Anker Høxbro Kirkeby (1884-1957)
Anker Kirkeby, journalist, født i Aarhus 13. september 1884, død på Frederiksberg i 1957 og begravet på Søndermark kirkegård.
Anker Kirkeby er søn af grossere Wilhelm Kirkeby (1836–1909) og Maren Sabine Kristine Høxbroe (1843–1931). Faderen drev handelsvirksomhed fra Mejlgade 8.
Anker Kirkeby tog studentereksamen fra Aarhus Katedralskole i 1903 og filosofikum det følgende år. Oprindeligt ønskede Anker Kirkeby at blive lægemissionær, og han begyndte derfor at studere medicin, men han forlod studiet igen. Efterfølgende gik han i gang med at studere litterære studier, da han havde planer om at blive skuespiller, men også dette endte uforløst.
Han rejste ud i verden og sendte i forbindelse med sine ophold i bl.a. Paris rejsebreve hjem til Politiken. Her blev han tilknyttet resten af sin aktive karriere, og han er i eftertiden blevet betegnet som en af avisens mest fremtrædende medarbejdere.
Han arbejdede med mange forskellige emner, og som reporter og korrespondent var han i sin emnebehandling og stil måske den, der kom til at ligge tættest op ad sin læremester Henrik Cavling. Som journalist blev han en institution, og arven efter hans arbejde stod i mange år frem.
Anker Kirkeby besad et stort engagement i sager, som han brændte for, og han var ikke bange for at forlade journalistens observerende ståsted for selv at argumentere kraftigt for et synspunkt.
Han fik, tilskyndet af sin stærke sociale følelse, ideen til og stod i en menneskealder i spidsen for De Juleløses Jul. Det var en juletræsfest for samfundet svageste – de som ikke havde mulighed for at holde juleaften. Ideen fik han, da han ønskede at lave en reportage om juleaften for de svageste, og drog rundt i Københavns gade sent 24. december 1910 og oplevede de kummerlige kår, som børn såvel som voksne levede under.
I 1954 oprettede Anker Kirkeby Dansk Pressemuseum, til hvis samling Kirkeby selv var en flittig doner. Museet flyttede i 1958 til Aarhus. Her havde det til huse frem til 1990, hvor det blev fusioneret med Dansk Mediemuseum i Odense.
Arkivalier vedr. Anker Kirkeby i AarhusArkivet
![]() |
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- Dansk Biografisk Leksikon om Anker Kirkeby https://biografiskleksikon.lex.dk/Anker_Kirkeby