Christian Weis-Hoff-Rosencrone (1850-1916)
Christian Weis-Hoff-Rosencrone var overlæge i Aarhus.
Født 16. marts 1850 i Aarhus, død 18. november 1906 i København.
Christian Weis-Hoff-Rosencrone hed oprindeligt Hans Christian Weiss men tog i 1903 navneforandring.
Christian Weis-Hoff-Rosencrone blev uddannet læge i Aarhus og fra 1879 til 1881 arbejdede han på Den kgl. Fødsels- og Plejestiftelse under professor Stadfeldt. Han mente selv, at han her havde lært det fundamentale i nutidskirurgi, basis for al operativ virksomhed og om den minutiøse renlighed.
I 1883 fik han Aarhus byråd til at oprette en poliklinik for fattige børn, som han selv ledede indtil han i 1889 blev ansat som sygehuslæge ved sygehuset i Dynkarken.
I 1893 blev Aarhus Kommunehospital taget i brug og Christian Weis-Hoff-Rosencrone blev hospitalets første overlæge.
En kollega på Kommunehospitalet udtalte om ham, at han fagligt var solid og omhyggelig. I Ebbe Kløvedal Reichs bog om Kommunehospitalet, "Rask op ad bakke", kan man læse, at Hans Christian på alle måder stod i skyggen af byens anden overlæge, Tage Algreen Tage-Hansen og tog al den hæder og opmærksom, der blev ham til del, meget nær. Og det skulle være en af grundene til, at Hans Christian valgte lægegerningen fra i Danmark i 1903..
Givet er det i hvert fald, at hans forældre var Hans Christian Weis (1811-1882) og Edvardine Reinholdine Hoff-Rosencrone (1820-1901) og at han blev stamhusbesidder af baroniet Rosendal i Norge efter moderen i 1903. Helt opgav han ikke udøvelsen af sit fag, for han erhvervede sig betinget ret til praksis i Norge. Han opgav heller ikke kontakten til de tidligere kollegaer i Aarhus, hvor af enkelte blev inviteret på ferieophold i Norge.
Christian døde af et hjerteslag under et besøg i København den 18. november 1916 og begravelsen foregik fra Frederiksberg Kirke.
Nationaltidende bragte en nekrolog, hvor der blandt andet blev skrevet: "Han var en af Byens mest afholdte og søgte Læger, og i det hele en fremtrædende Personlighed i Aarhus, hvor han naaede en Anseelse, som holdt maal med den Sympati, han fra alle Sider mødte for hans noble, fine og elskværdige Egenskaber."
Christian Weiss-Hoff-RosencroneHan var gift med Dagmar Charlotte Catharina Rømer (1855-1928). Ligesom så mange andre i Weis-familien var ægteparret musikalske og dyrkede flittigt selv at spille. Hans far, Hans Christian Weis, og farfar, Ernst Peter Weis, var begge læger i Aarhus.
Henvisninger
- Lundskovs slægtsdatabase Europas Konger & Fyrster (link august 2018)