Århus Oliefabrik: Forskelle mellem versioner

 
(5 mellemliggende versioner af en anden bruger ikke vist)
Linje 13: Linje 13:
I september 1871 kunne adskillige af landets aviser bekræfte, at Aarhus kunne glæde sig til et nyt industrielt anlæg. Den nye fabrik var palmekærnefabrikken, der ville blive opført i [[Jægergårdsgade]] lige syd for baneterrænet. Jægergårdsgade hørte på dette tidspunkt til [[Viby Sogn]] og var endnu ikke en del af Aarhus. Aviserne beskrev derfor, at fabrikken ville komme til at ligge lige uden for byen. Den nye fabrik modtog stor mediebevågenhed fra hele landet. [[Ribe Stiftstidende]], [[Sydfyns Tidende]], [[Aalborg Stiftstidende]] og [[Dagbladet København]] var blot nogle af de aviser, der i 1871 viste interesse for de nye fabriksplaner ved Aarhus.  
I september 1871 kunne adskillige af landets aviser bekræfte, at Aarhus kunne glæde sig til et nyt industrielt anlæg. Den nye fabrik var palmekærnefabrikken, der ville blive opført i [[Jægergårdsgade]] lige syd for baneterrænet. Jægergårdsgade hørte på dette tidspunkt til [[Viby Sogn]] og var endnu ikke en del af Aarhus. Aviserne beskrev derfor, at fabrikken ville komme til at ligge lige uden for byen. Den nye fabrik modtog stor mediebevågenhed fra hele landet. [[Ribe Stiftstidende]], [[Sydfyns Tidende]], [[Aalborg Stiftstidende]] og [[Dagbladet København]] var blot nogle af de aviser, der i 1871 viste interesse for de nye fabriksplaner ved Aarhus.  


Fabrikken blev anlagt af et interessentskab, som bestod af generalkonsul [[Hendrik Pontoppidan]], grosserer [[Hans Broge (1822-1908)|Hans Broge]], grosserer [[D.B. Adler]], bankvirksomheden [[Adler, Wulff og Meyer]] samt [[Christian Carl Langballe (1805-1885)|Christian Carl Langballe]] og hans søn [[Otto Langballe (1843-1910)|Otto Langballe]], der sammen havde virksomheden [[C. Langballe & Søn|C. Langballe & søn]]. Flere af byens betydelige personer og virksomheder bidrog med økonomisk støtte til projektet. Blandt andet [[Rasmus Otto Mønsted (1838-1916)|Rasmus Otto Mønsted]], grundlæggeren af margarinefabrikken af samme navn, og [[Christian Ludvig Kier (1839-1934)|Christian Ludvig Kier]], som var overretssagfører og medlem af [[Aarhus Byråd]]. Den indsamlede grundkapital lød på 100.000 rigsdaler – ca. 200.000 kr.  
Fabrikken blev anlagt af et interessentskab, som bestod af generalkonsul [[Hendrik Pontoppidan]], grosserer [[Hans Broge (1822-1908)|Hans Broge]], grosserer [[D.B. Adler]], bankvirksomheden [[Adler, Wulff og Meyer]] samt [[Christian Carl Langballe (1805-1885)|Christian Carl Langballe]] og hans søn [[Otto Langballe (1843-1910)|Otto Langballe]], der sammen havde virksomheden [[C. Langballe & Søn|C. Langballe & Søn]]. Flere af byens betydelige personer og virksomheder bidrog med økonomisk støtte til projektet. Blandt andet [[Rasmus Otto Mønsted (1838-1916)|Rasmus Otto Mønsted]], grundlæggeren af margarinefabrikken af samme navn, og [[Christian Ludvig Kier (1839-1934)|Christian Ludvig Kier]], som var overretssagfører og medlem af [[Aarhus Byråd]]. Den indsamlede grundkapital lød på 100.000 rigsdaler – ca. 200.000 kr.  


Ledelsen af fabrikken blev i første omgang foretaget af grosserer [[Peter Wilhelm Rudolph Wulff (1838-1896)|Peter Wilhelm Rudolph Wulff]], men i 1875 blev [[Alfred V. Kieler]] ansat som fabrikkens første egentlige direktør.
Ledelsen af fabrikken blev i første omgang foretaget af grosserer [[Peter Wilhelm Rudolph Wulff (1838-1896)|Peter Wilhelm Rudolph Wulff]], men i 1875 blev [[Alfred V. Kieler]] ansat som fabrikkens første egentlige direktør.
Linje 170: Linje 170:
Selvom Aarhus Oliefabrik var en af byens største arbejdspladser, var ansættelserne i begyndelsen ofte forbundet med usikkerhed. Fabrikken var nemlig afhængig af at kunne skaffe råstoffer, og hvis importen var nede i en periode, betød det, at mange hundrede mistede deres arbejde. Særligt i fabrikkens unge år og under 1. verdenskrig, hvor råstofferne var mangelfulde, var det et problem.  
Selvom Aarhus Oliefabrik var en af byens største arbejdspladser, var ansættelserne i begyndelsen ofte forbundet med usikkerhed. Fabrikken var nemlig afhængig af at kunne skaffe råstoffer, og hvis importen var nede i en periode, betød det, at mange hundrede mistede deres arbejde. Særligt i fabrikkens unge år og under 1. verdenskrig, hvor råstofferne var mangelfulde, var det et problem.  


Den 23. juli 1917 fremgik det blandt andet af Aarhus Stiftstidende, at fabrikken havde afskediget et par hundrede arbejdere, da råstofferne var sluppet op. Fabrikken havde på dette tidspunkt derfor kun 50 ansatte tilbage. Den 2. juli 1921 var fabrikken igen nødsaget til at afskedige ansatte, og denne gang var der tale om 400 personer, der blev arbejdsløse. Det var den udenlandske konkurrence om råstoffer, som var problemet.  
Den 23. juli 1917 fremgik det blandt andet af Aarhus Stiftstidende, at fabrikken havde afskediget et par hundrede arbejdere, da råstofferne var sluppet op. Fabrikken havde på dette tidspunkt derfor kun 50 ansatte tilbage. Den 2. juli 1921 var fabrikken igen nødsaget til at afskedige ansatte, og denne gang var der tale om 400 personer, der blev arbejdsløse. Det var den udenlandske konkurrence om råstoffer, der var problemet.  


Antallet af ansatte på fabrikken styrtdykkede således i perioder. Ansættelserne afhang af, hvordan det generelle importmarked så ud, og fyringer kunne komme ud af den blå luft. Når råvarer igen var til rådighed, blev flere hundrede ansat ad gangen.  
Antallet af ansatte på fabrikken styrtdykkede således i perioder. Ansættelserne afhang af, hvordan det generelle importmarked så ud, og fyringer kunne komme ud af den blå luft. Når råvarer igen var til rådighed, blev flere hundrede ansat ad gangen.


====Ulykker var en del af hverdagen====
====Ulykker var en del af hverdagen====
Linje 187: Linje 187:


====Kampen om alkohol i arbejdstiden====
====Kampen om alkohol i arbejdstiden====
Det var frem til 1980 tilladt at drikke alkohol på fabrikken i arbejdstiden. Arbejdernes alkoholindtag var dog et emne, der gennem tiden flere gang blev debatteret og taget op til revurdering. Fabrikkens ledelse ønskede et alkoholforbud i arbejdstiden, og på et møde i 1962 forsøgte man at gennemføre restriktionerne. Arbejderne argumenterede dog for, at indtagelsen af alkohol var en nødvendighed, hvis man skulle klare sig i produktionens varme og støv. Fabrikkens ledelse gav sig, og først i 1980 indførtes et totalt alkoholforbud.  
Det var frem til 1980 tilladt at drikke alkohol på fabrikken i arbejdstiden. Arbejdernes alkoholindtag var dog et emne, der gennem tiden flere gange blev debatteret og taget op til revurdering. Fabrikkens ledelse ønskede et alkoholforbud i arbejdstiden, og på et møde i 1962 forsøgte man at gennemføre restriktionerne. Arbejderne argumenterede dog for, at indtagelsen af alkohol var en nødvendighed, hvis man skulle klare sig i produktionens varme og støv. Fabrikkens ledelse gav sig, og først i 1980 indførtes et totalt alkoholforbud.  
Argumentet for forbuddet var, at man øgede sikkerheden på fabrikken, men forbuddet blev modtaget med stor utilfredshed, da det af arbejderne blev opfattet som et indgreb i den personlige frihed.  
Argumentet for forbuddet var, at man øgede sikkerheden på fabrikken, men forbuddet blev modtaget med stor utilfredshed, da det af arbejderne blev opfattet som et indgreb i den personlige frihed.


==== Social sikring af ansatte på Aarhus Oliefabrik ====
==== Social sikring af ansatte på Aarhus Oliefabrik ====
Århus Oliefabrik fik hurtigt ry for at være en velfærdsorienteret virksomhed, idet fabrikken oprettede sine egne ordninger for social sikring for de ansatte, forud for den offentlige lovgivning.  
Aarhus Oliefabrik fik hurtigt ry for at være en velfærdsorienteret virksomhed, idet fabrikken oprettede sine egne ordninger for social sikring for de ansatte, forud for den offentlige lovgivning.  


[[Thorkild Peter Juncker Hansen]] igangsatte i løbet af 1930’erne en række initiativer, der skulle forbedre arbejdsforholdene for fabrikkens ansatte. Den tidligere direktør, Frederik Lausen, var allerede i sin tid inspireret af ideer om bedre vilkår for fabriksarbejdere, som han tog med hjem fra en tur i England. Det var dog først med Juncker, at disse ideer for alvor blev til virkelighed.  
[[Thorkild Peter Juncker Hansen]] igangsatte i løbet af 1930’erne en række initiativer, der skulle forbedre arbejdsforholdene for fabrikkens ansatte. Den tidligere direktør, Frederik Lausen, var allerede i sin tid inspireret af idéer om bedre vilkår for fabriksarbejdere, som han tog med hjem fra en tur i England. Det var dog først med Juncker, at disse idéer for alvor blev til virkelighed.  


I 1931 blev der oprettet en pensionskasse for funktionærerne i virksomheden. I 1932 købte fabrikken et feriecenter ved Ajstrup Strand, som var tiltænkt arbejderne, og senere erhvervede virksomheden sig flere sommerhuse til funktionærerne. I 1933 stiftede Juncker [[Arbejderfonden]], der var en understøttelsesfond, og i 1934 oprettedes en stiftelse for afgåede medarbejdere, som sikrede mange tidligere ansatte en god bolig. I 1940 blev en understøttelsesfond også oprettet for funktionærerne.  
I 1931 blev der oprettet en pensionskasse for funktionærerne i virksomheden. I 1932 købte fabrikken et feriecenter ved Ajstrup Strand, som var tiltænkt arbejderne, og senere erhvervede virksomheden sig flere sommerhuse til funktionærerne. I 1933 stiftede Juncker [[Arbejderfonden]], der var en understøttelsesfond, og i 1934 oprettedes en stiftelse for afgåede medarbejdere, som sikrede mange tidligere ansatte en god bolig. I 1940 blev en understøttelsesfond også oprettet for funktionærerne.  
Linje 199: Linje 199:
I 1959 påbegyndte fabrikken opførelsen af en feriekoloni ved Gardasøen. Projektet modtog stor omtale i både lokale og nationale medier, da det på dette tidspunkt endnu ikke var almindeligt for danskerne at tage på charterferie.
I 1959 påbegyndte fabrikken opførelsen af en feriekoloni ved Gardasøen. Projektet modtog stor omtale i både lokale og nationale medier, da det på dette tidspunkt endnu ikke var almindeligt for danskerne at tage på charterferie.
   
   
Demokraten omtalte i 1959 byggeriet som ”en ny stor ting i fabrikkens velfærdsprogram”. Feriehuset havde ti etværelses lejligheder med hver to senge samt seks værelser med én seng, der kunne slås ud som dobbeltseng. Alle 16 værelser var fuldt møbleret og havde desuden både kogeniche, kogeplade, håndvask og kaffe-testel. Møblerne blev leveret af FDB, så man sikrede at værelserne emmede af Danmark. I ejendommens stueetage lå en stor lukket spisesal med en åben spiseterrasse. Hvert værelse havde udsigt over søen, og ved strandkanten var der bygget en badebro til husets gæster. Hver anden dag blev der arrangeret ture til blandt andet Venedig, Gardone og Sirmione.  
Demokraten omtalte i 1959 byggeriet som ”en ny stor ting i fabrikkens velfærdsprogram”. Feriehuset havde ti etværelses lejligheder med hver to senge samt seks værelser med én seng, der kunne slås ud som dobbeltseng. Alle 16 værelser var fuldt møbleret og havde desuden både kogeniche, kogeplade, håndvask og kaffe-testel. Møblerne blev leveret af FDB, så man sikrede, at værelserne emmede af Danmark. I ejendommens stueetage lå en stor lukket spisesal med en åben spiseterrasse. Hvert værelse havde udsigt over søen, og ved strandkanten var der bygget en badebro til husets gæster. Hver anden dag blev der arrangeret ture til blandt andet Venedig, Gardone og Sirmione.  
Michaela Weis Bentzon blev ansat som bestyrerinde på det nye Casa Danese. Det var hende, der oprindeligt havde præsenteret tanken om en feriekoloni for bestyrelsesformanden C.L. David, som kunne se potentiale i projektet. En feriekoloni ville nemlig være et flot medarbejdergode.  
Michaela Weis Bentzon blev ansat som bestyrerinde på det nye Casa Danese. Det var hende, der oprindeligt havde præsenteret tanken om en feriekoloni for bestyrelsesformanden C.L. David, som kunne se potentiale i projektet. En feriekoloni ville nemlig være et flot medarbejdergode.  


Ferieopholdet blev billigt for både funktionærer og arbejdere. Priserne lå mellem 380-400 kr. for 10 dages rejse, men det var også inklusive middag, befordring og dragerassistance.
Ferieopholdet blev billigt for både funktionærer og arbejdere. Priserne lå mellem 380-400 kr. for ti dages rejse, men det var også inklusive middag, befordring og dragerassistance.


Aarhus Oliefabrik sikrede også andre fritidsgoder. Fabrikkens ansatte kunne blandt andet spille musik i virksomhedens arbejderorkester eller strygeorkester. Derudover havde fabrikken en idrætsforening og senere et fitnesslokale, hvor både romaskine og kondicykler blev stillet til rådighed.  
Aarhus Oliefabrik sikrede også andre fritidsgoder. Fabrikkens ansatte kunne blandt andet spille musik i virksomhedens arbejderorkester eller strygeorkester. Derudover havde fabrikken en idrætsforening og senere et fitnesslokale, hvor både romaskine og kondicykler blev stillet til rådighed.  


Virksomheden varetog dermed i begyndelsen mange af de funktioner, som senere kom med velfærdssamfundet. Derudover tilbød man fabrikkens ansatte en lang række fritidsgoder, der, sammen med de gode arbejdsvilkår gjorde fabrikken til en attraktiv arbejdsplads blandt aarhusianerne.
Virksomheden varetog dermed i begyndelsen mange af de funktioner, som senere kom med velfærdssamfundet. Derudover tilbød man fabrikkens ansatte en lang række fritidsgoder, der - sammen med de gode arbejdsvilkår - gjorde fabrikken til en attraktiv arbejdsplads blandt aarhusianerne.


=== Oliefabrikkens betydning for Aarhus ===
=== Oliefabrikkens betydning for Aarhus ===
Den betydning, som Århus Oliefabrik har haft for byen, kan belyses ved tal. Eksempelvis brugte fabrikken i 1937 ca. 700 millioner liter vand, svarende til det årlige vandforbrug for ca. 2.300 husstande i Århus. Vandet blev leveret af [[Århus Vandværk]], der havde fabrikken som sin største kunde. Fabrikken gav i 1930’erne beskæftigelse til omkring 1.400 funktionærer og arbejdere, og cirka en ud af ti århusianeres økonomiske eksistens afhang af indkomsten fra fabrikken. Endvidere stod fabrikken for en tredjedel af havnens omsætning og for en fjerdedel af [[Aarhus Hovedbanegård|banegårdens]] indtægter fra udgående gods. Med tiden er mange stillinger blevet rationaliseret væk på fabrikken, og i nutiden har den omkring 400 beskæftigede i Århus.
Den betydning, som Århus Oliefabrik har haft for byen, kan belyses ved tal. Eksempelvis brugte fabrikken i 1937 ca. 700 millioner liter vand, svarende til det årlige vandforbrug for ca. 2.300 husstande i Aarhus. Vandet blev leveret af [[Aarhus Vandværk]], der havde fabrikken som sin største kunde. Fabrikken gav i 1930’erne beskæftigelse til omkring 1.400 funktionærer og arbejdere, og cirka én ud af ti aarhusianeres økonomiske eksistens afhang af indkomsten fra fabrikken. Endvidere stod fabrikken for en tredjedel af havnens omsætning og for en fjerdedel af [[Aarhus Hovedbanegård|banegårdens]] indtægter fra udgående gods. Med tiden er mange stillinger blevet rationaliseret væk på fabrikken, og i nutiden har den omkring 400 beskæftigede i Aarhus.


== Aarhus Oliefabrik på Aarhusarkivet ==
== Aarhus Oliefabrik på Aarhusarkivet ==