Jøder i Aarhus

Jøderne i Danmark

Ved folketællingen i 1834 var der 2500 jøder i København og 1600 spredt i de danske provinsbyer, heraf 53 i Aarhus. De første jøder var kom til Danmark i 1630´erne, hvor Christian IV inviterede de entreprenante sefardiske jøder fra Portugal herop for at fremme den temmelig dårlige danske økonomi, idet Riget i høj grad fattedes penge. De sefardiske jøder fik løfte om både skattefrihed og ret til at bære deres særegne klædedragt.

I 1657 lempedes de sefardiske jøders rettigheder i Danmark yderligere, da en velhavende jøde forstrak Frederik III med en stor sum penge, som kongen havde brug for til at føre den dyre krig mod Sverige. Da Christian V kom til magten i 1670 stadfæstede han disse rettigheder. I 1685 dannedes den første jødiske menighed i Danmark og i løbet af 1700-tallet kom der flere jøder til landet. Deres forhold var dog langt fra gunstige; de var udelukkede fra de fleste erhverv og der var begrænsninger på, hvilke varer de måtte handle med. Da mange af dem var uuddannede blev den sociale lavstatus fastholdt i og med at jødiske børn var forment adgang til kristne skoler, hvilket begrænsede den sociale mobilitet og udvikling op igennem generationerne. I 1788 blev det ved lov bestemt, at jøder kunne optages i laugene via optagelse af læredrenge på tværs af religion, men det ændrede kun meget langsomt udviklingen, da det var de færreste kristne håndværksmestre, der ville give lærepladser til jøder.

Omkring århundredskiftet (1800) blev det tilladt jødiske børn at komme i kristne skoler, ligesom der oprettedes forskellige tiltag til uddannelse af det mosaiske folk indenfor diverse håndværk og kunstarter. Dette skyldtes samarbejde mellem højtstående jøder i København, med væsentlig økonomisk ballast, og reformivrige mænd i enevoldsregeringen.

Konge, forskån os for jøder - i Aarhus

I sidste halvdel af 1600-tallet havde Aarhus en håndfuld jødiske handelsfolk; de var få og ikke særligt velsete blandt aarhusianerne, og blev næppe i byen længe. For uanset dygtighed, var det vanskeligt at drive forretning, hvor ingen ville handle med dem. Da tobaksspinder Daniel Berendt i 1687 som den første jøde søgte borgerskab i Aarhus mødte han stor modstand, men fik ikke desto mindre borgerskab. Hvorpå den aarhusianske tobaksspinder Jens Pedersen opsagde sit, da han ikke ville have borgerskab i en by, der tilstod en jøde samme ret. Om han var nervøs for en dygtig konkurrent eller om der var tale om antisemitisme kan være svært at afgøre.

Ni år senere, i 1696, anmodede byens magistrat kongen om at måtte slippe for jøder i byen, da de der hidtil havde haft forretning i byen var gået fallit og flyttet pga fattigdom. Så hvis kongen ville ”byen for sådanne jøder forskåne, var det byen og købmændene i deres næring meget tjenlig.”

”Aarhus er ikke så tom, at man behøver at modtage en jødisk tobaksspinder.”

Fra Fredericia, der havde traditon for at være et åbent samfund hvad jøder angik, søgte tobaksspinder Moses Heinrich i 1738 om kgl. tilladelse til at bosætte sig i Aarhus. Han fik kongens tilladelse, men da han skulle søge borgerskab hos byens magistrat opstod der problemer. Godt nok blev han anbefalet som en dygtig og hæderlig mand af borgrmestrene C.J. Basballe og P.J. Laasbye, mens to andre borgere, de senere borgmestre Gylling og Gertsen (begge tobaksspindere) henvendte sig til byens handlende for at få en erklæring mod Moses Heinrich: ”Aarhus By er, Gud være æret! Ikke saa tom og øde, at den enten har fornøden at peubleres af den jødiske Nation eller til dens Bebyggelse og Konservation trænger til det Slags Folk.” Noget af deres modvilje stammede tilsyneladende fra en jøde ved navn Simon: ”Vi har endnu i Minde, hvorledes Simon Jøde, foruden at han var Aarsag til den første Konfusion i Købmands-Societetet, gjorde en Bankerot paa nogle Tusinde Rigsdaler, hvorved mange Kristne her i Byen led meget over deres Kræfter”. Der har givetvis også været kristne Aarhus-borgere, der var gået fallit, men de satte trumf på ved at hævde, at ”Daglig Erfaring gier tilkende, at de er et Slags Folk, der er for at ville bedrage de kristne.”

Tag til Skanderborg

Da Stiftamtmanden i Aarhus, Ove Høegh-Guldberg, i 1793 blev præsenteret for en anmodning om borgerskab i byen fra den københavnske jøde Joseph Levin Wagner, kom han med en lang udredning byggende på, hvad hans ”erfaring har lært” ham om jøder: ”Hvad Magistraten i hoslagte allerunderd. Har anført forholder sig aldeles (saaledes). Men min Pligt befaler mig at tilføye hvad Erfaring har lært og lærer mig at hvor en Jøde her i Byerne haver Tilladelse at nedsætte sig søge bestandig fleere Jøder til under paaskud enten at besøge eller for deres Højtider, og hvor ordentlig endog den boende Jøde Borger er, er det ham umuligt at forholde, ja endog Politiet at hindre, at disse ankomne jøder løber om med varer og jo kiobe af uberettigede: og dette ikke alleene i Byen men om paa Landet … Hvilket alt er Overtrædelse af de kgl. Anordninger … Jeg maae derfor allerunderd. Bede, at Supplicanten ikke maae tillades at nedsætte sig i Aarhus. Men skulle deres Maj. Da han er født Undersaat og synes mig ogsaa et skikkeligt menenske, ville tillade ham at nedsætte sig her i Stiftet, saa da ingen Jøde boer i Skanderborg og han til mig mundtlig har erklæret dermed at være velfornøyet, saa kunde dette da være mindre skadeligt. Dog jeg vil bede … at han maatte paalægges for denne bevilling at betale til Skanderb. Byens Udskiftning som jeg nu lykkelig denne Sommer har tilendebragt 50 Rdr. For at hielpe paa dermed Omkostningerne.” Wagner kunne altså få lov til at slå sig ned i Skanderborg, så han ikke ville lokke handlende jøder til Aarhus under falske forudsætninger.

---

ARTIKLEN ER ENDNU UNDER UDARBEJDELSE''''''''''