Fagforeninger i den aarhusianske tøjindustri (1908-1993)
Samling i Aarhus Stadsarkiv
Se Aarhus Stadsarkivs samling om fagforeninger i den aarhusianske tøjindustri
Fagforeningsdannelserne inden for tøjindustrien i Aarhus har siden de første fagforeninger i slutningen af 1800-tallet været genstand for adskillige strukturændringer i takt med ændrede vilkår for produktion, skiftende medlemstal, mekanisering og lignende. Overordnet eksisterede en række fagforbund, der forholdsvis tidligt fik lokalafdelinger i Aarhus. Under fagforbundene fordelte de forskellige branchers arbejdere sig i lokalt funderede fagforeninger.
Generelt er tendensen, at man i begyndelsen af perioden ser oprettelse af flere mindre fagforeninger, der i løbet af 1900-tallet finder incitament i at fusionere og danne større forbund og fagforeninger.
Det ældste af tøjindustriens fagforbund var Dansk Skrædderforbund, der blev stiftet i 1887, og i 1965 fik navneforandring til Dansk Beklædningsarbejderforbund. Det andet fagforbund var Dansk Væverforbund, der senere kom til at hedde Dansk Textilarbejderforbund, og som i 1894 fik en afdeling i Aarhus. Mens Beklædningsarbejderforbundet primært var rettet mod skræddere og syersker, var Textilarbejderforbundet primært rettet mod vævere og andre former for tekstiloperatører.
Pr. 1. april 1978 blev de to forbund lagt sammen under navnet Dansk Beklædnings- og Textilarbejderforbund (DBTF), Aarhus-afdeling, som fra årsskiftet 1997/98 igen blev indlemmet i SiD. Under DBTF blev lokalafdelingerne inddelt i seks regionalområder, hvoraf Østjydsk Område bestod af afdelingerne i Aarhus, Ikast, Silkeborg, Grenå, Hammel og Ry.
Under Dansk Skrædderforbund blev der i marts 1908 oprettet tre fagforeninger i kølvandet på et agitationsmøde afholdt af forbundet den 19. marts: Syerskernes Fagforening i Aarhus, Skræddernes Fagforening i Aarhus og De kvindelige Herreskrædderes Fagforening i Aarhus. Allerede i 1919 blev De kvindelige Herreskrædderes Fagforening indlemmet i Syerskernes Fagforening, og ca. 1976 skete det samme for Skræddernes Fagforening.
Tekstilarbejderne havde siden 1894 været organiseret i Textilarbejdernes Fagforening i Aarhus under Dansk Væverforbund (senere Dansk Textilarbejderforbund). Fra årsskiftet 1985/86 skete samme sammenslutning inden for fagforeningsdannelserne, som i 1978 var sket inden for fagforbundene: Syerskernes Fagforening i Aarhus blev lagt sammen med Textilarbejdernes Fagforening i Aarhus. Den nye fællesfagforening fik navnet Beklædnings- og Textilarbejdernes Fagforening i Aarhus og eksisterede frem til årsskiftet 1997/98, hvor fagforening og forbund blev en del af SiD.
Arkivskabere
- De kvindelige Herreskrædderes Fagforening i Aarhus
- Dansk Beklædnings- og Textilarbejderforbund, Aarhus-afdeling
- Syerskernes Fagforening i Aarhus
- Skræddernes Fagforening i Aarhus
- Fællesklubben Tage Vanggaard
- Beklædnings- og Textilarbejdernes Fagforening i Aarhus
- Beklædnings- og Textilarbejdernes Stiftelse i Aarhus
- Aase Mejlgård
Litteratur og kilder
- Ved Dansk Textilarbejderforbund, Århus afdelings 70-års jubilæum. Aarhus, 1964