Aarhus og tuberkulose

Tuberkulose er en infektionssygdom, som forårsages af tuberkelbakterien. Sygdommen har altid eksisteret, og kan optræde i mange forskellige former. Hyppigst forekommende i lungerne og før 1900 nærmest uundgåelig med dødelig udgang, eller livsvarig invaliditet for den ramte .

Aarhus og tuberkulosen efter 1900

Tuberkulose var en grim og meget smitsom sygdom, der havde gode vilkår i Aarhus’ mange små og fugtige lejligheder for eksempel på Frederiksbjerg og Trøjborg. De ringe sanitære forhold og dårlige hygiejne, bidrog også til at sygdommen fik gode kår. Den personlige hygiejne var ikke i fokus, og spytning inden døre var heller ikke usædvanligt. Dette medførte naturligvis at folk smittede hinanden på kryds og tværs, tuberkulose var derfor en yderst udbredt sygdom blandt befolkningen i starten af 1900-tallet. I 1901 kunne man fastslå, at en tredjedel af alle dødsfald mellem 15 og 60, dvs. ca. 6000 dødsfald årligt, skyldes tuberkulose.

Kampen mod tuberkulosen

Fil:Århus Kommunehospital. Tuberkuloseafdeling 1953.jpg

Tuberkuloseafdelingen på Århus Kommunehospital. Oprettet 1923. Foto 1953.

I starten af 1900-tallet havde man ingen effektive midler til bekæmpelse af sygdommen, og recepten lød derfor på frisk luft, god kost, hvile kur og systematiske spadsereture - gerne langs kysten. På baggrund af dette blev der åbnet nye behandlingshjem, de såkaldte sanatorier, hvor de tuberkuloseramte kunne komme og rehabilitere sig. Det første af sin slags startede i Vejle, dette var under ledelse af overlæge Saugman og var beregnet på selvbetalende patienter. Man erfarede dog hurtigt, at en behandlingsform for udelukkende for de selvbetalende, ikke var tilstrækkelig i bekæmpelsen af tuberkulose som folkesygdom. Nationalforeningen til bekæmpelse af tuberkulose blev derfor oprettet i 1901 med det formål, at bekæmpe tuberkulose som en folkesygdom og ikke kun hos de der havde råd til at betale for det. Her erfarede man, at det første skridt måtte være at oplyse befolkningen om smittefaren. Der blev derfor bl.a. ophængt plakater, der informerede om smittefaren op. Man havde i starten af 1920erne fortsat ikke fundet noget effektivt behandlingsmiddel, og en undersøgelse bestod derfor primært af lytten med hørerøret. Her lyttede man efter de kendetegnende ’knæk-lyde’ i lungerne. Den unge reservelæge Anker Aggebo fortæller om dagligdagen på det katolske Sct. Joseph Hospital: "To gange om ugen blev de syge vejet… af lægerne… og så stod den på frisk luft, fløde og æg. Ve den patient der ikke tog på!!

Anker Aggebos beretning stammer fra hans første job i lægeverdenen i 1920-1921, hvor han var reservelæge hos den arbejdsomme og vellidte overlæge Frants Otto Lassen (Kendt som Otto Lassen) i Aarhus. Udover opsyn bestod stuegangen primært af at opmuntre patienterne - hvilket Lassen i følge. Aggebo skulle have stort talent for. Lassen lagde stor vægt på, at kræfterne til bekæmpelsen af tuberkulosen blev lagt de rigtige steder. Han understregede i en senere artikel, at det var vigtigt at oplysningen omkring sygdommen også blev en kamp imod denne, således at det ikke hed sig at; kampen mod tuberkulosen blev kampen mod de tuberkuløse.

Fil:Student bliver tjekket. sygeplejerske Elisabeth Nielsen, overlæge Lassen, stud. jur. Ruth Høgholt Jensen.07.09.1944.jpg

Student, Ruth Høgholt Jensen bliver undersøgt. Sygeplejerske Elisabeth Nielsen, overlæge Frants Otto Lassen.07.09.1944

I 1923 blev bygning B på Aarhus Kommunehospital oprettet som særskilt tuberkuloseafdeling, under ledelse af samme overlæge Otto Lassen. I første omgang blev der lavet 36 sengepladser, men dette antal steg med yderlige 20 stk. i 1926, da afdelingen blev udvidet. I 1930 blev centralstationen for tuberkulose i Aarhus Amt indrette i samme afdeling, og afdelingen modtog pr. 1. april 1930 patienter med henvisninger fra praktiserende læger. Oprindeligt kun patienter fra Aarhus, men pr. 1. marts 1932 også fra forstæder og fra 1. oktober 1938, efter overenskomst med Aarhus Amt, patienter fra hele amtet.

Otto Lassen var dybt engageret i sit arbejde i bekæmpelsen af tuberkulose, og gjorde sig til talsmand for nye ideer i behandlingen. Han sagde: ”Det er ikke nok, at patienten kommer til lægen, men lægen må komme til patienten.” Med det som udgangspunkt tog han og hans medarbejdere ud i byen, og de gik systematisk til værks i arbejdet med at komme tuberkulosen til livs. For Aarhus bys vedkommende, afspejlede den tiltagende kamp imod tuberkulosen sig også i dødstallene. Hvor der i 1900 var 20 ud af 10.000, der var døde af sygdommen, var der i 1940 kun 3 ud af 10.000 der led samme skæbne.

Kampen effektiviseres

Efter Anden Verdenskrig øgedes indsatsen mod sygdommen. Både private hjem og arbejdspladser blev undersøgt, og i 1951 havde man mere end 400 aarhusianske hjem under opsyn. Ligesom man på Tuberkulosestationen havde haft besøg af blandt andet 205 ansatte fra chokoladefabrikken Elvirasminde, der lå i Klostergade, mere end 400 mand fra Aarhus Flydedok, 120 fra politiet, 62 fra Aarhus biblioteksvæsen og 140 fra Aarhus Skattevæsen. Derudover kom elever fra byens skoler til forundersøgelser, og i alt havde tuberkulosestationen godt 18.000 århusianere til undersøgelse – samt cirka 6.500 mennesker fra det øvrige amt.

Alt i alt betød tuberkulosestationens møjsommelige arbejde, at 24.551 mennesker blev henvist til undersøgelse. Det svarede til hver ottende af alle indbyggere i det område tuberkulosestationen havde ansvar for. Og det bare i 1951. I løbet af 1950’erne blev arbejdet hjulpet godt på vej, da calmettevaccinationen blev bragt ud til alle hjørner af landet, og i løbet af årtiet fik Danmark grundigt styr på tuberkulosen.

Fil:Kø udenfor Skovvangsskolen for at komme til undersøgelse. 12.02.1958. .jpg

Kø udenfor Skovvangsskolen for at komme til tuberkuloseundersøgelse. 12.02.1958.

I anledningen af Nationalforeningen til bekæmpelse af tuberkulose 50 års jubilæum, skrev Otto Lassen en kronik om udviklingen af bekæmpelsen af tuberkulose. Heri roste han befolkningen, og ikke mindst pressen, for at have skabt et øget kendskab til smittefaren og dermed nedsat vilkårene for spredning af sygdommen betydeligt. Derudover understregede han, at hygiejnen var altafgørende og at man med den rette tilgang til dette, kunne undgå spredning af sygdommen. Det var altså ikke selve patienterne der var faren, men derimod den manglende viden omkring smittebæreren. Han gav sig selv som eksempel: ”Selv har jeg i over 40 aar daglig færdedes mellem smittefarlige patienter uden at nære nogen ængstelse for sygdomme”.

Året efter fortsatte man det fokuserede arbejde, hvis mål var at sejre over tuberkulosen i Aarhus og opland. I 1952, blev der ført en storstilet vaccinationskampagne, for at komme tuberkulosen til livs. Hvide busser kørte fra skole til skole, for at helbredsundersøge og vaccinere børnene mod sygdommen. Om ikke udryddet, så var tuberkulose ikke længere en dødelig skygge over Aarhus.

Kilder

• Aarhus gennem tiderne IV, 1941
• Aarhus Stiftstidende 14.01.1951
• Rask op ad bakke, 1993, Ebbe Kløvedahl Reich, Århus Kommunehospital
• Ung i Aarhus, 1964, Universitets forlaget i Aarhus
• Århus – byens historie 1945-1995 IV, 1995, Århus by historiske Udvalg
• Den store danske