Sabro-Fårup Kommune: Forskelle mellem versioner

Fra AarhusWiki
(Oprettede siden med "Sabro-Fårup Kommune blev oprettet i 1844 efter at have været en del af Lading - Sabro - Fårup Kommune fra 1842 - 1844. Sognekommunerne blev oprettet som et led i den...")
(Ingen forskel)

Versionen fra 30. okt. 2018, 16:04

Sabro-Fårup Kommune blev oprettet i 1844 efter at have været en del af Lading - Sabro - Fårup Kommune fra 1842 - 1844. Sognekommunerne blev oprettet som et led i den nye administrative inddeling af Danmark sammen med købstadskommunerne, der blev oprettet i 1838.

Lading Sogn blev udskilt fra kommunen, og dannede Lading Kommune fra 1844. Sabro - Fårup Kommune bestod herefter af Sabro Sogn og Fårup Sogn, og havde et samlet areal på 1703 ha. Indbyggertallet lå i 1850 på 615, mens det i 1960 var steget til 1234.

Kommunen blev ledet af et sogneforstanderskab, hvor den lokale sognepræst automatisk var medlem. Resten af medlemmerne, som talte mellem 4 og 9 medlemmer, blev valgt af sognets mandlige beboere over 25 år, og med mindst én tønde hartkorn. Sogneforstanderskabets ansvarsområder var fattig-, skole-, og vejvæsen. Fra 1868 blev sogneforstanderskabet afløst af sognerådet, og man fik nu også ansvaret for den økonomiske forvaltning.

Der lå flere fabrikker i Sabro - Fårup Kommune, blandt andet Hami, som fremstillede legetøj, og en jernbanestation. I kommunen lå herregården Ristrup, som er nævnt første gang i 1348, og Mundelstrupgård fra 1853.

Kommunen blev i 1970 lagt ind under Aarhus Kommune.

Litteratur og kilder

  • J. P. Trap: Danmark, bind 8, Gads Forlag, 1964.
  • Landsarkivet for Nørrejylland, Harry Christensen: Danske landkommuner 1842-1970: fortegnelse over kommuner under dansk landkommunal lovgivning : med omlægninger og nyere grænseændringer, 1976.
  • Aarhus Amt: Aarhus Amtsrådskreds: Danske byer og sogne, bind 5, 1932.