Citykirken

Fra AarhusWiki
Indlæser kort...
Citykirken. Foto: Benjamin Thorup, 2019.

Citykirken er en uafhængig evangelisk frikirke, som teologisk står i tæt forbindelse med andre evangeliske trossamfund, hvor der lægges vægt på den karismatiske forkyndelse, prædiken og lovsang.

Citykirken er den foreløbige kulmination på en sammenlægning af tre evangeliske kirker i Aarhus med indvielse af den nye kirke i det tidligste forår 2010. Apostolsk Kirke, Frikirken ved Runddelen og Pinsekirken Århus havde forud for sammenlægningen haft et årelangt samarbejde, hvor man udvekslede prædikanter og arrangerede events for kirkegængere og medlemmer. Efter eget udsagn skyldtes sammenlægningen drømmen om at skabe en mere nutidig kirke med de samme centrale budskaber som før. Det viser sig ved, at Citykirken forsøger at agere som en syntese af de tre tidligere selvstændige kirker, hvor man lægger vægt på både det missionerende arbejde udadtil, i overensstemmelse med Apostolsk Kirke, det personlige fromhedsliv, som var kendetegnet for Frikirken ved Runddelen, og Pinsekirkens centrale punkter med tungetale og helbredelse.

Citykirkens navn refererer ikke til noget konkret, men er resultatet af overvejelser om at forny kirkens udtryk udadtil. Kirken identificerer sig derudover ikke som en religion, men som værende i et fællesskab i en relation til Gud, om Gud og Bibelen.

Gruppens historie i lokalområdet

Citykirken har som samlet enhed i Aarhus kun eksisteret i to år, men de kirker, som tidligere fungerede selvstændigt, har været til stede i Aarhus i mange år. Således havde tidligere Apostolsk Kirke haft en menighed i Aarhus siden 1925, Pinsekirken siden 1928, og Frikirken ved Runddelen havde som yngste kirke eksisteret siden 1994. Sammenlægningen af de tre kirker foregik i de lokaler, der tidligere havde rummet Pinsekirken på adressen i Hasle. Kirkerummet, der tidligere var blevet anvendt af Apostolsk Kirke på Nørre Allé, blev solgt til KFUM, og Citykirken råder i dag over lokalerne fra Frikirken ved Runddelen; disse udlånes til mindre kristne grupper.

Gennem en række af aktiviteter og ved at holde kirken på Viborgvej åben i dagtimerne forsøger Citykirken at etablere sig som et reelt værested for sine medlemmer og nysgerrige. Kirken er indrettet med både café og boghandel, og der er mulighed for at lave lektier, læse eller på anden måde bruge kirken som opholdssted.

Organisation

Citykirken er organiseret som en forening med generalforsamling, vedtægter, forretningsorden og lignende. Generalforsamlingen godkender en ledelse, som står til ansvar for generalforsamlingen, men ellers er selvsupplerende. Ledelsen består af Citykirkens præster, menighedsrådet og eventuelle andre egnede kandidater, og ledelsen står for langt det meste af Citykirkens drift, dog med den undtagelse, at store anlægsudgifter skal vedtages på generalforsamlingen. Foruden en økonomisk administrator har Citykirken tre ansatte præster, og derudover en ungdomspræst, som alle både er engagerede i det organisatoriske arbejde og står for et fast indslag til kirkens gudstjenester.

Størstedelen af det arbejde, der udføres i kirken, varetages af frivillige, der opdeles i områder, eksempelvis udsmykning eller udendørsområdet. Disse områder ledes af frivillige teamledere, der udpeges af kirkens ledelse.

Medlemmer

Citykirken er som sådan åben for alle, og mange af de mennesker, som kommer til gudstjenester og i øvrigt benytter sig af Citykirkens arrangementer, omtales som gæster. Der er imidlertid en kerne af medlemmer, som har forpligtiget sig ved at underskrive en indmeldelse. Eneste krav for at være medlem i Citykirken er, at man tror på Jesus, hvilket er en afvigelse fra tidligere, hvor især Pinsekirken og Frikirken ved Runddelen forpligtede medlemmer til voksendåb og/eller det, som opfattedes som særlig kristen livsførelse, og deltagelse i kirkernes respektive arrangementer. Derudover er Citykirken åben overfor, at de, som kommer i kirken, også har deres gang i andre kirker. Man kan imidlertid kun have medlemskab ét sted.

Citykirken har 405 medlemmer fra 15 år og opefter. Da man valgte at sammenlægge Apostolsk Kirke, Frikirken ved Runddelen og Pinsekirken, havde medlemmerne ikke mulighed for at overføre deres medlemskaber og skulle således melde sig ind på ny. Dette har betydet, at nogle faldt fra, men en stor del af den nuværende menighed i Citykirken er gengangere, primært fra Pinsekirken og Apostolsk Kirke.

Medlemmerne er næsten ligeligt repræsenteret på tværs af alder og køn. Det er primært etniske danskere, som kommer til Citykirken, men nydanskere med baggrund udenfor den vestlige verden udgør op mod en fjerdedel af deltagerne, og Citykirken arbejder på nuværende tidspunkt for at oprette en engelsksproget gruppe, der kan nuancere de nuværende kirkelige handlinger, der alle foregår på dansk.

Citykirken har en række af arrangementer, der skal få interesserede til at melde sig ind i kirken, og nye medlemmer kan komme i kontakt gennem offentlige møder, bøger, internettet, personlige kontakter og ikke mindst en velkomstmesse. På lang sigt håber Citykirken at nå 1.200 medlemmer.

Økonomiske forhold

Langt størstedelen af arbejdet, der udføres i Citykirken, er baseret på frivillige og de såkaldte frivillige teams, der dækker kirkens forskellige områder: udearbejde, oppyntning, restaurering, betjening i caféen og lignende.

Tre præster og en økonomisk administrator er lønnet, og pengene til dem og til finansieringen af kirkens arrangementer kommer primært fra frivillige bidrag og kontrakter, hvor Citykirkens medlemmer donerer et frivilligt beløb af deres indtægt hver måned – ca.140 medlemmer benytter sig af denne mulighed.

Derudover får kirken indtægter fra udlejning af kirkens lokaler og ved at tage entré ved koncerter, og salget af Apostolsk Kirke på Nørre Allé har derudover skabt et solidt økonomisk grundlag.

Citykirken er godkendt som trossamfund, men fungerer som selvstændig kirke og modtager som sådan ikke offentlig støtte, men man har alligevel søgt og modtaget nogle offentlige midler til specifikke aktiviteter, eksempelvis børnegudstjenester.

I fremtiden håber Citykirken at kunne publicere tekster med samlingen af prædikener, som kan sælges til medlemmer og interesserede for at skabe en bedre indtjening.

Religiøs/spirituel praksis

Citykirkens altovervejende grundlag er, som evangelisk kirke, Bibelen og dertil korset som det tegn, man samles om. De religiøse handlinger foregår i vid udstrækning i et trapezformet kirkerum og derudover i kirkens café. Kirkerummet udsmykkes i perioder af tre eller fire måneder efter forskellige temaer, som præsterne sammen finder frem til, og selve kirkerummet præges, udover en 4 x 6 meter skærm, af en stor scene, hævet en anelse over gulvhøjde, og stolerækker, der deler sig i henholdsvis stueetagen og en balkon. I forbindelse med gudstjenester, prædiken og andre aktiviteter anvendes en lang række virkemidler: musik, sang, PowerPoint og filmklip samt en fælleshilsen, hvor man omfavner eller giver hånd til sin sidemand, for at nævne nogle. Især stilen, som i dag er inspireret af de store internationale vækkelseskirker, var før Citykirkens opståen langt mere traditionel i de tre respektive kirker.

Citykirkens religiøse liv baserer sig på den personlige oplevelse af Gud, og mange af kirkens arrangementer, og store dele af gudstjenesterne, handler om at formidle denne oplevelse af Gud gennem forkyndelsen, prædiken og lovsang. Derudover forsøger Citykirken gennem disse aktiviteter at præge deres medlemmer til at leve efter guddommelige værdier, hvilket i praksis betyder, at kirkens medlemmer lader deres tro gennemsyre alt i livsstilen.

Kirkens religiøse praksis centrerer sig om søndagens gudstjenester og de øvrige højtider og helligdage. Kirken tilbyder desuden kvindebrunch, morgenkaffe, bøn før gudstjenester, middagsmesser, børnekirke under gudstjenesterne, spisning i kirken, seniorklub, helbredelsesmøder samt ”Passion”, LOUD Boost og LOUDfilmnat, som alle er kirkearrangementer rettet imod unge mellem 12 og 20. Derudover har Citykirken nogle initiativer, der retter sig imod et mere individuelt udtryk for det religiøse tilhørsforhold, bl.a. bønnemøder og guider i at læse Bibelen.

Ved siden af den religiøse praksis og aktiviteter, der har relation til det religiøse grundlag, er Citykirken involveret i afholdelse af aktiviteter for kirkens frivillige og for kirkens øvrige medlemmer og gæster; eksempelvis er man aktiv i indsamlingen af nødhjælp, i bemandingen af genbrugsbutikker. Man har ungenetværket ”LOUD” og magasinet ”PULS” og ”Pastacentralen”, som er et tilbud til børnefamilier om spisning i kirken. Derudover holder Citykirken interne arrangementer for medarbejdere og ledere af frivilligteam, hvor udviklingen af kirken diskuteres, og hvor der også indgår en række træningsforløb.

Eksterne relationer

Nationalt har Citykirken et årelangt medlemskab af Evangelisk Alliance og Dansk Frikirkeråd og et samarbejde med hjemmesiden Frikirkenet.dk, som samler og formidler informationer om en lang række af danske frikirker. Derudover betjener Citykirken sig af en række personlige relationer, som præsterne indgår i forbindelse med erfaringsudveksling og arrangementer med andre frikirker, i Aarhus og nationalt.

Endelig indgår Citykirken også i nogle internationale relationer, der bl.a. har ført til deltagelse i en international konference om kirkeledelse i Bradford, England, og en tur for Citykirkens ansatte præster til Korea og Singapore for at besøge nogle af verdenens største kirker.

Forandringer

Hvor man tidligere havde Apostolsk Kirke, Pinsekirken og Kirken ved Runddelen, har Aarhus i dag Citykirken. Denne hylder så vidt muligt sit brede ophav ved at italesætte kontinuitet, alt imens den opståede Citykirke i praksis er blevet en mere åben og kompromissøgende menighed end sit ophav. Dette ses bl.a. i færre konkrete krav om eksempelvis voksendåb eller deltagelsesfrekvens i menighedens arrangementer. Citykirken er også en større menighed end sit ophav og har været i stand til at tiltrække flere unge end tidligere, dette er delvist sket i takt med en øget professionalisering af prædikanter og administration samt bedre lokaler.

Se også

Citykirken på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

Citykirken

Litteratur og kilder

Religion i Aarhus 2013 En kortlægning af religion og spiritualitet. Redigeret af Lars Ahlin, Jørn Borup, Marianne Qvortrup Fibiger, Brian Jacobsen og Marie Vejrup Nielsen 2. reviderede udgave. Center for Samtidsreligion, Aarhus Universitet, 2015.

Link: Religion i Aarhus 2013 (online PDF-fil) (hentet den 15. august 2017)

ISBN: 978-87-92829-45-0


NOTE: Artiklen er kopieret fra 2. reviderede udgave af "Religion i Aarhus 2013" (2015), som er udgivet af Center for Samtidsreligion på Aarhus Universitet. Kopieringen er foretaget med samtykke fra både forfatter og redaktører.