Vandforsyningen i Aarhus: Forskelle mellem versioner

I oktober 1865 blev en komité nedsat af Aarhus Kommunalbestyrelse med det formål ''”at undersøge hvorvidt og med hvilke bekostninger en vandforsyning for Aarhus Købstad vilde kunne tilvejebringes.”''. Mindre end to år senere forelå den første plan med et overslag udarbejdet af ingeniørerne ”English & Hansen” på et anlæg der skulle indtage vand fra Aarhus Å vest for [[Bryggeriet Ceres]], og derefter pumpe vandet videre til filtre anbragt på et afmålt terræn ved landevejene mod Viborg og Silkeborg. Det var ikke uden omkostninger, at et nyt vandværk skulle opføres, og det blev derfor anslået at der forestod en større anlægsudgift forbundet med etableringen på mere end 140.000 rigsdalere. Desuden blev det vurderet, at der skulle afsættes en tillægsudgift på 25.000 rigsdalere til [[mølleejer Weis|Andreas Severin Weis (1815-1889)]] for retten til at tage vand fra Aarhus Å. Disse omkostninger bragte panderynker frem hos kommunalbestyrelsen der behandlede sagen, og man søgte derfor midlertidigt andre veje ved at undersøge muligheden for vandtilførsel igennem artesiske boringer og alternative vandløb syd for byen. Uenigheder om omkostninger og tvivl om vandmængder og tekniske forhold betød at [[byrådet|Aarhus Byråd]] besluttede sig for i 1869 at udsætte sagens behandling til sommeren 1870.

I stedet for den primitive måde hvorpå vand blev hevet op af træ- og stenbrønde blev det nye vandværk spækket med tidens nyeste og mest moderne dampkedler- og maskiner, filtre, pumper, bundfældningsbassiner og højdebeholdere. Til at varetage vandværkets interesser udnævntes havne- og stadsingeniør [[Poul Obel|Poul Breineberg Obel (1839-1903)]] til vandinspektør og kobbersmed Birnbaum blev ansat som maskinmester.  

Stiftsfysikus Chr. Weis skrev i juni 1876 i en meddelelse til byrådet: ’’’”Så længe som jeg har været læge i Aarhus, i henved 39 år, har denne by mere end nogen anden ligestillet været hjemsøgt af sygdomme og sygelighed, særlig af de sygdomme, som fortrinsvis står i årsagsforhold til slet drikkevand, nemlig tyfoid feber, diarré, kolerine, kirtelsyge, tæring, ligesom også andre epidemiske sygdomme her var mere ødelæggende end i andre byer”’’’. Rensning af vandet i vandværket skærpedes derfor yderligere med tilføjelse af et fjerde filter i 1878 tilsvarende de tre der var blev bygget ved vandværkets anlæggelse i 1872.  

Trods de mange forbedrede forhold for befolkningen opstod der alligevel flere særegne oplevelser af den negative slags. Der var behov for at skride også ind overfor adskillige forureningskilder i nærheden af vandværket, og særligt henlæggelsen af møddinger med latringødninger på den nordlige side af åen kom i fokus. Byens drikkevand blev også i flere dage op mod julen i 1873 blandet med saltvand da åens vand ved højvande var blevet bragt helt op til vandværket. Dette blev først løst med opførelsen af en ny slusebro ved Vester Allé i 1894. Der blev dermed sørget for at lukke af for havvandets indtrængen, men det samme kunne ikke siges om igler, orme og ål der fra tid til anden fulgte med ud af hanerne.  

=== Vandværkets betydning ===