Havnearbejdere

Havnearbejdere

Havnearbejderne på Århus Havn varetager håndteringen af gods, der transporteres til søs. De adskiller sig fra andre ansatte på kajfronten som f.eks. kranførerne derved, at de traditionelt set har været løsarbejdere og stadig i begrænset omfang er det. Havnearbejderne er organise-ret i Havnearbejdernes Fagforening grundlagt i 1885. Havnearbejdernes Fagforening har altid haft fast kontor på Århus Havn, men var tidligere en underafdeling af Specialarbejderforbundet i Danmark (SID), der fusionerede med 3F 1. januar 2005 og blev en underafdeling af 3F Transport, logistik og byg i Århus. Som regel arbejder havnearbejderne på akkord – dog sikret af en minimumsløn. Ca. hvert andet år forhandler Havnearbejdernes Fagforening og arbejdsgi-verne om overenskomsten, der specificerer akkordlønnen samt minimumsantallet af havnear-bejdere i forhold til skibs- og lasttyper.

Arbejdsdagen

En typisk dag for en havnearbejder startede i mønstringshallen kl. 07:00, hvis der vel at mærke var skibe i havnen. I mønstringshallen fordeltes dagens arbejdsopgaver af repræsentanter eller ’formænd’ fra Århus Stevedore Kompagni eller andre af havnens arbejdsgivere. Formændene havde ofte selv havde været havnearbejdere. De stod på en forhøjning i mønstringshallen, hvorfra de fremmødte havnearbejdere blev forhyret. Det forløb således, at den, der skulle lede arbejdet på skibet, nævnte formanden først og derefter de øvrige havnearbejdere, som primært skulle udføre det manuelle arbejde i skibenes lastrum. De arbejdere som ikke fik del i dagens opgaver benyttede mønstringshallens arbejdsformidlingskontor, hvor de med et dato-stempel som bevis for fremmøde kunne hæve deres arbejdsløshedsunderstøttelse. I dag fore-går forhyringen på samme vis, blot møder arbejderne i dag frem hver dag i multiterminalbyg-ningen.

Lastning og losning

Lastning og losning foregår altid i én arbejdsgang, indtil skibet er udlosset eller lastet. Da skibets liggetid i havnen er en stor omkostning for rederiet, er det afgørende, at lastning og losning foregår så hurtigt som muligt og uden ophold. Arbejdstiderne strækker sig derfor ofte til ud på aftenen og natten samt i weekender og på helligdage.

I tidligere tider var arbejdet på skibet organiseret således, at den ledende havnearbejder eller ’lugemanden’ koordinerede arbejdet i lasten med kranen på kajen. Navnet afspejler hans plads ved skibets lasteluge, hvorfra han havde overblik over lastrummet og samtidig havde visuel kontakt til kranføreren. Det var ofte ældre eller nedslidte havnearbejdere, der fik tjansen som lugemand. Andre positioner var jobbet som ’winchman’ – dvs. den der styrede et damp- eller hånddrevet spil ombord, hvis skibet havde et. Pladsen som winchman blev ofte besat af tidli-gere søfolk, der havde prøvet at køre kranen i deres tidligere virke, eller af erfarne havnear-bejde. Et andet skånejob var ’vognsætteren’, der sørgede for at de hestetrukne godsvogne stod rigtigt på kajen i forhold til losning af lasten. Han sørgede desuden for at hestene forholdt sig rolige under arbejdet.

I tidligere tider foregik losning og lastning ved, at havnearbejderne først byggede et stillads i niveau med skibets ræling op på kajen, således at lasten kunne bæres fra skibet og ned på kajen eller vognen. Ved lastning og losning af smørdritler (tønder med smør) foregik arbejdet på en sliske, der kunne stikkes gennem en lasteluge i skibet sider. På samme vis kunne træla-ster losses og lastes gennem lasteluger i skibssiden, hvorved man undgik den besværlige vej op over rælingen. Typisk havde skibe med trælast også dækslast, dvs. at en yderligere trælast var stuvet på dækket. Til kul og andre bulklaster brugtes tønder og spande til at bære i, indtil de første kraner dukkede frem.

Kraner og mekanisering

Kraner og mekanisering af laste- og lossearbejdet dukkede frem i tiden op til 1. Verdenskrig. Det skete dog ikke med havnearbejdernes velsignelse, da kranerne samtidig betød, at ca. 15 pct. af behovet for manuel arbejdskraft forsvandt. Men effektiviseringen fortsatte med en sta-dig udbygning af de tekniske laste- og losseanlæg. Det første kullosseapparat anskaffede Århus Kul Kompagni sig i 1907. Med dette anlæg kunne man sænke en grab i kullasten og hæve to tons kul ad gangen. Denne første tekniske revolution blev dog først udbygget i større omfang i 1920’erne, hvor kraner blev et almindeligt syn på havnekajen.

Containere

Den næste revolution i håndteringen af gods var i slutningen af 1960’erne, hvor containertek-nikken så småt vandt udbredelse. Ved at stuve gods i store kasser (containere) kunne håndte-ringen effektiviseres i hidtil uset grad. Samtidig fik standardiseringen af containerformatet stor betydning for hele transportbranchen, da skibe, kraner, gods- og lastvogne kunne håndtere fragten ’seamless’ – dvs. uden omladning eller anden tilpasning undervejs fra leverndør til modtager.

Omkring 1980 var containerteknikken en fast bestanddel af havnen og ca. 80 pct. af gods-mængden blev derfor udelukkende flyttet i containere af havnens kraner og andre maskiner. Det manuelle arbejde var derfor på kraftig retur, hvilket afspejlede sig i antallet af havnear-bejdere. I midten af 1960’erne havde Havnearbejdernes Fagforening ca. 700 medlemmerne, hvilket var reduceret til omkring 300 i starten af 1980’erne, selvom mængden af gods i samme periode steg kraftigt.

Udviklingen i automatisering og maskinkraft er fortsat til i dag og mange havnearbejdere er derfor uddannet i håndtering af tunge maskiner, som f.eks. straddle carriers, der håndterer containere fra kranen til kajen og videre til lastbiler eller godstog. Mange havnearbejdere har på den baggrund fået fast ansættelse.

Havnearbejderkultur

Kulturelt set er gruppen af havnearbejdere meget sammensat. Den hårde kerne, der optræder som ’hold’ i mønstringshallen, kan næsten altid forvente arbejde på havnen. Dette er de mere fast tilknyttede havnearbejdere, som ofte i generationer har haft deres gang på havnen. Hav-nearbejdets løse struktur, hvor folk hyres ind på dagsbasis, har dog også tiltrukket andre mere perifert tilknyttede grupper, der i kortere eller længere tid har tjent deres løn eller suppleret indkomsten med havnearbejde. Ufaglærte, sæsonarbejdere, nytilflyttede landarbejdere, stude-rende eller håndværkere og søfolk har gennem tiden søgt mod havnen og i kortere eller læn-gere tid fundet arbejde her. Det var dog først og fremmest de faste hold og organiserede i Havnearbejdernes Fagforening, der kunne regne med regelmæssigt arbejde, som kunne op-retholde et livsgrundlag.