Den tyske besættelse: Forskelle mellem versioner

Den tyske besættelse af Danmark fra den 9. april 1940 til den 5. maj 1945 bragte verdenshistorien ind i lokalhistorien, og forholdene på landsplan svarede stort set til situationen i Århus. Befolkningen måtte indstille sig på mange ting som et resultat af besættelsen, og den følgende liste er ikke udtømmende. Politiske fængslinger, bombeattentater, engelske bombeangreb fra luften, ammunitionsulykker, sabotage, mord og henrettelser, forsamlingsforbud, censur, spærretid om natten, mørklægning, omfattende bunkerbyggeri, mineudlægning til vands og til lands, udlevering af gasmasker i tusindvis til befolkningen, hjemmeundervisning af børn da tyskerne inddrog skoler til kasernebrug. Den jødiske befolkning i Danmark måtte i 1943 flygte til Sverige for at undgå at blive sendt til de tyske koncentrationslejre. Man undgik at få hungersnød i Danmark, men det blev rationeringernes og papirgenbrugstøjets tidsalder.  

Oprindelig stod Århus lidt på sidelinjen under besættelsen. Den 9. april 1940 stormede tyskerne over København og Nordjylland til Norge, deres egentlige mål, og de deres egentlige indrykning i Århus skete først dagen efter. Men som krigen trak ud, blev strategiske interesser mere fremtrædende. Stillingen som et jysk jernbaneknudepunkt med stor [[Aarhus Havn|havn]] og anselig metalindustri gjorde Århus til en vigtig by for tyskerne, både i rent militær henseende og i forhold til krigsøkonomien. De Danske Statsbaner (DSB) med [[Centralværkstedet]] i Århus blev i realiteten integreret med det tyske jernbanesystem, og [[Frichs fabrikken|Frichs Lokomotivfabrik]] i Åby blev en betydelig leverandør af transportmidler til tyskerne.

Henover 1942 førte byens voksende betydning til, at krigen blev nærværende. Tyskerne begyndte for alvor at bruge Århus som krigshavn, sabotagen tog sin begyndelse, og de første luftangreb fandt sted. Især [[Aarhus Oliefabrik|Oliefabrikken]] fik en hård medfart, da dens havneafdeling i september 1942 blev ramt af engelske bomber. I 1944 rykkede volden ind i hverdagen. Frem til befrielsen blev forholdene sådan, at enhver kunne blive dræbt hvor og når som helst. Den 4. juli 1944 sprang et tysk våbenlagerskib i luften i Århus havn, formentlig ved en ulykke, med store ødelæggelser og mange dødsfald til følge. Fra den 22. august kørte der ikke længere [[Sporvogne i Aarhus|sporvogne]] og kun få busser i Århus, efter at tyskernes håndlangere havde forvandlet Århus Sporvejes vognpark til en skrotbunke. I oktober var det tyske optrevlingsarbejde ved at skabe en farlig situation for modstandsbevægelsen i Jylland, men krisen blev afværget, da englænderne gennemførte et vellykket præcisionsbombardement på det tyske sikkerhedspolitis hovedkvarter på [[Aarhus Universitet]]. Blandt de bombemål som tyskdirigerede terrorister udvalgte sig var [[Aarhus Rådhus|rådhuset]], [[Skt. Clemens Bro]], [[Aarhus Teater]], [[Aarhus Håndværkerforening|Håndværkerforeningen]], dagbladet [[Demokraten]], [[Vennelyst Pavillonen|teater- og restaurationskomplekset]] i [[Vennelystparken]] og mange bygninger i [[Guldsmedgade]], [[Søndergade]] og [[Østergade]]. Blandt ofrene for deres clearingmord var helt tilfældige mennesker, men også udvalgte personer, som enten hørte til byens mest kendte og respekterede borgere eller var i familie med dem.  

Mange begivenheder i Århus under besættelsen må ses i en landspolitisk og international sammenhæng, hvor højere hensyn fik de lokale involverede til at vise tilbageholdenhed. Tyskland havde en voksende mangel på soldater og arbejdskraft. Modstandsbevægelsen vidste, at tyskerne kun ville sætte alle midler ind, hvis de følte sig tvunget til det, men også at de i så fald ville gøre det. På den anden side var tyskerne klar over, at modstandsbevægelsen måtte prioritere sine midler mellem sabotage og oprustning til en eventuel landkrig i Danmark. Derfor blev den politiske faktor betydningsfuld ligesom Tysklands krigsøkonomiske interesser i Danmark. På lokalt plan kunne tyskerne samarbejde med de stedlige danske myndigheder under hele besættelsen, samtidig med at tyskerne opretholdt den daglige forretningsgang med den danske forvaltning på nationalt plan også efter august 1943. Heri ligger sandsynligvis forklaringen på, at tyskerne ikke besatte Århus Rådhus og heller ikke ransagede det, selv om [[Aarhus Byråd|byrådet]] så igennem fingrene med, at modstandsbevægelsen benyttede bygningen. Det ville i så fald også være forklaringen på, at tyskerne undlod at besætte kraftværkerne i Århus, men tværtimod lod et væbnet borgervagtværn holde kraftværkerne som en veritabel fæstning for at forhindre sabotage og bombeangreb.  

==Litteratur og kilder==