6.753
redigeringer
Linje 53: | Linje 53: | ||
Nu synes portene imidlertid at have åbnet sig, og i de følgende år indsendes flere ansøgninger – af Falkenberg og andre. Samtidig ser der ud til at være opstået en begyndende irritation i byen, over hvad man opfatter som Elmquists udnyttelse af sit bogtrykkermonopol. Det kommer til udtryk i ansøgningerne, der bl.a. fremhæver Elmquists store formue, og i borgerrepræsentationen, hvor flere medlemmer beklager sig over det, der opfattes som bogtrykkeriets urimeligt høje priser. | Nu synes portene imidlertid at have åbnet sig, og i de følgende år indsendes flere ansøgninger – af Falkenberg og andre. Samtidig ser der ud til at være opstået en begyndende irritation i byen, over hvad man opfatter som Elmquists udnyttelse af sit bogtrykkermonopol. Det kommer til udtryk i ansøgningerne, der bl.a. fremhæver Elmquists store formue, og i borgerrepræsentationen, hvor flere medlemmer beklager sig over det, der opfattes som bogtrykkeriets urimeligt høje priser. | ||
Endelig i januar 1846 åbnes et nyt stentrykkeri af typograf [[Magnus Heymann]]. Stentrykkerierne kræver ikke privilegium, og inden længe begynder Heymann at udsende en række mindre tryksager derfra. Samtidig kæmper Elmquist imod udstedelsen af nye privilegier: han afviser påstandene om, at han har flere bestillinger end han kan nå at ekspedere, og fremhæver stentrykkens konkurrence, og en deraf faldende ordremængde. Lige lidt hjælper det: Magistraten og borgerrepræsentationen har fået nok af Elmquist, der bl.a. anklages for en ”overdreven Hang til Penge”. (Sejr, s. 132) | Endelig i januar 1846 åbnes et nyt stentrykkeri af typograf [[Magnus Heymann]]. Stentrykkerierne kræver ikke privilegium, og inden længe begynder Heymann at udsende en række mindre tryksager derfra. Samtidig kæmper Elmquist imod udstedelsen af nye privilegier: han afviser påstandene om, at han har flere bestillinger end han kan nå at ekspedere, og fremhæver stentrykkens konkurrence, og en deraf faldende ordremængde. Lige lidt hjælper det: Magistraten og borgerrepræsentationen har fået nok af Elmquist, der bl.a. anklages for en ''”overdreven Hang til Penge”''. (Sejr, s. 132) | ||
Måske var der faktisk noget om det: Det er i hvert fald ikke den eneste gang Elmquist er beskrevet som en mand, der værnede om sine pengesager. Hans brud med St. St. Blicher sidst i 1820’erne synes at have været, i hvert fald delvist, forårsaget af uenighed om Blichers honorar, og Elmquist skal også have været kendt for altid at udsætte betalingen af f.eks. håndværkere så længe som muligt. | Måske var der faktisk noget om det: Det er i hvert fald ikke den eneste gang Elmquist er beskrevet som en mand, der værnede om sine pengesager. Hans brud med St. St. Blicher sidst i 1820’erne synes at have været, i hvert fald delvist, forårsaget af uenighed om Blichers honorar, og Elmquist skal også have været kendt for altid at udsætte betalingen af f.eks. håndværkere så længe som muligt. |
redigeringer