Knud Ejler Løgstrup (1905-1981): Forskelle mellem versioner

'''Knud Ejler Løgstrup''' - oftest kaldet K.E. Løgstrup - (født den 2. september 1905 på Frederiksberg, København, død den 20. november 1981 i Hyllested, Djursland) var en dansk teolog og religionsfilosof, der fik sin doktorgrad i teologi ved [[Aarhus Universitet]].

Løgstrup har med sit forfatterskab sat sit tydelige præg på dansk kulturliv. Hans værker er oversat til en række andre sprog, ligesom der er skrevet meget om hans forfatterskab.  

Løgstrup var en pioner i den forstand, at han var én af de første, der i en dansk sammenhæng tematiserede økologi, samtidig med at han bidrog til pædagogiske og sundhedspolitiske debatter.

Som en anerkendelse åbnede i 1995 et offentligt tilgængeligt Løgstrup-arkiv med hans trykte materiale.

K.E. Løgstrup blev uddannet teolog fra Københavns Universitet i 1930 og fik i 1932 Københavns Universitets guldmedalje tildelt for en opgave om den tyske filosof Max Schelers etik.  

Løgstrups filosofiske og teologiske værker er i høj grad præget af den såkaldte tyske kontinentalfilosofi, eksempelvis Martin Heidegger og dennes "Fænomenologi", hos hvem han blandt andet studerede i Tyskland.  

=== Pastorat på Vestfyn og doktorat ved Aarhus Universitet ===

Under [[Anden Verdenskrig i Aarhus|den tyske besættelse]] deltog Løgstrup i modstandskampen og distancerede sig fra tidens officielle samarbejdspolitik - en holdning, som den såkaldte [[Tidehvervsbevægelse]] repræsenterede, og som Løgstrup i de første år var del af.  

I Løgstrups forfatterskab står især ét værk centralt, nemlig ''Den Etiske Fordring'' fra 1956. I dette værk forsøgte Løgstrup i et ikke-teologisk sprog at udfolde en etisk fordring for mennesket i en areligiøs efterkrigskontekst, idet han mente, at Jesu budskab (om at elske sin næste) kunne formidles som et rent menneskeligt budskab.

Et andet væsentligt værk er Løgstrups ''Kunst og Etik'' fra 1961. Foruden at diskutere forholdet mellem kunst, videnskab og etik udfolder Løgstrup deri sin endelige kritik af den eksistentialisme, som navnlig Søren Kierkegaard kan ses som eksponent for med sin sondring mellem "Barmhjertighedens Gerninger" og "Barmhjertighedsgerninger".  

Løgstrup formulerede i den sammenhæng sine tanker om menneskets såkaldte "suveræne livsytringer", eksempelvis tillid, barmhjertighed og talens åbenhed. Suveræne livsytringer er ifølge Løgstrup karakteriseret ved, at mennesket ikke af sig selv kan frembringe dem. Handlingerne kommer bag på én.