Johanne Luise Heiberg og Aarhus: Forskelle mellem versioner

[[Fil:Fru Heiberg.jpg|300px|thumb|right|Johanne Luise Heiberg 1812 - 1890. Skuespillerinde, sceneinstruktør, forfatter]]

== Aarhus 1871 – Johanne Luise Heibergs Jammers-Minde. ==

De heibergske damer ankom til Aarhus tidligt tirsdag morgen og lod sig indlogere på [[Hotel Royal]]. Herfra sendte Fruen et bud til møller [[Andreas Severin Weis]], som hun havde kendt fra sin ungdom. Mølleren og hans hustru var begge kunstnerisk anlagte og store støtter for kunsten. De var imidlertid rejst til Schweiz for sommeren. I stedet opsøgte Johanne Luise Heiberg møllerens bror, lægen [[Hans Christian Weis]], der boede i Mejlgade 134. De var undtagelsesvis i byen, men residerede i øvrigt på deres landejendom [[Åby Østergård]], hvor de inviterede hende ud. Fru Heiberg mente at kunne se på lægefruen, at et sådan spontant besøg af fine folk ikke bekom hende vel, så hun takkede høfligt nej til invitationen. Aftalen blev derfor, at Weis dagen efter ville give hende og pigerne en rundvisning i [[Malerisamlingen]], der holdt til på loftet af [[Aarhus Rådhus (Domkirkepladsen)]]. Brødrene Weis havde begge været aldeles aktive i etableringen af dette første egentlige [[kunstmuseum]] i Aarhus.

På trods af regnen foretog de fire damer en spadseretur i Aarhus, hvor de stødte på kaptajn [[Christian Lauritz Svane]]. Han havde som løjtnant i tre-årskrigen (1848-51) gjort sig temmelig uheldigt bemærket, da han med sine soldater havde plyndret og hærget og i en tysk avis var blevet hængt ud som kirkeskænder. Af sit fædreland var han blevet dekoreret med fine medaljer, og boede på hjørnet af Nørregade og Nørrebrogade i Aarhus. Om det var dagligdag for ham at spankulere rundt i regnvejr med sine ordner på brystet, eller han havde set notitsen i [[Aarhus Stiftstidende]] om, at Fru Heiberg med døtre netop denne dag var ankommet med københavnerbåden og han i den anledning havde pyntet sig, findes der desværre ingen oplysninger om. Han opsøgte nu fru Heiberg på gaden, og for-talte at han havde kendt hende som ganske ung pige, hvor han boede overfor hendes forældre i Kø-benhavn.  Det var på ingen måde den rigtige tilgang til Fruen; hendes barndom havde været kummerlig og på mange måder en kilde til livslang skam for hende. At der nu stod en fremmed mand i en fremmed by og mindede hende om, at han havde oplevet hendes skam på nært hold, kan kun for hende have lignet en utilgivelig anmasselse. Og da han ville pådutte hende og døtrene at vise hende byen og køre en tur med dem, blev det endnu værre. Hun fandt kaptajnen ''”yderst latterlig, uagtet han bar Dannebroge paa Brystet”'', og viftede ham af sig med bestemt og fyndig elegance. Det morede døtrene meget, men det er næppe sikkert de har været helt klart, hvor dybt det ømme punkt han ramte i deres adoptivmoder i virkeligheden var.  

Efter mødet med kaptajnen lejede Johanne Luise Heiberg en drosche og tog på udflugt til [[Psykiatrisk Hospital | Jydske Asyl]] i Risskov. Hun ville hilse på husbestyrerinden hos overlægen [[Harald Selmer]], nemlig Luise Wiehe, der var søster til hendes nære samspiller i elskerfaget på Det Kgl Teater, Michael Wiehe. Wiehe var død i 1864, men Johanne Luise Heiberg havde bevaret varme relationer til flere af hans slægtninge. Men både overlægen og husbestyrerinden var bortrejst for sommeren. Selvom Johanne Luise Heiberg ikke havde megen lyst til at ''”see de ulykkelige Mennesker, som der sukke under Sjælens Tryk”'', lod hun sig overtale af kusken til at se ”hvor de Stakler blive begravede, der ere bukkede under for deres Lidelser, og denne var virkelig Værd at see, saa rørende smuk var den an-lagt og vedligeholdt, og hvor der var en skjøn Udsigt over Havet.” Det var dog desværre netop mens hun nød den smukke udsigt, at hun fik et maveonde og straks måtte køres tilbage til hotellet, hvor hun blev i sengen til og med næste dag, og således gik glip af at se malerisamlingen.

 

[[Fil:Ext. Belvedere 2a.jpg|300px|thumb|right|.Badepensionatet Belvedere i Risskov, hvor Fru Heiberg boede på førstesalen i 1889.]]

[[Fil:Belvedere regninger.jpg|300px|thumb|right|.De heibergske damers regninerg for opholdet på Belvedere.]]

Der skulle gå 18 år, før fru Heiberg igen satte sine ben i Aarhus. Det var 1889. Hun var nu 76 år, ankom med toget og undlod at indlogere sig på Hotel Royal. I stedet boede hun på badepensionatet Belvedere i Risskov. Med sig havde hun adoptivdatteren Anna, sin stuepige, ”Majoren” (sit transportable lokum) og ikke mindst sin hund Bob, ”hele Husets stolthed.”  

[[Riis Skov]] fandt hun overordentlig smuk på trods af lugten af ramsløg, som det undrede hende at aarhusianerne var så stolte af, og som de hævdede ikke fandtes mage til noget andet sted i verden, - ''”hvilket jo er heldigt”'', som hun skrev til Krieger. Her som altid fik den lærde politiker alle detaljer og strøtanker med fra sin veninde.

Lidt omkring kom hun også, og ved disse lejligheder lod hun sig transportere af landauer med kusk, lejet [[Jens Christian Dyhr | J.Chr. Dyhrs Befordringsselskab]], der annoncerede med at være det eleganteste i byen. Sammen med Anna og sin niece [[Sophie Pætges]], der drev en børnehave i Aarhus, besøgte hun bl.a. [[Marselisborg Skov]], en tur, som i landauer fra Belvedere kostede 10 kr.

Til gudstjeneste i [[Aarhus Domkirke]] kom hun også; ”man maa dog vise, at man er et Christenmenneske.” Stiftsprovst [[Hans Sørensen]], der i Aarhus var kendt som et venligt og engageret gemyt, men i hendes øjne en ”som mig synes ikke tiltalende Skikkelse, men her lader man til at være fornøjet med samme Prædikant, saa det er jo godt – for ham.” Efter prædikenen kørte de en tur i byen.

I begyndelsen af juli måtte Johanne Luise så småt forberede sig på at forlade den Aarhus igen, selvom roen og freden ved bugten bekom hende vel. I sine breve våndede hun sig ved at skulle foretage den lange rejse til Hankø i Norge, hvor døtrene ville hen. Ikke mindst frygtede den ærkekøbenhavnske Frue for at dø langt væk fra sit hjem. Men selvom hun prøvede at undslå sig, og hendes helbred ikke var det bedste, fik de granvoksne ”pigebørn” også denne gang deres vilje. Og at lade dem rejse alene uden deres ”Mamse” gik ikke an. Hun havde pengene og - trods sin inderlige kærlighed til pigerne - ikke meget tiltro til, at de kunne opføre sig dannet, hvis ikke de havde en anstandsdame med.  

Der skulle dog indtræffe en begivenhed, der i nogen grad overskyggede Johanne Luise Heibergs glæde over opholdet ved Aarhus-bugten. En morgen vækkedes hun af stuepigen, der ”med grædende tårer” fortalte, at hunden Bob var blevet ''”overkørt af den forbistrede [[Jernbane”'' | Kystbanen]], der siden 1877 havde kørt på kysttrækningen. Det var hende en stor sorg, og karakteristisk for hende hævede hendes tanker sig fra hun fra hundens ulykke til en mere filosofisk livsbetragtning; ”Det gaaer med Hunde som med Menneskene. Her løber saa mange skidne Hunde-Køtere omkring, som Jernbanen har skaanet, medens vor hvide prægtige Bob blev et Offer for den.”

 

[[Fil:Julie dahl.jpg|300px|thumb|right|De heibergske damers regning for vasketøj hos Julie Dahls vaskeri i Mejlgade.]]

Inden afrejsen måtte der vaskes og ordnes, og hun og Anna sendte tøj til Julie Dahls vaskeri i [[Mejlgade 43]]. Her fik Fruen vasket for 60 øre linned, mens Anna brugte 5,32 kr. Efter knap seks uger på Belvedere i Risskov blev det lille selskab, nu uden Bob, d. 13. juli kørt standsmæssigt til Aarhus Banegård i en af Dyhr´s landauere. Bagagen blev, som ved ankomsten, fragtet i en separat vogn. Herfra tog de toget til Aalborg og videre derfra over Gøteborg til Hankø i Norge.  

At rejsen til Aarhus blev foretaget så relativt kort før hendes død kan være grunden til, at netop regningerne fra opholdet i Aarhus – sikkert ved et tilfælde – stort set er de eneste af deres slagsen, der er bevarede i hendes privatarkiv på Rigsarkivet.  

 

 

 

 

 

 

 

 

== Kilder og Litteratur ==

*Johanne Luise Heiberg: Et liv genoplevet i Erindringen I-V. 4. rev. udg. 1944. Ved Aage Friis, Just Rahbek, Robert Neiiendam og Elisabeth Hude'

*Johanne Luise Heiberg og Andreas Frederik Krieger : en Samling Breve 1860-1889. 2 bind. Ved Aage Friis og P. Munch. (1915)

*Breve fra og til Johanne Luise Heiberg, I-II, udg. af Just Rahbek, 1955.

*Marianne Ninna Philipsen: Den dæmoniske lidenskab. Kbh. 2005

[[kategori: Historiske personer]]

[[kategori: Det 19. århundrede]]