Aarhus Byting: Forskelle mellem versioner

Fra AarhusWiki
No edit summary
No edit summary
Linje 1: Linje 1:
'''Aarhus Byting''' var Aarhus købstads lokale domstol i første instans. I anden instans fandtes [[Aarhus Rådstue]].
'''Aarhus Byting''' var Aarhus købstads lokale domstol i første instans. I anden instans var [[Aarhus Rådstue]], der ligeledes var en lokal domstol.


Bytinget opstod tidligt i middelalderen, da Danmarks købstæder - herunder Aarhus - blev udskilt fra herrederne som selvstændige retskredse. Den dømmende myndighed blev oprindeligt udøvet af borgerne, men blev senere ledet af [[Byfogeder og politimestre i Aarhus|byfogeden]]. Efter indførelsen af [[Rådmænd i Aarhus|råd]] i købstæderne blev det almindeligt, at bytinget beklædtes af foged og råd i forening. I 1600-tallet blev byfogeden enedommer på bytinget.
Bytinget opstod tidligt i middelalderen, da Danmarks købstæder - herunder Aarhus - blev udskilt fra herrederne som selvstændige retskredse. Den dømmende myndighed blev oprindeligt udøvet af borgerne, men blev senere ledet af [[Byfogeder og politimestre i Aarhus|byfogeden]]. Efter indførelsen af et [[Rådmænd i Aarhus|råd]] i hver af de danske købstæder blev det almindeligt, at bytinget beklædtes af foged og råd i forening. I 1600-tallet blev byfogeden enedommer på bytinget.


I kompetencemæssig henseende var forholdet mellem bytinget og den anden domstol i købstaden, [[Aarhus Rådstue|rådstueretten]], uafklaret og varierede i øvrigt fra by til by. Efter nedlæggelse af magistraten (borgmester og råd) i de fleste af købstæderne i 1600- og 1700-tallet og efter nedlæggelse af de resterende rådstueretter i 1805 blev bytinget eneste domstol i købstæderne. Ved Retsplejeloven af 1916, der trådte i kraft i 1919, ændredes betegnelsen '''byting til byret'''.
I kompetencemæssig henseende var forholdet mellem bytinget og den anden domstol i [[Aarhus Købstadskommune|købstaden]], [[Aarhus Rådstue|rådstueretten]], uafklaret og varierede i øvrigt fra by til by. Efter nedlæggelse af magistraten (borgmester og råd) i de fleste af købstæderne i 1600- og 1700-tallet og efter nedlæggelse af de resterende rådstueretter i 1805 blev bytinget den eneste domstol i købstæderne. Ved Retsplejeloven af 1916, der trådte i kraft i 1919, ændredes betegnelsen '''byting til byret'''.


Den akkusatoriske procesform, som blev brugt i Danmark frem til slutningen af 1700-tallets, betød, at det var den krænkede part selv, der skulle stævne modparten, og tingets opgave var at vurdere de eder og andre beviser, der blev præsenteret.
Den akkusatoriske procesform, som blev brugt i Danmark frem til slutningen af 1700-tallets, betød, at det var den krænkede part selv, der skulle stævne modparten, og tingets opgave var at vurdere de eder og andre beviser, der blev præsenteret.
Linje 9: Linje 9:
===Se også===
===Se også===
*[[Aarhus Rådstue]]
*[[Aarhus Rådstue]]
*[[Aarhus Købstadskommune]]


== Litteratur og kilder ==
== Litteratur og kilder ==

Versionen fra 4. jul. 2023, 07:03

Aarhus Byting var Aarhus købstads lokale domstol i første instans. I anden instans var Aarhus Rådstue, der ligeledes var en lokal domstol.

Bytinget opstod tidligt i middelalderen, da Danmarks købstæder - herunder Aarhus - blev udskilt fra herrederne som selvstændige retskredse. Den dømmende myndighed blev oprindeligt udøvet af borgerne, men blev senere ledet af byfogeden. Efter indførelsen af et råd i hver af de danske købstæder blev det almindeligt, at bytinget beklædtes af foged og råd i forening. I 1600-tallet blev byfogeden enedommer på bytinget.

I kompetencemæssig henseende var forholdet mellem bytinget og den anden domstol i købstaden, rådstueretten, uafklaret og varierede i øvrigt fra by til by. Efter nedlæggelse af magistraten (borgmester og råd) i de fleste af købstæderne i 1600- og 1700-tallet og efter nedlæggelse af de resterende rådstueretter i 1805 blev bytinget den eneste domstol i købstæderne. Ved Retsplejeloven af 1916, der trådte i kraft i 1919, ændredes betegnelsen byting til byret.

Den akkusatoriske procesform, som blev brugt i Danmark frem til slutningen af 1700-tallets, betød, at det var den krænkede part selv, der skulle stævne modparten, og tingets opgave var at vurdere de eder og andre beviser, der blev præsenteret.

Se også

Litteratur og kilder