637
redigeringer
Steffen Bernhardt Jensen (1910-1978): Forskelle mellem versioner
Fra AarhusWiki
Steffen Bernhardt Jensen (1910-1978) (vis kildekode)
Versionen fra 14. aug. 2018, 11:51
, 14. august 2018ingen redigeringsopsummering
Kurt L (diskussion | bidrag) mNo edit summary |
Jacob G. (diskussion | bidrag) No edit summary |
||
| Linje 5: | Linje 5: | ||
Forældre: Tømrersvend Jens Ole Jensen og hustru Ane Marie Poulsen. Gift 3. nov. 1934 i Aarhus med Erna Faarup Christensen, født 11. marts 1912 i Aarhus, datter af skrædder Ghr. Christensen og hustru Maren Christensen. | Forældre: Tømrersvend Jens Ole Jensen og hustru Ane Marie Poulsen. Gift 3. nov. 1934 i Aarhus med Erna Faarup Christensen, født 11. marts 1912 i Aarhus, datter af skrædder Ghr. Christensen og hustru Maren Christensen. | ||
===Opvækst og vejen til politik=== | |||
Steffen Bernhardt Jensen var født og opvokset i Aarhus. Familien boede de første otte år af sit liv i Niels Juels Gade, derefter på Frederiksbjerg, i de sidste mange år på [[Marselisborg Allé|Marselisborg Allé 30b]]. Efter at han havde taget realeksamen i 1927 fra [[N. J. Fjordsgades Skole]], begyndte han som journalistelev på [[Aarhus Venstreblad]], men gik snart over til [[Demokraten]]. På Demokraten skrev han om alt fra politik til sport og trafikuheld. Bernhardt Jensen skrev ikke kun artikler, lyrikken interesserede ham også. I samme periode var han medlem af DSU, Dansk Socialdemokratisk Ungdom. Han var medlem af ledelsen af DSU i Aarhus fra 1927 – 1932. Det var i de samme år, at de lidt ældre inden for ungdomsbevægelsen, med Hedtoft og H.C. Hansen i spidsen, under indtryk af uroen i Europa, drejede bort fra partiets afrustningslinie, men blev mødt med modstand fra bl.a. Jensen og der var en hidsig debat mellem Hedtoft og den unge socialdemokrat i »Rød Ungdom« i 1932. I denne periode var der i DSU fokus på kultur, den er derfor også kaldet kulturepoken. Der blev arbejde med musik, kultur og samfundsspørgsmål. På samme tid var han meget interesseret i antimilitaristisk arbejde og var erklæret pacifist. Dette kom til udtryk ved at han fra 1929-1935 var medlem af landsforeningen Aldrig Mere Krigs hovedbestyrelse. | |||
===Partiforeningen=== | |||
Det politiske arbejde i DSU blev senere - fra 1936 - erstattet af en bestyrelsespost i partiforeningen. Da var læreårene ved Demokraten også overstået; men Bernhardt Jensen fortsatte som journalist på bladet og dækkede snart sagt alle sider af livet fra kriminalreportage over sport til kulturliv, men kun i ny og næ kommunalpolitik. Et studieophold i et London med hungermarch og fascistiske demonstrationer uddybede indtrykket af Europas problemer; det var også her, at pacifisten J. på én gang modtog indtryk af bevægelsens store skikkelser og skænkede sit opsparede engelske pund til Madrids kæmpende arbejdere. I besættelsesårene begyndte generationen, der havde lært politik omkring 1930, at besætte mandater. | |||
=== Byrådet === | |||
I 1941 skulle der være kommunalvalg, og partiet satte J. på listen som nr. 11 - en ikke alt for sikker plads. Så kom der forbud mod kommunalvalg; men i 1943 blev det tilladt, og derefter rykkede den 33-årige journalist ind i byrådet og kom snart til at stå i centrum i gruppen. I de første år var det dog i nogen opposition til de ældre og dominerende: Mousten, Johanne Berg, Chr. Nielsen og H.P. Jensen, til dels også borgmester Stecher Christensen. I disse år grundlagdes tillige det snævre samarbejde og venskab med Unmack Larsen, der, skønt 17 år ældre, dog var ny i byrådsarbejdet, selv om han en kort overgang i 1930-erne havde været byrådsmedlem. Nyt var bekendtskabet ikke, for Unmack Larsen havde siden 1920'erne haft nær kontakt med de unge i DSU. Byrådsarbejdet var dengang mere livligt og mere krævende end i dag. I den konservative gruppe var der raske og begavede debattører som J. C. Sørensen og Kai Blicher, og modsætningerne mellem de to grupper var større end nu, hvor navnlig det socialdemokratiske grundsyn på økonomien i det væsentlige er almindelig anerkendt i salen. Krævende var arbejdet, fordi byrådsmedlemmerne før magistratsordningen havde et mere omfattende udvalgsarbejde. J. fik da også hænderne fulde, da han i 1946 blev både gruppeformand og ordfører og stadig var journalist. I udvalgsarbejdet var det særlig de kulturelle sager, der bandt; det var samtidig et sagområde, der frem for noget havde Unmack Larsens interesse; også det forhold udbyggede samarbejdet i årene fra 1945, da han havde overtaget borgmesterposten. Engang i disse år omtalte Unmack Larsen i en vennekreds J. som sin petroleumsdunk - og så er jeg såmænd selv en benzindunk, føjede han til. Man bad om en forklaring. Jo, det kunne være svært at sætte ild i petroleumen, men til gengæld brænder den støt og længe; benzinen derimod fænges af den mindste gnist, men brænder hurtigt ud. Karakteristikkerne vil vistnok også kunne underskrives af J. | |||
Magistratsordningen af 1950 betød, at J. rykkede ind som rådmand og administrator. I det nye arbejde medtog han punktligheden og ordenssansen fra det private liv. Der var hos nogle embedsmænd nervøsitet over tendensen hos rådmanden til at ville være med i detaljen. Det får stå hen, om det var noget, der lå i rådmandens natur; men i så fald skulle det have været fælles for de nye rådmænd, for om dem alle sagde man sådan, da ordningen var i sin vorden. Det var magistratens 4. afdeling, J. var blevet chef for. Hertil er henført netop de sager, som havde fanget interessen gennem årene: skoler, biblioteker, skove, parker, idræt og - skovpavilloner. Det blev rige arbejdsår, hvor nyt blomstrede op. Krigstiden havde bremset meget, som nu skulle indhentes, også selv om økonomien var anspændt. | |||
=== Borgmester === | |||
I 1958 overtog Bernhardt Jensen borgmesterposten fra [[Svend Unmack Larsen]], der måtte trække sig som følge af helbredsmæssige problemer. Bernhardt Jensen var borgmester indtil 1971. | |||
I løbet af sin tid som borgmester arbejdede han for at bevare det gamle bymiljø i midtbyen. Han viste bl.a. en støt stigende modstand mod de omfattede planer om gadegennembrud, som et enigt byråd havde vedtaget i 1954 med [[Ny Hovedgade|Ny Hovedgade-planen]]. Planen ville have betydet, at store dele af Aarhus' ældste bebyggelser langs [[Frederiksgade]], [[Immervad]], [[Lille Torv]], [[Badstuegade]] og [[Studsgade]] ville være blevet nedrevet. Men finansieringen af projektet viste sig hurtigt vanskeligt, og i stedet fremlagde Bernhardt Jensen andre forslag, som i stedet kunne sikre plads til byudvikling i byens udkant. | |||
Først og fremmest arbejdede Jensen igennem 1960'erne for at sammenlægge Aarhus Kommune, der kun omfattede området indenfor [[Ringgaden]] samt [[Christiansbjerg]], med forstadskommunerne. Med kommunalreformen i 1970 blev dette arbejde indfriet. Derudover fik han i årene 1962-64 et fagudvalg til at kortlægge byens kulturarvsværdier, og i 1967 stod han i spidsen for at oprette [[Foreningen for Bykultur i Aarhus]]. I 1968 fik han samtidig gennemtrumfet, at Aarhus skulle have et fast udvalg for bygnings- og miljøbevaring, i dag kaldet [[Aarhus Kulturmiljøråd]]. | |||
Bernhardt Jensen var også med til at starte [[Aarhus Festuge]], som begyndte i 1965 og afløste det tidligere Rundskue. | |||
I 1971 trak Bernhardt Jensen sig på grund af helbredsproblemer. Han blev afløst af [[Orla Hyllested]]. | |||
[[Fil:Bernhardt Jensen 1962.jpg|300px|thumb|left|Borgmester Bernhardt Jensen står i [[Aarhus Rådhus]]tårnet med udsigt over [[Vester Allé Kaserne]] og [[Mølleengen]]]] | |||
=== Den cyklende borgmester === | |||
Bernhardt Jensen var i sin samtid meget kendt for sin brug af cykler. Han var aktiv modstander af bilismen og bevægede sig altid rundt i byen på cykel. Da han tiltrådte som borgmester i 1958, afskaffede han borgmesterbilen, derfor blev han ofte set på cykel rundt i Aarhus. Den 13. 4. 2010 blev der rejst en statue over Bernhardt Jensen, udført af Jan Balling. Statuen hedder ”Tiden, Byen og Manden”. Den forestiller Bernhardt Jensen med sin cykel. Statuen står ved [[Immervad]] ved [[Magasin du Nord]]. | |||
=== Lokalhistoriker === | |||
Efter at være gået af som borgmester brugte Bernhardt Jensen meget af sin tid på at arbejde med lokalhistorie. Interessen for det lokalhistoriske kom også til udtryk i løbet af hans tid som byrådsmedlem, hvor han i 1956 var med til at oprette [[Århus Byhistoriske Udvalg]] og var formand for det indtil 1958. Hans skrev også artikler og bøger i denne periode. I 1961 udsendte han bogen ”Da jernbanen kom til Jylland”, i 1963 ”Fra det glade Århus” og i 1966 ”Som Århus morede sig”. Bernhardt Jensen lagde meget arbejde i sine bøger om lokalhistorie. Han arbejdede fra sit kontor på [[Erhvervsarkivet]], hvor han var tæt på de kilder han brugte. I 1974 udgav han samme med sin bror, Peder Jensen, bogen” Marselisborgskovene”, der hurtigt blev udsolgt. | |||
I 1978 blev Bernhardt Jensen belønnet for sin indsats som lokalhistoriker med en titel som æresdoktor ved [[Aarhus Universitet]]. Han nåede dog aldrig at modtage den, da han døde samme år. | |||
I 2009 blev det besluttet at der skulle opkaldes en boulevard efter Bernhardt Jensen i [[Aarhus Ø]], denne er nu kommet til at hedde [[Bernhardt Jensens Boulevard]]. | |||
== | == Kilder == | ||
*''Berhardt Jensen – alle tiders århusianer'', udgivet af Århus Byhistorisk Fond | |||
* Ole Degn og Vagn Dybdahl: ''Borgere i byens råd - Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd, 1838-1968''; Udgivet af Århus byhistoriske Udvalg, Universitetsforlaget i Aarhus, 1968. | |||
*[http://www.aarhus.dk/da/Aarhus/Oplevelser-i-Aarhus/Aktuelle-nyheder/Statuen-af-Bernhardt-Jensen-blev-afsloeret-den-13--april-2010.aspx Om statuen af Bernhardt Jensen] | |||
Bernhardt Jensen var en modsætningsfyldt natur. Det er en del af marxismens lære, at udviklingen foregår ved sammenstød mellem to modsætninger, der går op i en højere enhed. Også i den henseende var Jensen marxist, at hans sind bestod af modsætninger, der kæmpede med hinanden for tilsammen at skabe personligheden. Nogle eksempler vil vise dette. Kommer en embedsmand med et forslag, bliver han ofte mødt med skepsis, og forslaget kan blive underkastet en kritisk prøvelse, som nok kan gøre embedsmanden beklemt; han skal heller ikke regne med at få at vide, hvordan forslagets videre chancer er. J. træffer imidlertid sine beslutninger, og går han ind for det, så vil ingen byråds- eller magistratskollega have nogen chance for at rokke ham. Prøver en kollega at føre sådanne argumenter i marken, som borgmesteren selv oprindelig anvendte, bliver de modtaget med et ansigt, der tydeligt giver udtryk for overraskelse over en sådan uvidenhed og påholdenhed. J. har kunnet tale i sit parti, så man var klar over, at det mere var et arbejderparti end det parti, der sang »Danmark for folket«. Når lejlighed byder sig, kan J. stadig tale sådan. Han kan imidlertid også til enhver tid føre en raffineret intellektuel samtale med stilfærdig tone. Han kan være så alvorlig og så grebet af sit eget standpunkt, at der ikke bliver plads til skæmt. Men han kan også få timer efter give sig hen i en munter satirisk skildring af egne og meningsfællers standpunkter, en satire, der ikke sjældent tager form af en harmløs imitation. Han kan som næsten ingen nyde teksten i den bramfrie varietésang for siden følsomt at glæde sig over stilfærdig poesi. Han kan også vende sig kritisk mod byen og dens borgere; men både den og de har ingen mere trofast forsvarer, hvis interesserne bliver gået for nær. Mest tydeligt kommer modsætningerne måske frem, når der ikke tales om J. selv, men om hans forhold til offentligheden. Han interesserer sig for andre, for sine medmenneskers kår; men han gør intet for at blive populær, for at hverve tilhængere hverken inden for eller uden for sit eget parti. Alligevel er det tillid og tiltro, der møder ham. Også modstandere kan lære, at det ikke er i ansigtet, de skal aflæse, hvad J. virkelig mener, men i øjets glimt; her afsløres det virkelige standpunkt trods forsøg på at skjule det - det har måske også givet tiltroen. J. er som sin nærmeste forgænger i embedet - Sv. Unmack Larsen - født i Aarhus. I de første år boede familien i Niels Juels Gade på det dengang kun sparsomt bebyggede Trøjborg; da J. var 8 år, flyttede familien til Frederiksbjerg, og fra Fjordsgades Skole tog han i 1927 realeksamen. Faderen var tømrersvend. Det gav ikke velstand; men hjemmet var trygt; det man dengang kaldte et »stabilt« arbejderhjem. Om dette vidner også den gode skolegang, børnene fik. I hjemmet blev der talt politik, og i nogle barndomserindringer hedder det: »Endnu før jeg kom i skole, lyttede jeg med åben mund og øre til politiske samtaler og havde vage sværmerier for alt yderliggående«. | Bernhardt Jensen var en modsætningsfyldt natur. Det er en del af marxismens lære, at udviklingen foregår ved sammenstød mellem to modsætninger, der går op i en højere enhed. Også i den henseende var Jensen marxist, at hans sind bestod af modsætninger, der kæmpede med hinanden for tilsammen at skabe personligheden. Nogle eksempler vil vise dette. Kommer en embedsmand med et forslag, bliver han ofte mødt med skepsis, og forslaget kan blive underkastet en kritisk prøvelse, som nok kan gøre embedsmanden beklemt; han skal heller ikke regne med at få at vide, hvordan forslagets videre chancer er. J. træffer imidlertid sine beslutninger, og går han ind for det, så vil ingen byråds- eller magistratskollega have nogen chance for at rokke ham. Prøver en kollega at føre sådanne argumenter i marken, som borgmesteren selv oprindelig anvendte, bliver de modtaget med et ansigt, der tydeligt giver udtryk for overraskelse over en sådan uvidenhed og påholdenhed. J. har kunnet tale i sit parti, så man var klar over, at det mere var et arbejderparti end det parti, der sang »Danmark for folket«. Når lejlighed byder sig, kan J. stadig tale sådan. Han kan imidlertid også til enhver tid føre en raffineret intellektuel samtale med stilfærdig tone. Han kan være så alvorlig og så grebet af sit eget standpunkt, at der ikke bliver plads til skæmt. Men han kan også få timer efter give sig hen i en munter satirisk skildring af egne og meningsfællers standpunkter, en satire, der ikke sjældent tager form af en harmløs imitation. Han kan som næsten ingen nyde teksten i den bramfrie varietésang for siden følsomt at glæde sig over stilfærdig poesi. Han kan også vende sig kritisk mod byen og dens borgere; men både den og de har ingen mere trofast forsvarer, hvis interesserne bliver gået for nær. Mest tydeligt kommer modsætningerne måske frem, når der ikke tales om J. selv, men om hans forhold til offentligheden. Han interesserer sig for andre, for sine medmenneskers kår; men han gør intet for at blive populær, for at hverve tilhængere hverken inden for eller uden for sit eget parti. Alligevel er det tillid og tiltro, der møder ham. Også modstandere kan lære, at det ikke er i ansigtet, de skal aflæse, hvad J. virkelig mener, men i øjets glimt; her afsløres det virkelige standpunkt trods forsøg på at skjule det - det har måske også givet tiltroen. J. er som sin nærmeste forgænger i embedet - Sv. Unmack Larsen - født i Aarhus. I de første år boede familien i Niels Juels Gade på det dengang kun sparsomt bebyggede Trøjborg; da J. var 8 år, flyttede familien til Frederiksbjerg, og fra Fjordsgades Skole tog han i 1927 realeksamen. Faderen var tømrersvend. Det gav ikke velstand; men hjemmet var trygt; det man dengang kaldte et »stabilt« arbejderhjem. Om dette vidner også den gode skolegang, børnene fik. I hjemmet blev der talt politik, og i nogle barndomserindringer hedder det: »Endnu før jeg kom i skole, lyttede jeg med åben mund og øre til politiske samtaler og havde vage sværmerier for alt yderliggående«. | ||
