Sankt Josephs Hospital: Forskelle mellem versioner

20. september 1907 kunne det store nye hospital indvies, og denne gang lagde stiften spalteplads til anderledes positive røster: ''”Ud imod den monumentale [[Tietgens Plads]] har der i Sommerens Løb rejst sig et imponerende Bygningskompleks, som ikke alene er til Pryd for Byen, men ogsaa gør baade Ordenen og de Mænd, der rejste det, al mulig Ære.”''

Det var arkitekt [[Thorkel Møller]], som stod bag tegningerne til det nye hospital, som blandt andet indeholdt sengestuer, laboratorier, børnesygestuer, operationsstue og badeanstalt. Øverst oppe var mansardetagen indrettet til søstrene med boliger og andagtsrum. Derudover blev poliklinikken fra Østergade flyttet ind i bygningens kælderetage. Det var også i kælderen, at hospitalets stolthed udmundede – nemlig ''”Smudsigtøjs-Skakten”''. Den var højteknologisk indrettet med marmorbetonklædte sider, som let kunne skylles oppefra, og et ventilationssystem, som sendte ''”alle skadelige Dunster”'' op gennem skorstenen.  

Hospitalet var et værdifuldt supplement til [[det kommunale sundhedsvæsen]] og driften af hospitalet foregik i tæt samarbejde med byens resterende hospitaler. Ud over Sct. Josephs søstrene var hospitalet også arbejdsplads for flere af byens førende læger som [[Max Jørgen Brammer|Max Brammer]], der ved hospitalets 50-års-jubilæum stadigt tilså to patienter på hospitalet. Brammer startede som 2. Kirurg under [[Thomas Severin Johannes Nordentoft|Severin Nordentoft]]. Hospitalet var fra begyndelsen opdelt i forskellige afdelinger med hver sin overlæge. På medicinskafdeling var [[Aage Peter Rahleff|Ralff]] overlæge, på neurologiskafdeling var overlægen Dr. [[Haakon Jessen]], på øreafdelingen var det [[Carl Theodor Jacobsen|Carl Jacobsen]], på ortopædisk var det [[Erik Jensen]], mens tuberkuloseafdelingen fra 1913-1925 var ledet af [[Frants Otto Lassen|Otto Lassen]].

Med tiden blev de forskellige specielafdelinger rykket ud på byens kommunale hospitaler, og Sct. Josephs Hospital kom i stedet til at modtage langtidssyge patienter eller patienter, der skulle til genoptræning. Endeligt havde hospitalet også et stort antal privatpatienter.