Vestergade: Forskelle mellem versioner

I 900-tallet opstod der gradvist en bebyggelse vest for borgvolden. Formodentlig har der været tale om, at byen inden for volden har været kongen by – at volden så at sige har været et kongeligt befæstningsanlæg – en befæstet flådebase ved åmundingen . Denne nye bebyggelse har ganske givet bl.a. huset fremmede og andre, der ikke havde noget at gøre i fæstningen.  

Under Svend Estridsen blev Danmark inddelt i 8 stifter, hver med en biskop. Århus blev nu en stiftsby. Lille ganske vist – selv efter danske forhold.

Det blev til Nordens længste kirke på vel nok byens bedste byggegrund. Den gamle domkirke havde, vel nok af økonomiske grunde, ikke haft et domkapitel. [[Peder Vognsen]] overførte i 1203 den gamle domkirkes indtægter til sin nye domkirke. Han spædede desuden rundhåndet til af egne midler. Endelig overførte han også en del af bispestolens jordbesiddelser til domkapitlet. Samlet rakte det til, at 6 kannikker kunne lever ganske rigeligt af det. Desuden sørgede han for, at bispestolen havde langt større magt i forhold til domkapitler end i noget andet dansk stift.   

Århus var nu af gavn ikke længere kongens, men kirkens by. Volden skred sammen og blev ikke fornyet. Byen lå ganske vist stadig på kongens jord og var ham skat skyldig. Kongen var således stadsherre. Men ellers var kongens økonomiske aktiviteter i byen reduceret til en vandmølle vest for Vestergade. At den var særdeles indbringende var en anden sag, hjulpet på vej af et effektivt monopol .  Helt der ude i vest ved kongens vandmølle blev der – formodentlig allerede i 1000-tallet – bygget en Vor Frue Kirke. Den forsvandt i løbet af middelalderen og dens navn overgik til kirken i Vestergade.

Med tiden gled kongens magtfulde greb om byen ud af billedet til fordel for bystyret og ikke mindst biskoppen.

===Vestergade mellem reformation og næringsfrihed===

Det blev indlysende for enhver, at man levede i en brydnings¬tid. Det var ikke kun et spørgsmål, om den katolske kirke eller lutheranismen havde ret dvs. ville vinde. Det var også et spørgsmål om økonomi, for kirke, klostre og bispestol havde været krumtappen i byens økonomi.  

Efter 3 års borgerkrig vandt den lutherske kong Christian 3. i 1536. Kirke-, kloster- og bispegods tilfaldt kongemagten. I nogle år var kongen landets største godsbesidder.

Omkring og bag købmandsgårdene havde håndværkerne deres huse og de fattigere deres lejeboliger. I købmandsgårdene tog man imod omegnens bønder, der kom til byen for at sælge og købe.

Med reformationen blev alle lige for Gud, men i det verdslige samfund måtte man finde og acceptere sin plads i standshierarkiet. Man kunne ganske vist stige op, men så sandelig også falde ned. Det sikreste var at holde sig til sin stand, sin plads.

En del af de indkøbte varer blev solgt videre. De skulle transporteres til inden- eller udenlandske købere med skib, ganske som købmændene hentede en del af deres varer fra leverandører i andre byer. I starten måtte købmændene lade udenbys købmænds skibe fragte varerne, men i 1733 havde Århus landets største handelsflåde. Storkøbmændene havde deres egne skibe, andre måtte nøjes med anparter eller overlade transporten til en af de selvstændige skippere.  

Fra nu af gik det stærkt. På 50 år næsten syvdoblede byen sit indbyggertal og rykkede dermed mar-kant fra de øvrige provinsbyer. Der kom igen gang i handlen. I spidsen gik folk som storkøbmand [[Hans Broge]] og hans svigersøn, margarinefabrikant [[Rasmus Otto Mønsted|Otto Mønsted]]. Direkte eller indirekte stod de bag meget af det mere spektakulære byggeri i midtbyen – bl.a. det nye [[Aarhus Teater]] fra år 1900. Det var tegnet af [[Hack Kampmann]], der i disse år satte sit præg midtbyen med Teatret, Toldboden, [[Katedralskolen|Katedralskolens]] ’røde bygning’ ud mod [[Skolebakken]] og [[Statsbiblioteket]], hvor nu [[Erhvervsarkivet]] og [[Aarhus Stadsarkiv|Stadsarkivet]] har til huse.

   

I Vestergade lå desuden en borgerskole dvs. en offentlig betalingsskole for middelklassens og de bedststillede arbejderes børn. Omkring hjørnet i [[Grønnegade]] lå ydermere en friskole for de fattiges børn.

===De kulturelle vækstlags Vestergade===

Fra 1960’erne var det imidlertid gået stærkt med udbygningen af undervisningssektoren. Universitetet voksede således næsten eksplosivt og seminarierne, ingeniøruddannelsen, Maskinmesterskolen og andre fulgte godt med. Byens natteliv blev nu domineret af studerende og deres lærere. Det nye publikum havde andre krav. Nu handlede det om jazz og anden rytmisk musik, kunst og teater. De nye kulturelle vækstlag blomstrede i og omkring Vestergade. [[Musikhuset Vestergade 58|Vestergade 58]] er et mønstereksempel. Den gamle købmandsgård genopstod som byens bedste spillsted. Gallerierne rykkede ind i gaden. Det samme gjorde for en tid forretninger med it-udstyr og musikinstrumenter.

I et tidligere møbellager i Vestergade 38 indrettede antikvarboghandler Bøckmann og tre unge skuespillere fra [[Aarhus Teater]] en alternativ teaterscene ”[[Svalegangen]]”. Det blev en sådan succes, at kommunen gennem tilskud gjorde det muligt at flytte til større lokaler i [[Rosensgade]] 11.

==Kilde==

*Martin Salmonsen: Oplæg ved ”Vestergadeforeningens” stiftende generalforsamling 8.8.2012.

[[Kategori:Gader & veje]]