Aarhus og tuberkulose: Forskelle mellem versioner

===Kampen mod tuberkulosen===

I starten af 1900-tallet havde man ingen effektive midler til bekæmpelse af sygdommen, og recepten lød derfor på frisk luft, god kost, hvile kur og systematiske spadsereture - gerne langs kysten. På baggrund af dette blev der åbnet nye behandlingshjem, de såkaldte sanatorier, hvor de tuberkuloseramte kunne komme og rehabilitere sig. Det første af sin slags startede i Vejle, dette var under ledelse af overlæge Saugman og var beregnet på selvbetalende patienter. Man erfarede dog hurtigt, at en behandlingsform for udelukkende for de selvbetalende, ikke var tilstrækkelig i bekæmpelsen af tuberkulose som folkesygdom. [[Nationalforeningen til bekæmpelse af tuberkulose]] blev derfor oprettet i 1901 med det formål, at bekæmpe tuberkulose som en folkesygdom og ikke kun hos de der havde råd til at betale for det.   

Her erfarede man, at det første skridt måtte være at oplyse befolkningen om smittefaren. Der blev derfor bl.a. ophængt plakater, der informerede om smittefaren op.  

Man havde i starten af 1920erne fortsat ikke fundet noget effektivt behandlingsmiddel, og en undersøgelse bestod derfor primært af lytten med hørerøret. Her lyttede man efter de kendetegnende ’knæk-lyde’ i lungerne. Den unge reservelæge [[Anker Aggebo]] fortæller om dagligdagen på det katolske [[Sct. Joseph Hospital]]:

Anker Aggebos beretning stammer fra hans første job i lægeverdenen i 1920-1921, hvor han var reservelæge hos den arbejdsomme og vellidte overlæge [[Frants Otto Lassen]] (Kendt som Otto Lassen) i Aarhus. Udover opsyn bestod stuegangen primært af at opmuntre patienterne - hvilket Lassen i følge. Aggebo skulle have stort talent for. Lassen lagde stor vægt på, at kræfterne til bekæmpelsen af tuberkulosen blev lagt de rigtige steder. Han understregede i en senere artikel, at det var vigtigt at oplysningen omkring sygdommen også blev en kamp imod denne, således at det ikke hed sig at; ''kampen mod tuberkulosen blev kampen mod de tuberkuløse''.

I 1923 blev bygning B på [[Aarhus Kommunehospital]] oprettet som særskilt tuberkuloseafdeling, under ledelse af samme overlæge Otto Lassen. I første omgang blev der lavet 36 sengepladser, men dette antal steg med yderlige 20 stk. i 1926, da afdelingen blev udvidet. I 1930 blev centralstationen for tuberkulose i Aarhus Amt indrette i samme afdeling, og afdelingen modtog pr. 1. april 1930 patienter med henvisninger fra praktiserende læger. Oprindeligt kun patienter fra Aarhus, men pr. 1. marts 1932 også fra forstæder og fra 1. oktober 1938, efter overenskomst med Aarhus Amt, patienter fra hele amtet.   

Alt i alt betød tuberkulosestationens møjsommelige arbejde, at 24.551 mennesker blev henvist til undersøgelse. Det svarede til hver ottende af alle indbyggere i det område tuberkulosestationen havde ansvar for. Og det bare i 1951.  

I løbet af 1950’erne blev arbejdet hjulpet godt på vej, da calmettevaccinationen blev bragt ud til alle hjørner af landet, og i løbet af årtiet fik Danmark grundigt styr på tuberkulosen.

I anledningen af Nationalforeningen til bekæmpelse af tuberkulose 50 års jubilæum, skrev Otto Lassen en kronik om udviklingen af bekæmpelsen af tuberkulose. Heri roste han befolkningen, og ikke mindst pressen, for at have skabt et øget kendskab til smittefaren og dermed nedsat vilkårene for spredning af sygdommen betydeligt. Derudover understregede han, at hygiejnen var altafgørende og at man med den rette tilgang til dette, kunne undgå spredning af sygdommen. Det var altså ikke selve patienterne der var faren, men derimod den manglende viden omkring smittebæreren. Han gav sig selv som eksempel: