen, blev Århus leverandør til Viborg (og senere Skive) og Salling i nord, Arke og Grenå i øst og Skanderborg i syd. C. var på dette område den ubetinget drivende kraft. Det var ham, der i Elektricitetsværksforeningen fremsatte advarslen mod at tro, at hver enkelt, hvad elektricitet angår, skulle have sit eget lille panoptikon at lege med, og selv om han i begyndelsen mødte modstand, så gav udviklingen ham ret. Han var også meget ivrig efter at få etableret den østjyske samleskinne, der bandt elektricitetsværket sammen med elproduktionen i Hamborg, hvorved man kunne reducere bekostningen til reserveanlæg.   Overtagelsen af Århus Sporveje fandt sted, længe før H.P. blev borgmester, men også her var han drivende kraft, ikke blot med hensyn til overtagelsen, men også med de store udvidelser, der er sket siden, dog naturligvis mest på busnettet. Selve sporvognene synes at høre fortiden til. Opførelse af en efter den tids forhold meget moderne badeanstalt og senere af den forbrændingsanstalt, der dog i drift gav større udgifter end forudset, hørte ind under hans område. Fra 1919 havde han været gruppeformand og viceborgmester. Da Jacob Jensen trak sig tilbage som borgmester ved årsskiftet 1932/33, var han selvskreven som hans efterfølger. Han kom derved til at forestå opførelsen af det rådhus, om hvilket den daværende indenrigsminister Bertel Dalgaard sagde, at det var bygget til en by på 200.000 indbyggere, og at der ville gå masser af år, før dets kapacitet kunne udnyttes. I dag kniber det allerede med pladsforholdene. Borgmesteren var i hvert fald mere forudseende end indenrigsministeren.  

Også andre forhold måtte han nu tage sig af. Han blev f.eks. næstformand i Universitetets bestyrelse. Og så kom besættelsen. Allerede inden den tid var det imidlertid begyndt at gå ned ad bakke med hans helbred. Tit måtte han tage et længere hospitalsophold, men selv forstod han ikke, hvor galt det var. Da der skulle være ordinære valg i 1941, ville han søge genvalg uden hensyn til 70-årsbestemmelsen. Spørgsmålet blev ikke afklaret, da valget blev udsat, og inden tyskerne gav tilladelse til dets afholdelse, var sygdommen så fremskreden, at han måtte nedlægge mandatet. Det var med store vanskeligheder, han kunne rejse sig fra sit sygeleje og deltage i indvielsen af det rådhus, der kom til at stå som et monument over hans arbejde, og siden da fungerede han ikke.   Det er altid svært for en virksom mand at blive stillet udenfor, især når sygdom er årsagen. Utvivlsomt var hans sidste år - han døde kun 14 dage før sin efterfølger — præget af en vis bitterhed.  

Der er i indledningen peget på hans undertiden snurrige sætningsbygning. Da den tyske statsminister Phillip Scheidemann engang var i Århus, og H.P. holdt velkomsttalen, sagde Scheidemann: »Det var dog en pragtfuld taler«. Onde tunger gjorde gældende, at det var, fordi Scheidemann ikke forstod, hvad han sagde, men alligevel havde Scheidemann ret. C.'s taler var rungende, kraftfyldte og alligevel velmodulerede. Og så havde de den fordel, at de fremkaldte den tillid, der altid opstår, når tilhørerne føler, at der står en mand bag ordene, en mand af meget selvstændig natur og ikke altid lige let at omgås. Impulsiv som han var, kunne han eksplodere i vrede; men da grundlaget for hans indsats var sund sans og et praktisk greb om tingene, var han på den anden side ikke uimodtagelig for andre synspunkter end sine egne, vel at mærke hvis de kunne motiveres på overbevisende måde.   Foruden det allerede nævnte havde han mange andre tillidshverv, f.eks. som hovedbestyrelsesmedlem i det danske socialdemokrati og i mange år og lige til sin død som formand for Demokratens kontrolkomité. I den sidste egenskab tog han initiativet til at få rejst Demokratens bygning ved Banegården. Men det kommunalpolitiske havde altid førsteretten. Som borgmester blev han både agtet og respekteret, ikke mindst som følge af sin ærlige og redelige karakter. En folkets mand, som med værdighed og dygtighed forstod at repræsentere den by, hvis udvikling altid lå ham på sinde.   Portræt af Hans Peder Christensen Aarhus Rådhus  

Medlem af eller byens repræsentant i...

• Udvalget for bygninger og inventariesager 1909-13.
• Kirkeinspektionen for Skt. Pauls sogn 1909-17.
• Udvalget for belysningsvæs. 1909-28.
• Udvalget for vandværket 1909-33. Århus amts skoleråd 1910-42.
• Lønudvalget 1917-33.
• Repræsentantskabet for Århus-Randers elektroniske bane 1917-22.
• Bestyrelsen for arbejdsanvisningskontoret 1917-33.
• Svendeprøvekommissionen 1919-25.
• Bestyrelsen for sporvejene 1921-33.
• Udvalget for byens udvidelse og bebyggelse 1921-42.
• Repræsentantskabet for Århus Teater 1921-42.
• Bestyrelsen for Mindeparken 1925-30.
• Overepidemikommissionen 1925-31.
• Bestyrelsen for Teknisk Skole 1925-42.
• Bestyrelsen for Købstadsmuseum. Den gamle by 1925-42.
• Repræsentantskabet for Mindeparken 1925-42.
• Repræsentantskabet for Idrætsparken 1928-33.
• Bestyrelsen for Andelsselskab. Gudenåcentralen 1928-37.
• Universitetsbestyrelse 1928-42.
• Udvalg for belysningsvæs. og sporveje 1928—42.
• Indkvarteringsudvalget 1932-42.
• Legatudvalget 1932-42.
• Kirkegårdsbestyrelsen 1932-42.
• Bevillingsnævnet 1933-42.
• Bestyrelsen for A/S Århus-Hallen 1936-42.
• Bestyrelsen for Naturhistorisk Museum 1937-42.
• Bestyrelsen for Århus Ridehal 1937-42.
• Prisudvalget 1940-42.
• Velfærdsudvalget 1940-42.

Litteratur og kilder

• Første version af artiklen er efter aftale overført fra web-opslagsværket "Borgere i byens råd", som Byrådssekretariatet tidligere publicerede på kommunens hjemmeside.
• Ole Degn og Vagn Dybdahl: "Borgere i byens råd - Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd, 1838-1968"; Udgivet af Århus byhistoriske Udvalg, Universitetsforlaget i Aarhus, 1968. Bestil materiale