Friederich Bernhard Greffel (1826-1876)

Fra AarhusWiki

Militærmusiker, dirigent, musikdirektør Friederich Bernhard Greffel

Født 8. marts 1826 i Uelzen, Tyskland - død 23. august 1876 i Aarhus.

14. september 1856 blev Friederich Bernhard Greffel gift med den ligeledes tyskfødte Emilie Magdalene Eickenhoff/Eickhoff i Hauptkirche St. Trinitatis i Altona, Tyskland.

Deltog i krigen i 1864 under militærets musikkorps. Da hustruen samtidigt opholdt sig i København, tyder det på, at Greffel deltog i krigen på dansk side.

Omkring 1866 kom parret til Aarhus, da F.B. Greffel blev tilknyttet 3. Dragonregiment. Familien tog først bolig i Vestergade 35 - senere i Frederiksgade 34.

Greffels tid i Aarhus var mest præget af afholdelse af koncerter på byens forlystelsesetablissementer såsom pavillonerne i Vennelystparken og Riis Skov. Netop ved Vennelyst stod Greffel i mange år i spidsen som dirigent for orkestret.

I 1876 døde F.B. Greffel af et slagtilfælde. Der blev afholdt velgørenhedskoncert i Håndværkerforeningens festsal til ære for enken og børnene.

Far til blandt andre Louis Greffel, der var en kendt person i Aarhus omkring forrige århundredeskifte.