Niels Foghs Vej
Navngivet i 1972 og beliggende i Bjødstrup industrikvarter.
På en gård i Østerby i Tranbjerg sogn fæstet af gårdmand Jens Pedersen og hustru Kirsten Pedersdatter fødtes drengen Niels Jensen Fogh (1832-1917). Han kom tidligt ud at tjene på forskellige landbrug og kommer til sidst til Torning Vestermark ved Kjellerup, hvor han købte Mads Doss’ ejendom (udødeliggjort af digteren Steen Steensen Blicher). Arbejdet med den dårlige og genstridige jord på heden fik ham til i 1880’erne at fremstille en harve, der blev kendt under navnet ’Foghs harve’. Den viste sig at være ualmindelig god og Fogh tog patent på den. Harven blev udstillet flere steder, bl.a. i Paris. I 1915 modtog han Det kgl. Danske Landhusholdningsselskabs store sølvbæger for sin indsats.
Vejen ligger i Bjødstrup i Tranbjerg.