Anker Høxbro Kirkeby (1884-1957)

Fra AarhusWiki
(Omdirigeret fra Anker Kirkeby)

Anker Kirkeby (født den 13. september 1884 i Aarhus, død i 1957 på Frederiksberg og begravet på Søndermark kirkegård) var journalist.

Anker Kirkeby var søn af grosserer Wilhelm Kirkeby (1836–1909) og Maren Sabine Kristine Høxbroe (1843–1931). Faderen drev handelsvirksomhed fra Mejlgade 8.

Anker Kirkeby tog studentereksamen fra Aarhus Katedralskole i 1903 og filosofikum det følgende år. Oprindeligt ønskede Anker Kirkeby at blive lægemissionær, og han begyndte derfor at studere medicin, men han forlod studiet igen. Efterfølgende gik han i gang med litterære studier, da han havde planer om at blive skuespiller, men også dette endte uforløst.

Han rejste ud i verden og sendte i forbindelse med sine ophold i bl.a. Paris rejsebreve hjem til Politiken. Her forblev han tilknyttet resten af sin aktive karriere, og han er i eftertiden blevet betegnet som en af avisens mest fremtrædende medarbejdere.

Han arbejdede med mange forskellige emner, og som reporter og korrespondent var han i sin emnebehandling og stil måske den, der kom til at ligge tættest op ad sin læremester Henrik Cavling. Som journalist blev han en institution, og arven efter hans arbejde bestod i mange år.

Anker Kirkeby besad et stort engagement i sager, som han brændte for, og han var ikke bange for at forlade journalistens observerende ståsted for selv at argumentere kraftigt for et synspunkt.

Han fik - tilskyndet af sin stærke sociale følelse - idéen til og stod i en menneskealder i spidsen for De Juleløses Jul. Det var en juletræsfest for samfundet svageste – dem, som ikke havde mulighed for at holde juleaften. Idéen fik han, da han ønskede at lave en reportage om juleaften for de svageste og drog rundt i Københavns gader sent den 24. december 1910 og oplevede de kummerlige kår, som børn såvel som voksne levede under.

I 1954 oprettede Anker Kirkeby Dansk Pressemuseum, til hvis samling Kirkeby selv var en flittig donor. Museet flyttede i 1958 til Strandvejen 90 i Aarhus. Her havde det til huse frem til 1990, hvor det blev fusioneret med Dansk Mediemuseum i Odense.

Arkivalier vedr. Anker Kirkeby i AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

Se arkivalier vedr. Anker Kirkeby AarhusArkivet

Litteratur og kilder