Den Anglikanske kirke

Fra AarhusWiki

Den anglikanske kirke blev grundlagt som en del af reformationen i 1500-tallet. Den brød, i lighed med andre protestantiske og evangeliske retninger, med den pavestyrede katolske kirke. Den anglikanske kirke udmærkede sig ved ikke at have et specifikt religiøst overhoved, ej heller havde den en central reformator i sin dannelse, men derimod havde og har den engelske majestæt som frontfigur. I og med at kirken var et specifikt engelsk fænomen, var den udelukkende kirke i England og De Britiske Øer og øvrige britiske områder. I kraft af det britiske imperiums udstrækning og kolonisering har den fået det internationale præg, den har i dag. Dette har ført til, at kirken dels er den engelske statskirke og dels i det verdensomspændende kirkesamfund ved navn The Anglican Communion.

Den anglikanske kirke kan ikke fuldstændigt sidestilles med andre protestantiske retninger, og det er i særlig grad på grund af intentionen om at bevare traditioner fra oldkirken og den katolske kirke. Dette leder til en mellemvej mellem en katolsk og en protestantisk form for kristendom. Mellemvejen er defineret ved ikke at følge paven som kirkeligt overhoved og heller ikke at følge en bestemt reformator. Bibelen anses for at indeholde den viden, som er nødvendig for at opnå frelse, men den er ikke den eneste kilde til viden om Gud. Heri spiller tradition og fornuft en større rolle, da disse kan fungere som kilder til viden om frelse og Gud ligeså. Menigheden i Aarhus er udgået som datterkirke af den anglikanske kirkes hovedsæde i København.


Gruppens historie i lokalområdet

På baggrund af et behov for en anglikansk menighed i lokalområdet blandt herboende engelske kvinder, der havde giftet sig med danske mænd, blev den anglikanske menighed i Aarhus grundlagt sidst i 1960’erne. Møllevangskirken i Aarhus blev kontaktet, og gruppen blev tildelt gratis brug af folkekirkens lokaler til gudstjeneste. Til dette kommer en præst fra den anglikanske kirke i København (St. Alban’s Church. The Anglican Church in Copenhagen) og prædiker. Indtil da havde kirken i København været den eneste anglikanske menighed i Danmark.


Organisation

Organisationen i Den Anglikanske Kirke i Aarhus er baseret på medlemmer, som frivilligt udfylder og udfører roller, som er nødvendige for, at menigheden fortsat kan bestå. Der er ikke tale om en religiøs organisation, men en praktisk organisation. Denne består af en kasserer, praktisk koordinator (fx gudstjenestedatoer og kirkekaffe), indkøbsansvarlig, korsanger og musisk leder (organiserer organist). Indenfor de sidste 10 år er ansvaret for de praktiske områder blevet uddelegeret fra én enkelt organisatorisk leder til de ovennævnte praktiske roller. Personerne, som udfylder disse roller, er valgt ud fra et frivillighedsprincip, hvor det i fællesskab bliver besluttet, hvem der har hvilke opgaver. Kassereren for menigheden i Aarhus er ligeledes en del af menighedsrådet i Købehavn. Menigheden i Aarhus har nu gennem pladsen i menighedsrådet fået mere føling med arbejdet i moderkirken i København. Den anglikanske kirke i København er det ledende organ for den anglikanske kirke i Danmark. Den anglikanske kirke er et godkendt trossamfund.

Den religiøse leder af menigheden i Aarhus er præsten, som kommer over seks gange årligt fra København for at afholde gudstjenesterne. Præsten er udpeget af biskoppen for det anglikanske Europastift og ikke som i den danske folkekirke, hvor præsten bliver udpeget af menighedsrådet. Selve biskoppens legitimitet er bestemt ud fra den apostolske succession (dvs. at den anglikanske kirke anerkender deres biskopper som apostlenes efterfølgere og deres præster som deres medarbejdere). Denne tanke har kirken i øvrigt beholdt fra den katolske tradition.

På national og international basis er den anglikanske kirke hierarkisk opbygget. En hierarkisk orden som står i kontrast til den relativt flade struktur i Aarhus-menigheden. Den hierarkiske struktur i moderkirken afspejler sig dog i, hvordan menigheden i Aarhus er en del af det københavnske ”chaplaincy”, dvs. under den københavnske kirke; denne struktur minder om et engelsk sogn. I den københavnske menighed er der to kirkeværger, som rapporterer direkte til biskoppen for det anglikanske Europastift og er hans repræsentanter. Biskoppen har hermed mere indflydelse og direkte ansvar for den anglikanske kirke i Danmark. Yderligere har menighedsrådet mindre indflydelse på det religiøse og rituelle område og har heller ikke valg- eller vetoret ved præstevalg, men i stedet er dets magt manifesteret i det praktiske ansvar for kirken.


Medlemmer

Den Anglikanske Kirke opererer ikke med et fast medlemsbegreb, men hvis man er fast kirkegænger, kommer man på en liste over personer, som informeres angående kommende gudstjenester og andre begivenheder i menigheden. Gudstjenesterne foregår seks gange årligt i Møllevangskirken. Til hver af disse gudstjenester inviteres de ca. 60 personer, som står på listen. Gennemsnitlig ligger kirkegængerantallet mellem 15 og 20, der fortrinsvis kommer fra Aarhus, men det forekommer, at folk fra Nord- og Sønderjylland deltager. Medlemmerne er typisk ældre personer med en tilknytning til kirken gennem familien. Folk, som er født ind i en anglikansk tradition, men så senere er flyttet til Danmark. Alderen på medlemmerne spiller en stor rolle i forhold til menighedens fortsatte udvikling. Da de fleste af de stiftende og nuværende medlemmer er ældre personer, svinder menigheden ind i takt med årene, der går. Derudover er medlemmernes familie ikke nødvendigvis anglikanere og er derfor ikke en garanti for en tilføjelse af nye medlemmer. På grund af det relativt lave antal af gudstjenester, seks gange årligt, er det blevet tilladt for anglikanerne at deltage i andre kirkers gudstjenester, fx i den danske folkekirke. Mange af deltagerne i de anglikanske gudstjenester er fuldgyldige medlemmer af den danske folkekirke. Rekrutteringen af nye medlemmer er ikke en sag, den anglikanske kirke går aktivt ind i, men der er planer om en kommende Facebook-side og mulig kontakt til de lokale universitetsinstitutioner. Når rekrutteringen ikke foregår aktivt, skyldes det, at man anser den anglikanske kirke for at være en gæstende kirke i Danmark og derfor ikke vil ”stjæle” medlemmer fra andre kirkesamfund. Den anglikanske kirke afviser dog ikke nye kirkegængere og finder det vigtigt, at kirken er synlig for personer, som kunne have brug for den. Denne synlighed er specielt beregnet på immigranter fra andre dele af verden, hvor den anglikanske kirke er stor, og herboende studerende.


Økonomiske forhold

Frivilligt arbejde og donationer er vigtige for Den Anglikanske Kirke i Aarhus, da kirken ikke modtager nogen form for offentlig støtte. Menigheden er selvfinansierende igennem donationer og indsamlinger ved gudstjenesterne. Der er intet krav om, at man skal støtte kirken økonomisk som kirkegænger, men kirken forventer, at man yder et bidrag, hvis man er fast kirkegænger. Som godkendt/anerkendt trossamfund har de skattefordele i forhold til bidrag fra medlemmerne. Kirken er selvfinansierende, og rejser og arbejde bliver betalt gennem de donationer og indsamlinger, som menigheden foretager under gudstjenesterne. Rejserne er hovedsagelig i forbindelse med menighedsrådsmøder i København og præstens rejse til Aarhus. Resterende beløb bliver sendt til hovedkirken i København i forbindelse med hjælp til større projekter som fx restaurering af kirkens materialer.


Religiøs/spirituel praksis

Da menigheden i Aarhus ikke er særligt stor, er der ikke ansat en præst specielt til denne menighed. Præsten kommer derfor rejsende fra hovedkirken i København. Selve gudstjenesterne følger ikke et fastlagt årligt system, men der plejer at være en høstgudstjeneste og en julegudstjeneste. Indholdet af gudstjenesten er fastlagt efter den anglikanske kirkes ritualbog Book af Common Prayer fra 1559 i den nyeste udgave. Søndagsgudstjenesten følger samme form som i mange øvrige historiske protestantiske kirker. I den anglikanske gudstjeneste er der særlige elementer, som at man står op, når man synger, og at man knæler under bøn. Yderligere er der, i forhold til fx folkekirkens gudstjeneste, et større samspil med præsten i form af gestik, tale og sang. Derudover ved de særlige gudstjenester (julegudstjenesten specielt) er der oplæsninger fra Bibelen af menighedens medlemmer. Bryllupper, barnedåb og konfirmationer er sjældne, men forefindes i kirken. Hyppigheden af disse aktiviteter er ikke stor, men det skyldes primært medlemmernes alder. Den anglikanske kirke opererer med syv sakramenter ligesom den katolske kirke. Sakramenterne er opdelt, alt efter hvordan deres oprindelse er opfattet. Dåben og nadveren er anset for at være indstiftet af Gud og er derfor også de vigtigste ritualer. Dåben er det sakramente, som indlemmer nye medlemmer i kirken og fællesskabet, mens nadveren er med til at holde fællesskabet sammen. Konfirmation, ordination, bryllup, absolution og sidste olie anses for at være menneskeskabte og er derfor mindre centrale end dåben og nadveren, men de er stadig vigtige i den anglikanske kirke. Efter hver gudstjeneste er der en social sammenkomst.


Eksterne relationer

Den Anglikanske Kirke i Aarhus lægger meget vægt på at være en del af hovedkirken i København, og omfanget af Aarhus-menighedens markedsføring er derfor begrænset til moderkirkens markedsføring. Menigheden har en hjemmeside, der indeholder de nødvendige praktiske informationer. Den Anglikanske Kirke er relativt fleksibel, hvad angår medlemmernes brug af andre kirker. En del af medlemmerne og kirkegængerne i kirken deltager i gudstjenester i den danske folkekirke. Denne fleksibilitet er gældende for den anglikanske kirke internationalt og gør den i stand til at tilpasse sig kulturer og traditioner i de samfund, hvor den eksisterer. Indenfor de sidste 10 år har Den Anglikanske Kirke gennem frivillig hjælp annonceret om kirken gennem Det Økumeniske Center. Dette center fungerer som sted for meningsudveksling for flere kristne kirker og grupper med et ønske om at overkomme forskelle og forstå hinanden. Dette har til formål at nå ud til unge udenlandske studerende, som ønsker en mere international kirke end de danske alternativer, og er bl.a. et forsøg på at holde menigheden i gang, da medlemmerne i menigheden efterhånden svinder ind og nye medlemmer er nødvendige, hvis menighedens arbejde skal fortsætte.


Forandringer

Indenfor de sidste 10 år er der ikke sket de store forandringer i Den Anglikanske Kirke i Aarhus. Den største forandring må siges at findes i organiseringen og fordelingen af det praktiske arbejde internt i menigheden. Hvor ansvaret førhen lå hos én nøgleperson, er det nu fordelt ud på flere personer, som udfører deres roller på frivillig basis. Samtidig har menigheden i Aarhus fået en plads i menighedsrådet i København. Dette er gjort for at få mere føling med udviklingen i moderkirken og deltage mere i kirkens arbejde. Alderen blandt menighedsmedlemmerne er en faktor, der har betydning for kirkens fremtid. I takt med at medlemmerne bliver ældre, og da der er langt mellem nye medlemmer, stiger gennemsnitsalderen, og det bliver sværere at opretholde menigheden. Dette vil være en afgørende faktor i de kommende år.


Original kilde

Religion i Aarhus 2013 En kortlægning af religion og spiritualitet. Redigeret af Lars Ahlin, Jørn Borup, Marianne Qvortrup Fibiger, Brian Jacobsen og Marie Vejrup Nielsen 2. reviderede udgave. Center for Samtidsreligion, Aarhus Universitet, 2015.

Link: Religion i Aarhus 2013 (online PDF-fil) (hentet den 15. august 2017)

ISBN: 978-87-92829-45-0


NOTE: Artiklen er kopieret fra 2. reviderede udgave af "Religion i Aarhus 2013" (2015), som er udgivet af Center for Samtidsreligion på Aarhus Universitet. Kopieringen er foretaget med samtykke fra både forfatter og redaktører.