Søndre Kirkegård: Forskelle mellem versioner

'''Søndre Kirkegård''', '''Assistens Kirkegård''' eller '''Den Gamle Kirkegård''' blev anlagt i 1818 langs landevejen til Skanderborg og Horsens - i dag [[Frederiks Allé]] - lige udenfor [[Brobjerg Port]]. Første begravelse fandt sted 2. november 1818, mens sidste begravelse på kirkegården fandt sted i 21. november 1926. Fra starten af 1920’erne til 1940'erne blev kirkegården gradvist sløjfet for at give plads til [[Park Allé]], [[Aarhus Rådhus|byens nye rådhus]] og [[Rådhusparken]].

Ungmøen var den 16-årige købmandsdatter [[Ane Schmidt]] og byens nye kirkegård var Søndre Kirkegård.

I starten af 1800-tallet var byens små kirkegårde omkring [[Aarhus Domkirke|Domkirken]], [[Vor Frue Kirke]] og [[Skt. Olufs Kirke]] ved at være fyldt op og det var ligeledes netop blevet forbudt at begrave folk inde i selve kirkerne. Sognerådene måtte derfor søge udenfor bymuren, da den næste kirkegård skulle anlægges.  

Den første Assistens Kirkegård blev indviet 1. september 1813 ved det tidligere godsbaneterræn, hvor [[Aarhus Rutebilstation|rutebilstationen]] i dag ligger. Området havde tidligere været ejet af Købmand [[Jens Nors]], men det viste sig hurtigt at det ikke var egnet til kirkegårdsjord. Grundvandet stod højt og fra 1814 blev der brugt store beløb på at dræne det vandholdige område, for at undgå at ligene ’druknede’. Projektet blev opgivet i 1816.

Efter den første Assistens Kirkegård blev opgivet faldt valget på den højtbeliggende [[Bispetoften]] lige udenfor Brobjerg Port, ved landevejen mod Horsens og Skanderborg. Den nye Kirkegård fik også navnet Assistens Kirkegård, da den skulle assistere de allerede eksisterende kirkegårde. I årene umiddelbart efter Kirkegårdens indvielse i 1818 lukkede byens andre kirkegårde og fra 1828 til 1876, hvor [[Nordre Kirkegård|en ny kirkegård]] i nordbyen blev indviet, var Assistentens Kirkegård byens eneste kirkegård. Herefter blev kirkegården primært omtalt som Den Gamle Kirkegård eller Søndre Kirkegård.

 

Muren om den kommende kirkegård blev påbegyndt i 1817 og i 1818 modtog murermestrene Lisberg, Dahl og Monrad betaling for opførelse af kirkegårdens mur og port, mens snedkermester [[Johan Mejer]] fik betaling for stakitværkslågerne. I 1837 bliver [[Købmændenes Ligbærerlavs Vognhus]] opført i muren. Vognhuset blev senere overtaget af [[Aarhus Brandvæsen]] og fik funktion som [[Sprøjtehuset|sprøjtehus]]. I dag er det udstillet i [[Den Gamle By]].

Klagerne førte til at hunde blev forment adgang på kirkegården og i 1867 kunne man i avisen læse at: ''”Ingen Børn maa tilstedes Adgang til Kirkegaarden uden i Følge med deres Forældre eller Værger, navnlig bliver der herved forbudt Børn besøge Kirkegaarden blot under Ledsagelse af Barnepiger eller andet Tyende.”''

Den helt store trussel mod gravfreden var dog blomstertyveri. Igen og igen rasede aarhusianerne over tyveriet og et indlæg fra 1877 vurderer ''”…at der blandt Almuestanden, hersker en mangelfuld opfattelse af det Forbryderiske ved slige Tyverier, der ikke maae bedømmes som almindelige Blomstertyverier, men som en skjændig Forstyrrelse af Gravfreden.”'' Igen i 1894 kunne man læse: ''”Atter og atter begaaes der de frækkeste Tyverier paa vore Kirkegaarde. Ikke blot bortskjæres de udsprungne Blomster, men hele Buske og Træer graves op”.''

Aarhus var i rivende udvikling i 1800-tallet og kirkegården blev hurtigt for trang. Den første udvidelse kom omkring 1840. Igen i starten af 1860’erne blev kirkegården udvidet med fire tønder land mod syd. Kirkegårdsjorden blev først indviet 15. januar 1864, da købmand [[Hans Jørgen Kaas]]’ datter [[Karen Petra Kaas]] blev begravet.

Samtidigt med kirkegårdens udvidelse kunne tømrermester [[Steinbrenner]] opføre et kapel på den nye del af kirkegården. 21. november 1861 indviede [[stiftsprovst Boesen]] kapellet, der først blev nedrevet i 1945 – altså fire år efter rådhusets indvielse. Kapellet var blevet stærkt beskadiget under [[Schalburgtage i Aarhus|schalburgtageangrebet]] på rådhuset i 13. marts 1945. I sin tid havde kapellet kostet omkring 3000 rdlr., hvoraf 1038 var indsamlet blandt byens borgere og resten var doneret af [[Spare- og Laanekassen]] på [[Store Torv]].

1. januar 1885 var Søndre Kirkegård blevet lagt ind under kommunens administration, forudsat at kirkegården forsat skulle være i brug de næste 42 år. Altså til 1. januar 1927. Kommunen opfyldte forpligtigelsen og sidste begravelse på Søndre Kirkegård fandt sted i 21. november 1926, da 77-årige Johanne Nielsine Petersen (født Christiansen) - enke efter slagtermester [[Johan Petersen]] - blev begravet fra [[Skt. Pauls Kirke]]. I alt nåede omkring 13.000 mennesker at blive begravet på kirkegården – høj som lav.  

En stor del af kirkegården var dog allerede blevet sløjfet i starten af 1920’erne til fordel for anlæggelsen af Park Allé (1919-1920) og udvidelsen af [[Sønder Allé]] (1924-1925). Formindskningen af kirkegården gjorde at gravsteder enten måtte flyttes eller sløjfes.  

Det nye rådhus kunne indvies i 1941, men vi skal helt op til 1. januar 1947 før Søndre Kirkegård blev endeligt nedlagt som kirkegård. I de foregående år var der brugt mange ressourcer på at kortlægge alle gravsteder og hente tilladelser fra de efterladte til enten at flytte gravstederne til andre kirkegårde eller helt sløjfe dem. I slutningen af 1930'erne var det stadigt hensigten at bevare en del af Søndre Kirkegård.

I dag er kirkegården – ligesom salig jomfru Ane Schmidt – borte, og historien om dem begge er for de fleste blevet glemt. Man kan dog stadigt finde levn fra kirkegården i rådhusparkens sydlige hjørne, hvor en række gravsten stadigt er bevaret. Oprindeligt blev 35 gravsten bevaret i rådhusparken, men med tiden er nogle af dem blevet taget ned igen.