Aarhus Folkeregister: Forskelle mellem versioner

Folkeregisterets har gennem årene haft adresse følgende steder: [[Mejlgade 2]], [[Aarhus Rådhus]], [[Knudrisgade 3-5]] og [[Dokk1]].

Den 14. marts 1924 stemte medlemmer af Rigsdagen for vedtagelse af loven om folkeregistre. Som med alting var der en god grund til at folkeregisteret blev indført. Forud var gået en tid, hvor udviklingen både inden- og udenfor landets grænser, gjorde det nødvendigt at have en pålidelig registrering af den danske befolkning.  

Behovet for at registrere borgerne i Danmark var ikke ny. Gennem århundrede havde den danske folkekirke haft en væsentlig opgave med at registrerede dåb, konfirmation, vielser og dødsfald, og det havde hidtil været et tilstrækkeligt grundlag frem til kanten af 1900-tallet.  

Men nye tider pressede sig på. Befolkningens flyttemønstre skiftede og flere søgte fra landet mod byen. Samtidig fik kommunerne flere og flere opgaver, som gjorde at behovet for en samlet, effektiv og central registrering af befolkningen nødvendig.  

Resultatet var, at der i 1916 blev udført midlertidige såkaldte mandstællinger for at give myndighederne det nødvendige overblik til at udstede rationeringsmærkerne. Det blev herefter kun registrerede borgere, der kunne få del i krigens velfærdsordninger. Herefter indførtes der registreringspligt ved flytning, og dette betød, at borgere, der bosatte sig i en kommune straks måtte informere kommunalbestyrelsen med en anmodning om at blive optaget i mandsregistret, hvis de ønskede at få del i rationeringsmærker. Den midlertidige beslutning om registreringspligt lettede myndighedernes opgavemængde, og skabte et spirende ønske om et egentligt folkeregister, der kunne give myndighederne et præcist billede af befolkningen.

Udbetaling af offentlige ydelser og skatteinddrivelse var i det hele taget en udfordring at holde styr på uden en egentlig folkeregistrering. For hvilken kommune skulle yde fattighjælp eller betale for ophold på fattiggården, hvis det ikke lå klar, hvor borgeren – eller fattiglemmet som omtalen var dengang – havde bopæl. Og skatteinddrivelse havde samme udfordring, specielt når folk flyttede fra en kommune til en anden var registreringspligten afgørende.  

Et folkeregister kunne også være med til at afhjælpe det problem, at alt for mange mænd, som var udlagt barnefader - de såkaldte ”alimentanter” - alt for let kunne gemme sig og slippe uden om de økonomiske forpligtelser, de havde over for deres børns mødre eller fraskilte koner.

   

Regeringen nedsatte i 1920 Folkeregisterkommissionen, der skulle undersøge muligheden for at oprette et folkeregister. Kommissionens tanke var, at et folkeregister skulle være en grundpille for hele den offentlige administration. Et folkeregister skulle kort sagt indeholde alle relevante oplysninger om den enkelte borger, der havde betydning for administration af de til enhver tid gældende love.