Rasmus Otto Mønsted (1838-1916): Forskelle mellem versioner

Ikke alle var dog lige glade for margarinen. Det stigende salg af margarine påvirkede nemlig efterspørgslen på rigtigt smør, og smørpriserne faldt som følge heraf. Det påvirkede landbokredsene, hvis medlemmer tjente mindre. Smørproducenterne og landbrugspartiet [[Venstre]] kæmpede i slutningen af 1800-tallet imod margarinens indførelse for at beskytte det eksporterede danske smørs omdømme samt for at sikre indtjeningen. Det førte til, at "Loven om Kunstsmør" blev gennemført i 1885. Den var et forsøg på at imødekomme de utilfredse bønder og blev derfor ikke helt så gennemarbejdet, som den kunne. Konsekvenserne var i høj grad begrænset til mærkningen og emballagen af margarinen, som det nu skulle hedde. På den måde adskiltes smør og margarine mere fra hinanden. Loven løste langt fra konflikten, men blev nærmere starten på det, der senere er blevet kaldet "Smørkrigen". I 1888 kom en ny lov: Man lagde restriktioner på farvningen af margarinen, der naturligt var bleghvid, da det var fremstillet af animalsk fedt blandet med skummetmælk.  

Hvad Otto Mønsted tænkte om lovene, véd vi ikke, men han opfyldte de nye lovkrav til punkt og prikke. De var dog en klods om benet på ham, hvorfor han i 1888 åbnede sin første margarinefabrik i England. Det skaffede ham hurtigt en god andel af det engelske marked, samtidig med at han dér ikke var underlagt de danske restriktioner. Faktisk gik det så godt, at han måtte udvide med endnu en fabrik i England i 1894.