Johan Johnsen Honnens (1797-1876)

Fra AarhusWiki

Johan Johnsen Honnens var kammerherre, generalløjtnant og generalinspektør over kavaleriet.

Født den 21. marts 1797 i Oldenswort Slesvig, død den 14. januar 1876.

Søn af premierløjtnant Johan Friederich Honnens og hustru Maria Elisabeth Johnsen, begge født i Slesvig.

Gift med Juliane Marie Thøgersdatter Honnens f. von Arenstorff, født den 2. januar 1798 på Dronningborg Gods, Dronningborg, Randers, død under koleraepidemien i 1859. Sammen fik de fem børn, blandt andet hofjægermester Tycoe (Thyco) Frederik Andreas Honnens de Lichtenberg samt kammerjunker og major Gustav Honnens.

Militær karriere

Johan Johnsen Honnens kom i 1809 ind på militærinstituttet i Rendsborg, og efter at dette blev ophævet 1811, blev han landkadet i København i 1812 og tog officerseksamen. I 1813 udnævntes han til sekondløjtnant i rytteriet og blev ansat ved Jyske Regiment lette Dragoner. Dette lå dengang i Holsten og hørte til Davouts korps, men efter freden i Kiel kom det til Randers, hvor Honnens forblev i garnison lige til udbruddet af Treårskrigen 1848.

Han forfremmedes i den tid til premierløjtnant i 1822, til ritmester i 1829 og havde lige erholdt majorsgraden, da han som eskadronschef ved 5. Dragonregiment rykkede i felten og deltog i kampen ved Bov.

Han overtog kort efter en stilling som major ved 6. Dragonregiment og var i de to første krigsår ofte forpostkommandør (oberstløjtnants anciennitet reserveredes til ham 1849). I slaget ved Isted førte han reserverytteriets avantgarde bestående af to eskadroner, et kompagni og to kanoner, med hvilken styrke han fordrev fjenden fra Bollingsted.

I 1853 udnævntes han til oberst og chef for 3. Dragonregiment, og 10 år senere blev han forfremmet til generalmajor.

Ved begyndelsen af felttoget i 1864 blev han ansat som chef for 1. Kavaleribrigade, der var underlagt 4. Division. Da dennes kommandør, general Cai Hegermann-Lindencrone, i maj blev kommandør for det nørrejyske armékorps, blev kommandoen over divisionen overdraget til Honnens. Han beholdt stillingen til slutningen af november, bort set fra kort tids afbrydelse i juli og august, da general Hegermann atter vendte tilbage.

I 1865 udnævntes han til generalinspektør for kavaleriet.

Efter en kort tid at have stået til rådighed for 2. Generalkommando søgte Honnens i 1866 sin afsked fra tjenesten, hvilken tilstodes ham, og samtidig fik han generalløjtnants karakter.

Familie

1. Honnens, Hofjægermester Tycoe (Thyco) Friderich Andreas (1830-1907), Skt. Morten, Randers, gift med Marie Sophie Dorothea Hansdatter de Lichtenberg.

Far til Hans Henrik Honnens de Lichtenberg; Juliane Marie Preetzmann; Sophus Honnens de Lichtenberg; Regitze Honnens de Lichtenberg; Gerhard Honnens de Lichtenberg, Kaptajn, Kammerjunker.

Han uddannedes som faderen til officer og deltog i de to slesvigske krige 1848-50 og 1864. Hans hustru arvede Stamhuset Bidstrup, og indtil hendes død administrerede han hendes besiddelser. I følge stamhusets statutter antog han i henhold til kongeligt patent det de Lichtenbergske navn og Våben. Han og hans efterkommmere hedder derfor Honnens de Lichtenberg. (Ejer af Bidstrup 1867-1892).

2. søn: Gustav Honnens

Honnens i Aarhus

Johan Johnsen Honnens brugte det meste af sit liv uden for Aarhus, men boede i byen i 1860. Her havde han adresse Kannikegade 18, der lå på hjørnet til Skolegade, hvor den havde nr. 22. Her boede han med sine to ugifte døtre, Christiane Ulrike Petrea Honnens og Elise Sophie Honnens, en Ordonants-Dragon og tre tjenestefolk.

Død i København, begravet i Aarhus

Johan Johnsen Honnens var i 1859 blevet kommandør af Dannebrog, og han blev i 1861 udnævnt til kammerherre. Honnens henlevede nu den sidste tid af sit liv i København, hvor han døde 14. januar 1876.

Litteratur og kilder